Der tegner sig således et billede af, at uligheden mellem rig og fattig er blevet klart større i det seneste tiår, herunder ikke mindst i VK-regeringens tid

af økonom, cand. scient. adm, Henrik Herløv Lund
Statsministeren udtalte i 2005, at øget ulighed ikke var et mål for regeringen, tværtimod. Nu har beskæftigelsesministeren og socialministeren imidlertid blødt op. Øget ulighed er o.k., så længe det skyldes øget beskæftigelse og uddannelsesindsats.
Denne formulering kryber imidlertid uden om et centralt spørgsmål i forbindelse med den i de senere år stigende ulighed i det danske samfund, nemlig at den stigende ulighed i høj grad er kommet i kraft af regeringens politik.
I de seneste år (1994 - 2004) har den generelle velstand i samfundet været stigende, men indkomstfremgangen har ikke været lige stor for alle. Realindkomsten for de rigeste ti procent er steget dobbelt så meget som for de fattigste. Jo højere indkomst, jo større stigning. Indkomstuligheden er således klart øget i perioden 1994 - 2004, herunder i VK-regeringens tid.
Forbrugsmuligheder afhænger imidlertid ikke blot af disponibel indkomst, men også af formue.
I perioden fra 1996 til 2003 er de gennemsnitlige nettoformuer steget med over 35 procent. Dette dækker imidlertid over, at der kun er tale om formuestigning for mellem og højindkomster, mens lavindkomsternes formue direkte har været i tilbagegang. Og i forhold til mellemindkomsterne er højindkomsternes formuer steget mere end fire gange så meget.
Der tegner sig således et billede af, at uligheden mellem rig og fattig er blevet klart større i det seneste tiår, herunder ikke mindst i VK-regeringens tid. Fra 1995 og frem til 2005 er uligheden steget med 25 procent. Uligheden er i dag større end den har været på noget tidspunkt siden 60`erne
Der er forskellige årsager til denne udvikling, men en væsentlige rolle spiller en række ændringer i skattepolitikken. For det første er der af VK-regeringen gennemført skattelettelser, som har givet de største lettelser til de højere indkomster. Men ulighedsskabende har for det andet ikke mindst også skattestoppet været - navnlig stoppet for ejendomsværdiskatten.
Stoppet for ejendomsværdibeskatningen er fordelingspolitisk meget skævt, idet de rigeste ti procent af familierne har fået langt størstedelen af skattebesparelsen. Stoppet for ejendomsværdiskatten hr også været medvirkende til at udløse meget store friværdier/kapitalgevinster til boligejerne og her er det de rigeste, som får de største kapitalgevinster.
Skattepolitiske ændringer har således direkte eller indirekte - navnlig under VK-regeringen - været en hovedårsag til, at den økonomiske ulighed er stærkt forøget
Hertil kommer, at der i det seneste tiår også er sket en række forringelser i de overførsler, som er en væsentlig eller afgørende indkomstkilde for de dårligst stillede. VK-regeringen har gennemført besparelser i overførslerne til de svagest stillede for 2,3 milliarder kroner, herunder blandt andet indførelse af starthjælp og lavere introduktionsydelse, indførelse af kontanthjælpsloft, regulering af boligsikring alene efter forbrugerpriser i stedet for efter den generelle indkomstudvikling samt indførelse af 300 timers beskæftigelseskrav for hver af ægtefællerne for ægtepar på kontanthjælp
Disse politikændringer har også forøget uligheden betydeligt.