06 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til alle der synes jeg er sindssyg

Til alle der synes jeg er sindssyg

Fredag, 10. november, 2006, 00:00:00

Desværre har en fundamentalistisk kristen frimenighed i samspil med en socialdemokratisk bor-gerrepræsentation plattet huset ud af hænderne på os

af Matias Jensen, Herlev
For nylig skrev Venstres ordfører for teknik- og miljøudvalget, Jesper Schou Hansen til Borgergruppen For Ungdomshuset, at de måtte være rablende sindssyge at blande sig i kommunens arbejde.
Det var en hård, kontant udmelding fra Hansen, der med sædvanlig Venstre-machismo regnede med, at sagen nu var afsluttet uden debat.
Jeg er ked af, at han tager fejl, men nogen ting må og skal siges - og jeg er ham der nu giver dig, kære læser, et indblik i sindet på en rablende sindssyg ung, der ønsker Ungdomshuset bevaret. Jeg har anvendt huset siden 2002, og selvom tonen og politikken derinde er meget hård og kontant fra nogen brugere, har jeg altid værdsat, at stedet eksisterede.

Et kulturelt fristed
Jeg er en vildt udseende firser-rock type, der ikke kan klare at gå i byen i København, for jeg kan simpelthen ikke finde mig i, at folk nedværdiger kvinder og indvandrere, truer mig med vold og kommer ned ydmygende tilråb, fordi jeg er homoseksuel, eller generelt opfører sig uansvarligt og ledt overfor andre.
Ungdomshuset har en klar dagsorden, der går ud på at bekæmpe diskrimination og statskontrol, og udgør et uvurderligt alternativ for de rigtig mange danske unge, der som jeg ikke rigtigt kan finde sig til rette i vores såkaldte frie samfund.

Stjålet på en løgn
Desværre har en fundamentalistisk kristen frimenighed i samspil med en socialdemokratisk borgerrepræsentation, der ikke var sit ansvar voksent, plattet huset ud af hænderne på os, der bruger det.
Og nu er de borgerlige lykkelige over at se os tabe til disse 'anstændige' mennesker, hvis leder taler med gud, hader muslimer, andre kristne og homoseksuelle, og holder sin menighed fastlåst i en personlighedskult omkring hende, der ville gøre Nordkoreas diktator stolt.
Faderhuset fik i høj grad stjålet vores hus på den løgn, at de ville fortsætte med at lave aktiviteter for unge i et bevaret Arbejdernes Hus, men har nu vist deres sande farver som kyniske boligspekulanter ved at ønske stedet revet ned.
I den senere tid har Ungerens brugere måttet høre for vores konfrontative linie, men alle der siger det, må forstå, at det er deres egen skyld. Jeg er en flink fyr - jeg er høflig, velartikuleret og dannet, og chancerne er gode for, at du ville holde af mig, hvis du tør se bag det farlige ydre. Jeg interesserer mig for kultur, kunst og politik og ønsker i grunden det bedste for alle mennesker.
Men det vigtigste for politikerne og kritikerne er åbenbart, at jeg er subkulturel, vred og farlig. Jeg er spinkel, ikke overvældende af statur og vejer kun halvfjerds kilo, hvis jeg har vådt tøj på.
Jeg er med andre ord intet værd i en slåskamp, men hvis I tror, det vil forhindre mig i at tage i gaderne og tage det hus tilbage, som I har taget fra mig og fra alle de andre unge, der elsker det, så tager I grueligt fejl. Og det er vigtigt for mig at understrege, at det er jeres egen skyld, ingen andres!
For I og de politikere, der repræsenterer jer, har lært mig, at retssamfundet kun er til for dem, der er gode til at lyve.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp