Brugerbetaling skaber ikke flere offentlige ydelser, endsige bedre kvalitet. Funktionen er alene at begrænse efterspørgslen efter offentlige ydelser

af cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærds-kommission
Med sin 'Kvalitetsreform' forsøger regeringen at imødegå den stigende utilfredshed med de brede offentlige ydelser ved angiveligt at fremlægge en strategi for bedre offentlig service - men vel at mærke samtidig med, at regeringens skattestop og udgiftsloft fastholdes.
Regeringen vil hermed ikke afsætte flere ressourcer på velfærdsservice end hidtil, hvilket ellers er nødvendigt for at forhindre en fortsat løbende kvalitetsforringelse.
I stedet forsøger regeringen at skabe et billede af, at der er andre genveje til fastholdelse af velfærdsservice. Blandt andet åbner man i den nyligt udsendte debatpjece om Kvalitetsreformen også op for øget anvendelse af brugerbetaling. Selvom regeringen i debatpjecen endnu føler sig forsigtigt frem og tøver med at bekende kulør, er der ingen tvivl om, at den meget gerne ser noget sådan indført.

Har man penge!
Men brugerbetaling skaber ikke flere offentlige ydelser, endsige bedre kvalitet. Funktionen heraf er alene at begrænse efterspørgslen efter offentlige ydelser ved, at de ikke længere skal stilles til rådighed udfra primært behov.
I stedet skal betalingsevne og vilje i større udstrækning end hidtil være bestemmende for at kunne modtage offentlig service. Eller populært sagt: 'Har man penge, kan man få. Men har man ikke, så må man gå'.
Regeringen arbejder i Kvalitetsreformen navnlig med fokus på tre områder: Sundhed, dagtilbud for børn og ældrepleje. Men indføres direkte brugerbetaling på disse områder, vil det vende den tunge sociale ende nedad.
Øget brugerbetaling på sundhedsområdet for eksempel i form af betaling for lægebesøg og hospitalsindlægger, således som foreslået af Velfærdskommissionen, vil navnlig ramme de økonomisk svageste - pensionister, kronisk syge og børnefamilierne, der er storforbrugere af ydelserne.
Det er dermed dem, der vil få en større økonomisk byrde i fremtiden ved en massiv indførelse af brugerbetaling. Samtidig vil effekten også være ringere sundstilstand hos disse grupper, som konsekvens, hvis for eksempel lægebesøg fremover skal være et pengespørgsmål.

De fattigste rammes
Tilsvarende gælder indførelse af brugerbetaling for eksempel på ældreområdet. For pensionistgruppen som helhed gælder, at jo mindre uddannelse og indkomst og dermed jo dårligere pensionsopsparing i arbejdslivet, jo dårlige helbred og funktionsevne i pensionisttilværelsen.
Derfor vil øget anvendelse af brugerbetaling også her ramme dem med det største behov for ældrepleje, men med de færreste økonomiske midler.
Ligesom på sundhedsområdet vil øget anvendelse af brugerbetaling således klart vende den tunge ende nedad og dermed øge den sociale og fordelingspolitiske ulighed. En ulighed, som på mange andre områder allerede er forstærket kraftigt af og under den nuværende regering.
For øget anvendelse af brugerbetaling på dagtilbud til børn gælder en anden problematik, nemlig at der - det dalende befolkningstal taget i betragtning - ikke er brug for at forringe børnefamiliernes vilkår gennem mere brugerbetaling, men tværtimod brug for at skabe bedre vilkår for børnefamilierne.
Regeringen, der hævder gerne at ville sikre det fremtidige grundlag for velfærdssamfundet, vil således med øget brugerbetaling på dagtilbud til børn skyde sig selv i foden.

Nyliberalistisk model
Regeringens forsøg på at bane vejen for øget brugerbetaling har intet med øget kvalitet og bedre offentlig velfærdsservice at gøre, tværtimod cementeres den forringelse af offentlige velfærdsservice, som er sket siden 2001 takket være regeringens udgiftsloft og skattestop.
Der er alene tale om en fortsættelse af regeringens opgør med det universelle velfærdssamfund til fordel for en mere neoliberal samfundsmodel. Med øget ulighed, dårligere sundhedstilstand og ringere vilkår for børn til følge.