De tider, hvor den kapitalistiske stat - i det mindste i et vist omfang - tog hånd om sine medborgere, høj eller lav, er lidt efter lidt ved at rinde ud med indførelse af den nyliberale politik

Sven Tarp, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Det tjekkiske indenrigsministeriums nylige forbud mod KSM - de tjekkiske ungkommunisters forbund - har ikke blot mødt stærk modstand og er blevet fordømt af alle kommunistiske og progressive kræfter rundt om i verden.
Det viser også, at vi er oppe imod en fjende, som er parat til at tage ethvert middel i anvendelse for at kunne bevare magten og det rådne system. Denne fjende er den verdensomspændende imperialisme, som ledes af USA med EU som en mindre, men ganske aktiv og farlig medspiller.
Imperialismen i dens nuværende form er kendetegnet ved en strukturel krise, der genkalder minderne om den omfattende terminalfase, der ramte det romerske kejserdømme i det 2. århundrede før vor tidsregning og de europæiske feudalstater i det 14. og 16. århundrede.
Det er en krise, det vil blive svært at se en lykkelig udgang på, som ikke handler om en afvisning af selve det kapitalistiske system for at blive erstattet med et socialistisk, bygget op omkring kollektiv ejendomsret til produktionsapparatet.

Kapitalens brutale styre
Den nuværende strukturelle krise adskiller sig fra de tilbagevendende kriser, der har påvirket kapitalismen siden dens 'barndom'; det er en fortsat krise, der har spredt sig fra de økonomiske sfærer til alle andre områder af det sociale liv, herunder også til de politiske og juridiske.
Som en konsekvens af dette, er det herskende transnationale borgerskab blevet stadig mere reaktionært, og dets statsapparat mere og mere totalitært.
De tider, hvor den kapitalistiske stat - i det mindste i et vist omfang - tog hånd om sine medborgere, høj eller lav, er lidt efter lidt ved at rinde ud med indførelse af den nyliberale politik.
Det borgerlige overherredømme - som Gramsci`s fortolker begrebet - forvitres. Borgerskabets konsensus erstattes af kapitalens direkte og brutale styre. Den kapitalistiske stat er med andre ord ved at miste sin eksistensberettigelse - hvis den nogen sinde havde haft en sådan.
Essensen af dette er en herskende klasse, hvis sociale system hastigt forældes og er dømt til undergang. Men den herskende klasse har ikke i sinde at træde et skridt til siden og lade historien tage sin egen retning. Den ønsker at bevare privilegierne og råder over en voldsom kraft og midler til ødelæggelse for at nå sit mål.

Antikommunisme
Selv om den er dømt af historien, så bør det herskende transnationale borgerskab ikke undervurderes.
Det disponerer over højt kvalificerede kadrer og vellønnede tænketanke, der mobiliseres for at analysere forholdene og udforme de strategier og taktikker, som skal følges.
Den herskende klasse er derfor meget bevidst om at de kommunistiske partier, på trods af de aktuelle vanskeligheder, er den nuværende og fremtidige fortrop for den folkelige modstand og kamp imod det imperialistiske system. Uden denne avant-garde ville det være betydeligt lettere at kontrollere situationen.
Det er årsagen til, at den aktuelle reaktionære modoffensiv bakkes op af en voksende og mange-facetteret antikommunistisk kampagne.

Angreb fra to fronter
Den borgerlige stat angriber i dag på to fronter. På den ene side forsøger den at eksportere sine problemer ved - inden for rammerne af den såkaldte 'krig mod terror' - at optrappe pressionen, aggressionen og krigene rettet mod de suveræne lande på Balkan, Mellemøsten osv., samt ved at oprette militærbaser over hele kloden for at forberede kommende imperialistiske eventyr.
På den anden side har den i de seneste fem år konstant angrebet sine egne befolkninger under den såkaldte 'paraply af anti-terroristisk lovgivning', der anvendes til at retfærdiggøre de politiske, civile og menneskeretslige overgreb i samtlige imperialistiske eller pro-imperialistiske lande.

kampen om ideerne
Denne udvikling betegner kulminationen på en 30 år langt neo-konservativ offensiv, der går hånd i hånd med en magtfuld og indtil videre særdeles vellykket ideologisk kampagne, der startede i USA i årene, der fulgte efter nederlaget i Vietnam.
Kampagnen er kendetegnet ved dens misbrug af og manipulering med ideerne om frihed, demokrati og menneskerettigheder.
Selv de mest barbariske forbrydelser og statssterroristiske aktioner, der er begået af imperialistiske kræfter, forskønnes og retfærdiggøres, som det lovlige og nødvendige forsvar for disse 'idealer'. Den 15-år lange krig mod Irak, hvor over én million uskyldige mennesker - blandt dem tusindvis af børn - er blevet udsat for massakrer og dræbt, er det bedste eksempel på dén grad af hykleri, der kendetegner vore dages borgerlige samfund.
Men hykleriet og dobbeltmoralen siver ikke altid lige godt ind hos de brede, folkelige masser. Derfor er det kommunisternes og alle progressive kræfters pligt at styrke den ideologiske kamp mod vor tids borgerlige ideologi.

Et reelt alternativ
Men den vigtigste opgave bør ikke kun bestå i at afsløre den herskende klasses reelle indhold og betydning. Man bør også stræbe efter at fremlægge et positivt alternativ til denne ideologi - et alternativ baseret på en ægte humanistisk og socialistisk fortolkning af ideerne om frihed, demokrati og menneskerettigheder, med tæt tilknytning til arbejderne og folkeslagenes daglige klassekamp for økonomiske, politiske og sociale rettigheder.
Det er kun på baggrund af egne erfaringer, at arbejderklassen i al almindelighed til slut vil forstå de socialistiske og ægte menneskelige ideer om frihed, demokrati og menneskerettigheder.
For med held at kunne bekæmpe den reaktionære karakter af det transnationale borgerskabs ideologiske offensiv må kommunister engagere sig i alle former for forbund og fælles aktioner med enhver, der af den ene eller anden årsag er modstander af denne offensiv, uanset om denne modstand tager sit udspring i et humanitært, demokratisk, progressivt eller religiøst grundlag.
Men det er samtidig vor pligt at bekæmpe enhver illusion om mulighederne for en eller anden form for kapitalisme med et menneskeligt ansigt under imperialismens strukturelle krise.
Et ægte humant samfund med sand social velfærd, frihed og demokrati kan kun erobres, hvis den nuværende nationale og internationale magtbalance ændres til fordel for de progressive og socialistiske kræfter, og den forandring kan kun opnås inden for rammerne af en anti-imperialistisk og antimonopolistisk strategi.
Det er grunden til, at den politiske hovedlinie, der blev udstukket på vort partis stiftende kongres, er dets aktivisters aktive deltagelse i den daglige kamp for den danske arbejderklasse og befolkning for derved at forene de kræfter, der er nødvendige for udviklingen af en bred antimonopolistisk og anti-imperialistisk bevægelse, der kæmper for fred, national selvbestemmelse, demokrati og social velfærd med det strategiske mål at skabe grobund for en overgang til socialismen.