James Baker er i vælten igen. Denne gang med et bud på en nødplan for USA¤¤s krig i Irak. Baker dukker op på den politiske scene, når noget brænder på. Det gjorde han også i 1985

Midt i november - meget langt væk.
For nogle timer siden kunne man kun høre vinden. Øjnene skulle holdes næsten lukkede, og mellem tænderne knasede sandet. Her er øde som i en ørken. Det er en ørken. Hvem kunne vide, at dette sted var ved at blive forvandlet til verdens centrum!
Men når militære læderstøvlers march høres. Når pansrede bæltekøretøjer holder på række bag ved støvlerne. Når det store fly lander, og alle gør honnør, ja så ved vi, at nu er dette en slags verdens centrum.
Det var en lang vej hjemmefra for Tony Blair. Men han kom for at besøge sine tropper. Talen var ikke uden patos.
- Her - i dette stykke ekstraordinære ørken, skal kampen om det 21. århundrede verdenssikkerhed udspille sig, sagde Blair til flere hundrede britiske tropper i den afghanske Helmand-provinsen.
Blair har nået sin kant, men en stor demagog har han altid været. Imidlertid er hans tilstedeværelse i Afghanistans ørken lige så lidt et skridt for menneskeheden, som astronaut Edwin E. Aldrins lette færd frem mod det passende sted at anbringe det første amerikanske flag på månen.
Fremtiden udspiller sig ikke primært i ørkener, men i byerne.
I Cairo bor den ene af byens 16 millioner indbyggere i De Dødes By. Deres liv udspiller sig på og i mamelukkernes grave, der rummer sultaner og emirer. Stedet er omringet af motorveje. Hvad ville Blair sige, hvis han stod her og genkaldte sig briternes historie på dette sted og i tilsvarende byer i andre fattige lande.
Han ville måske forstå, at han blot har været en viderefører af Thatchers kurs, der gik ud på at genvinde profitraterne for investorerne. I det perspektiv har det været en succeshistorie!
James Baker er i vælten igen. Denne gang med et bud på en nødplan for USA's krig i Irak.
Baker dukker op på den politiske scene, når noget brænder på. Det gjorde han også i 1985. Det var op under, den 19. december, at han søsatte sin plan Den Tredje Verdens Gældsplan.
Det udviklede sig til et hårdt slag, der skulle føre til massive økonomiske og sociale problemer i de gældsplagede lande, hvor byerne kom til at lide af en voldsom opsvulmen.
Thatcher kom til magten i Storbritannien i 1979 og Reagan i USA året efter. 1980`erne var starten på den neoliberale bølge, hvis første fase var tilbagerulning af alt, hvad der havde karakter af samfund.
Thatcher og Reagan var førende på dette felt og udmøntede de nyliberale økonomiske teorier og politisk praksis via staten og overnationale institutioner.
Baker-planen betød, at de 15 mest gældsatte lande skulle opgive at lade staterne føre en aktiv økonomisk, social og kulturel politik. Staterne skulle trække sig ud og overlade hele molevitten til markederne. Det var betingelsen for at kunne indgå i de nye låne-strategier og fortsat være den del af verdensøkonomien.
Tommelskruerne blev sat på. IMF, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken satte reelt landene under politisk og økonomisk administration. Senere under betegnelsen Washington Consensus.
Det der blev solgt som mirakelmedicin var: Privatiseringer af virksomheder, ophævelse af importkontrol, etablering af kostpriser i uddannelses- og sundhedssektoren. Kombineret med indsættelsen af korrupte regimer var det en mikstur, der forvandlede situationen fra slem til forfærdelig.
Neoliberalismens Big Bang hærgede kloden og var en væsentlig faktor i den såkaldte globalisering. Konsekvensen med udbredt fattigdom, opløsning af økonomiske, sociale og kulturelle strukturer kender vi. Byerne fik vokseværk.