Fjernes middelklassens adgang til offentlige overførsler, forsvinder også deres vilje til at betale til dem over skatterne

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Målretning af offentlige overførsler indgår som et såkaldt 'debattema' i forbindelse med regeringens nyligt udsendte debatpjece om 'kvalitetsreformen'.
Selvom regeringen endnu føler sig forsigtigt frem og tøver med at bekende kulør, er der ingen tvivl om, at den meget gerne ser noget sådan indført som et led i opgøret med den universelle velfærdsmodel, der netop bygger på, at alle har ret til grundlæggende ydelser som pension, uddannelse eller børnecheck.
'Hvis man på flere områder målretter den offentlige service til dem, der har mest brug for den, så bliver der penge til at hjælpe de svageste endnu bedre,' skrev statsministeren i forbindelse med lanceringen af kvalitetsreformen.
Og her skulle en aktuel undersøgelse foretaget af ugebladet A4 give regeringen gode kort på hånden.

Mere polarisering
61 procent af danskerne erklærer sig nemlig enige i, at disse ydelser i højere grad skal målrettes de mest trængende udfra netop samme begrundelse.
Umiddelbart lyder argumentationen da også besnærende: Hvis vi målretter offentlige overførsler til de svageste, kunne der blive flere midler til disse. Men al erfaring viser, at resultatet på længere sigt bliver det stik modsatte.
Forbeholdes offentlige overførsler og serviceydelser til 'de trængende' eller 'de fattige' skabes et langt mere polariseret samfund, hvor den brede folkelige opbakning bag velfærdsstaten smuldrer og erstattes af mistænksomhed, kontrol og øgede restriktioner overfor de svageste.
Undersøgelser viser, at befolkningen i målrettede velfærdssystemer for eksempel i langt højere grad forklarer fattigdom med 'dovenskab og manglende viljestyrke'. Topscoren er USA, hvor 39 procent giver denne forklaring. I Sverige, Norge og Danmark forklarer kun omkring 15 procent fattigdom med dovenskab og manglende viljestyrke.

Mere kontrol
Derfor bliver resultatet af målretning af offentlige ydelser paradoksalt nok langt mere kontrol overfor modtagere af overførselsindkomster og en betydeligt mere restriktiv holdning fra middelklassens side med hensyn til at betale hertil. Det usvigelige resultat heraf vil være en mere begrænset adgang og lavere ydelsesniveauer for offentlige overførsler til de fattigste, end hvad der i dag er tilfældet i vores skandinaviske model.
Det er i erfaringen fra de lande, hvor målretning til de svageste har været det bærende princip, for eksempel i England og USA, at 'Welfare for the poor' bliver til 'poor welfare'.
Målretning til de svageste grupper vil således ikke styrke velfærden for de svageste, men tværtimod svække den. Den skandinaviske models generelle eller 'universelle' ordninger sikrer, at middelklassen også selv nyder godt af velfærdsordningerne og styrker dermed viljen til at betale til dem.
Fjernes middelklassens adgang til offentlige overførsler, forsvinder også deres vilje til at betale til dem over skatterne. Det vil ramme tilbage på de svage som en boomerang i form af restriktioner i adgangen og nedsættelse af ydelsesniveauer for netop de svageste. Og det vil svække opbakningen til velfærdspolitikken. Hvilket lige bestemt er regeringens hensigt.