Hjælp med at bekæmpe den øgede ulighed i Danmark og den voksende fattigdom, både den økonomiske og den kulturelle

af Christina Bech, København S
Den 24. oktober var jeg en småregnende efterårsaften på Socialpædagogisk Seminarium på Sydhavns Plads, selvsagt i Sydhavnen til 'aftenmøde med Preben Brandt, Rådet for socialt udsatte'. Rådet er nedsat af regeringen og er netop udkommet med en rapport med anbefalinger af tiltag for de udsatte.
Preben Brandt er kendt for sit mangeårige arbejde for udsatte og hjemløse på Sundholm og i særdeleshed de senere år i Projekt Udenfor, der laver opsøgende gadearbejde og tidligere havde Sygeplejersker på Hjul.
Brandt spurgte: 'Hvem er så de udsatte?' Han provokerede ved at sige, at det er alle de ikke-ønskede, hvilket jeg kommer tilbage til senere. Mere seriøst forskningsmæssigt set definerede han dem som 'de der har mere end et enkelt socialt problem', for eksempel de der både har et misbrug og er boligløse, uden uddannelse og psykisk syge med mere.
En del har mangel på alt - uddannelse, bolig, arbejde, er psykisk syge og endvidere har de et misbrug. Han fortalte om konklusionen på sin doktordisputats om emnet, som bygger på en masse indsamlede data om de udsatte: Meget tæt på nul procent havde haft en nogenlunde normal barndom.
De havde alle været uønskede alle steder. I de plejefamilier, de havde været i, var der hver gang blevet sagt at, her kan vi ikke gøre noget for dig, men næste gang kommer du hen det rigtige sted for dig ! Ingen havde følt ansvar for dem, ingen ville have dem. Det præger meget de udsatte, at de altid har oplevet sig som uønskede, de har svært ved at stole på nogen.
Hvilke tiltag har Rådet for Socialt Udsatte så anbefalet i dets rapport?
Mange - men kun de mindst kontroversielle - var blevet accepteret af regeringen - skæve huse, gældssanering, forbedring af serviceydelserne, behandlingsgaranti for stofmisbrugerne. Rådet havde overvejet at anbefale tvang i psykiatrien, men et medlem af rådet, der selv var tidligere psykiatripatient havde talt de andre fra det.
Alt i alt var det 'almissedelen' der var gledet ud af forslagene, mener Brandt. Fordi samtidig er den økonomiske ulighed mellem de udsatte og de ikke-udsatte steget. Og det er ikke kun regeringens skyld, mener han. Et eller andet sted er 'sin egen lykkes smed-idealet' gledet alment ned. De fleste vil ikke mere betale til 'de, der ikke yder noget'. Da kontanthjælpsloftet blev sat og starthjælpen blev indført for de nye danskere, blokerede ingen socialcentrene, Integrationsministeriet eller Socialministeriet, som da de kommunale besparelser på daginstitutionerne blev kendt.
Men den økonomiske fattigdom er stigende i disse år. Bare se boligmarkedet, hvor boligsikringen ikke følger boligprisernes stigninger.
Brandt viste også en statistik over sammenhængen mellem uddannelsestid og levealder, og mellem uddannelse og helbred: Jo kortere uddannelse eller ingen, jo kortere levetid og også jo flere 'dårlige år' med skrantende helbred i de få tilbageblevne år.
Et lys i mørket kan dog være kommunalreformen, mente Brandt. Metoder af gedigen socialpolitisk art som i første omgang ikke fokuserer så stramt ensidigt på beskæftigelse og egen forsørgelse har vist sig bæredygtige til at bedre forholdene for de udsatte. Med de nye kommunestrukturer kan kommunerne lære af hinanden.
En kommune har for eksempel haft succes med en såkaldt daglejerordning, hvor folk på kontanthjælp kan møde op, når de vil, lave et stykke regulært samfundsnødvendigt arbejde, få overenskomstmæssig løn for det, gå hjem og komme igen, når de vil og magter det og være lige velkomne og ønskede alligevel.
At opleve sig ønsket og at komme ind i et fællesskab viser sig at være det vigtigste for de socialt udsatte, apropos deres tidligere erfaringer med at være uønskede.
Vi gik alle hjem fra Sydhavnen, tror jeg, med en dyb respekt for en beskeden og intelligent Preben Brandt med mange år på bagen i det endeløse arbejde med at bedre forholdene for de udsatte.
For som han sagde: Han er en optimistisk pessimist, han mener, der altid vil falde nogen udenfor i ethvert samfund. Vi bilder os meget ind, når vi tror vi hjælper. Han afsluttede med en anekdote fra Afrika:
En ulandsarbejder havde efter et årelangt ophold i en afrikansk stamme konkluderet, at også de havde en høj moral. Så en dag så hun stammen smide et levende født men noget misdannet spædbarn ud i floden.
Dette blev hun dybt oprørt over, denne brutalitet ! Hun lavede postyr over det, men blev mødt med undren. Jamen, barnet var blevet behandlet med den største respekt: Alle kunne jo se, at det var en flodhesteunge, der bare var blevet båret som foster i et menneske, så det bedste for den var at komme i floden hvor den hørte til. Der kan man se.
Jeg vil afslutte mit indlæg med at sige: Hjælp med at bekæmpe den øgede ulighed i Danmark og den voksende fattigdom, både den økonomiske og den kulturelle.
Udsathed er også ensomhed - det gælder både gammeldanskere og nydanskere. Mange gamle, syge og fattige er utrolig ensomme. 'Sin egen lykkes smed' er bare for trist.