Højreradikale kræfter vikler os længere og længere ind i en ny krig, en angrebskrig, hvor vi er besættelsesmagten

af Per Diepgen, Halskov
Det har længe været åbenbart for enhver og dog bemærkelsesværdigt, at når landets statsminister siger, at vi gik i krig mod Irak på grund af masseødelæggelsesvåben, og når han siger, at amerikanerne og derfor vi som allierede overholder de internationale konventioner, ja, så véd vi, at han taler usandt, eller for ikke at blive tiltalt for at udsprede misnøje, at han taler et magtfuldkomment spektakulært dansk og anlægger en terminologisk borgerkrig, hvor sproglig terror bliver en slags besættelse.
Et kendeligt skisma indtraf under statsministerens tolkning af begivenhederne 29. august 1943, hvor han for folket bekendtgjorde danskernes svig og svigt, bortset fra nogle få sabotører og et enkelt parti, som statsministeren aldrig nævner, fordi hans partifæller stemte det grundlovsstridigt for terror mod nazisterne.
Nu mente han tiden inde til oprejsning for danskerne og især for partiet Venstre og for systemskiftets faste støtte i danskernes nye frihedskæmper- og genrejsningsparti, så vi alle kan få statsmandskunst at se. I en magtbrynde valgte regeringen igen en alliance med verdens stærkeste militærmagt tres år efter - USA.
Denne danske vendekåbementalitet bliver vi på Lolland-Falster hvert forår mindet om, når de blå anemoner blomstrer ved Maribo sø, og vi atter sender en hilsen til Vedersøs sorte præster som lidt poesi oveni de mange statstilskud og bekræfter Munk-myten, som Johs.V.Jensen engang advarende kaldte denne åndelige besættelse.
Kaj Munk (1898-1944) var en anerkendt og feteret forfatter, men selv lollikere véd inderst inde, at Munk også på barndomsøen prækede diktatur og velsignede Føreren. Vi fortier og gør derfor en myte. Munks sidste skæbnedage, som han delte med mange modstandsfolk, drev en persondyrkelse frem hos mange danskere, der ikke selv satte livet på spil, men nok ville bifalde Niels Ebbesens fædrelandskærling.
Så vidt så vel, men efter besættelsen voksede forestillingen til himmelske dimensioner og ville ikke dø, da tidehvervets nye frihedskæmpere gjorde sig en moderne modstandsmand af myten.
Da vi hen i maj 45 kom tilbage for at genoptage navn, adresse og beskæftigelse, var den folkelige stemning mere oprømt, end godt er for den daglige sunde fornuft. Som i et af Munks dramaer stod her alskens folk og iblandt dem alle de ukendte stikkere og viftede med dannebrogen, men med de tyske flygtninge forsvandt den sidste rest af krig.
Derfor, lad os tage statsministeren på ordet, afkode de mange myter og erkende den lige så naive som farlige antimuslimske højrebevægelse for at komme nærmere den store fortælling om danskerne under besættelsen, som historikere har ledt forgæves efter.
Ligesom Munk kæmpede for at forstå ordet i tidens smeltedigel, hører vi i tonen af den sproglige forbistring Danmarkshistoriens skiftende medløb og fortrydelse, der munder ud i, at højreradikale kræfter vikler os længere og længere ind i en ny krig, en angrebskrig, hvor vi er besættelsesmagten.