Som medlemmer indenfor den grafiske branche, kender vi alt til såvel et fysisk hårdt og ensidigt gentaget arbejde, en stressende hverdag med ordrer, som skulle have været færdig i går, og en hverdag med arbejdstider uden hensynstagen til et normalt familieliv
fra 3F Grafisk, Randers afdeling
Samtidig oplever vi virksomhedsopkøb, fusioner og virksomhedslukninger, uden hensynstagen til trygheden for den grafiske arbejder.
Det er nu på tide, at branchen aktivt handler for at rette op på disse forhold, og dermed skabe gode fremtidssikrede grafiske virksomheder, til gavn for såvel de mange grafiske arbejdere, aktionærerne samt det omkringliggende samfund, som virksomheder og medarbejdere er en naturlig del af.
Da det i dagligdagen desværre har vist sig meget svært at sikre tingene forandret på lokalt plan, må de kommende overenskomstforhandlinger gennem nedenstående krav, sikre at:
- Reglerne for arbejde på skiftehold skal forbedres kraftigt, og tage et betydeligt større hensyn til de ansattes sundhed og familieliv
- Alle ansatte skal kende sin arbejdstid for en længere periode, som gør det muligt at planlægge samvær med sin familie
- Den daglige og ugentlige arbejdstid skal nedsættes til sikring af de ansattes sundhed
- Overarbejde skal begrænses mest muligt, og skal ikke kunne udføres af ansatte på skiftehold
- Virksomhederne skal pålægges en systematisk uddannelsesplanlægning for alle ansatte, og sikre sig at arbejdsstyrken bliver mere fleksibel i forhold til arbejdsopgaverne
- Der skal gennemføres Arbejdspladsvurdering (APV) og sikres, at ensidigt og fysisk belastende arbejde minimeres betydeligt, og på sigt fjernes helt.
Dette vil skabe bedre virksomheder med større trivsel, med gevinst for både ansatte og virksomhed i form af større arbejdsglæde, forbedret effektivitet og mindre sygdomsfravær.
Det vil mindske overarbejde, og give gode muligheder for hensynstagen til ansattes frihed.
- Virksomhederne skal påtage sig et nødvendigt samfundsansvar og arbejde for, at medarbejdernes kulturelle baggrund og fysiske formåen afspejler det samfund, man er en del af.
- Den enkelte virksomhed skal udarbejde en politik, der sikrer en bred etnisk arbejdsstyrke uden kønsopdeling, ældre medarbejderes mulighed for en gradvis tilbagetrækning, samt reelle muligheder for beskæftigelse, også hvor arbejdsevnen er betydelig nedsat
- De ansatte skal have en betydelig forbedret tryghed i ansættelsen, og sikres store fratrædelsesgodtgørelser ved virksomhedslukninger eller nedskæringer.
3F Grafisk Randers afdeling vil kæmpe for, at disse simple og menneskelige krav bliver indeholdt i de nye overenskomster, samt at de lokale arbejdsgivere aktivt arbejder for at sikre gode og sunde virksomheder i dagligdagen.
Enstemmigt vedtaget på generalforsamlingen den 28. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278