Den borgerlige regering er i øjeblikket under det hidtil hårdeste pres. Den er på kollisionskurs med folkestemningen i en sådan grad, at det i sidste ende kan føre til regeringens fald

af Jørgen Petersen, DKP/ML
Når Folketinget i dag åbner vil hele Danmark stå på den anden ende. Der protesteres, aktioneres og strejkes i store og små kommuner over det ganske land. Efter en efterhånden endeløs række af nedskæringer, forringelser, privatiseringer og udliciteringer, har et stort flertal af befolkningen fået nok.
Titusinder af mennesker har sat sig i bevægelse. For at tage ansvar for sig selv og andre. For at kræve nedskæringerne af bordet og tilsagn om ekstrabevillinger fra regeringen i milliardstørrelsen. For gennem handling at stoppe kursen mod det nyliberale mareridt, som skjuler sig bag Anders Fogh Rasmussens minimalstat.
Det er en sejr, at det på denne måde har været muligt at rejse en så bred og handlekraftig bevægelsen som uundgåeligt vil sætte sit præg på den politiske udvikling af det danske samfund i den kommende tid. Først og fremmest har de seneste ugers kamp haft en sådan styrke, at det vil være vanskeligt at gennemføre nye angreb på velfærden.
Det har ikke skortet på advarsler til regeringen. I meningsmålingerne har der længe været flere og flere som vendte tommelfingeren ned overfor den borgerlige regerings nedskæringer. Den 17. maj var over 100.000 på gaden i de største demonstrationer siden midten af 80'erne. Men regeringen insisterede på at fortsætte med at udsulte kommunerne og gennemtvang en aftale med Kommunernes Landsforening, som uundgåeligt måtte føre til nedskæringer i de kommunale budgetter for 2007.

Milliarder i statskassen
Regeringen praler af, at der er rekordoverskud på de offentlige budgetter. Pengene strømmer ind i statskassen som aldrig før i danmarkshistorien. Sidste år var overskuddet på 80 milliarder. En helt ny opgørelse viser, at der alene i andet kvartal i 2006 var et overskud på statsfinanserne på 24 milliarder kroner. Det er ny rekord. Et sådant overskud stiller spørgsmålet om velfærdsforringelser på spidsen.
- Hvorfor skal der spares på børnepasning, skolerne og ældreplejen, når det danske samfund aldrig har været rigere, spørger de titusinder af forældre, pædagoger, skolelærere, studerende og elever, der har aktioneret i de seneste uger, og med rette.
De ved hvor skoen trykker. De offentlige ansatte er presset til det yderste. I ældreplejen er der et ulideligt minuttyranni. I folkeskolen lever børn og lærere med forældede skolebøger, misligholdte lokaler og en dagligdag, hvor udflugter og lignende er barberet væk.
I daginstitutionerne er det pædagogiske arbejde mere og mere erstattet af regulær opbevaring. På hospitalerne er man hårdt ramt af nedskæringer, imens de private hospitaler vokser frem, betalt af penge fra statskassen.
Danskerne kan sagtens skelne velfærd fra nedskæringer, uanset hvor meget den borgerlige regering forsøger at sløre sine virkelige motiver.
I en tid lykkedes det Anders Fogh Rasmussen at få mange til at tro, at kursen mod minimalstaten ville være til alles bedste. Nu har den borgerlige regering i praksis vist, at minimalstaten betyder junglelov - kræfternes frie spil i et liberalt mareridt, hvor velfærden afvikles under endeløs snak om modernisering og betydning af fri konkurrence.
Regeringens politik har skabt markant øget ulighed. Og ingen har grebet ind overfor et skattesystem, hvor monopolerne dybest set selv afgør, i hvilket omfang de vil bidrage til fællesskabet.
Og lige om hjørnet truer store privatiseringer og udliciteringer af den offentlige sektor. Ønsket om en sådan udvikling var den borgerlige regerings virkelige drivkraft bag kommunalreformen. Dansk Handel og Service siger direkte, at ti milliarder kroner, der i dag anvendes til offentlig velfærd, kunne overføres til private virksomheder. Det understreger betydningen af, at det er nu der siges stop, inden monopolernes for alvor kaster sig over den offentlige sektor.
Den borgerlige regering forsøger ganske åbenbart at snakke udenom og vaske sine hænder, mens den håber, at protesterne hurtigt holder op igen. Når argumenterne ikke holder, er tonen blevet skinger. Den borgerlige regering er i øjeblikket under det hidtil hårdeste pres. Den er på kollisionskurs med folkestemningen i en sådan grad, at det i sidste ende kan føre til regeringens fald.
Så længe den borgerlige regering er ved magten, vil angrebene mod velfærden og den offentlige sektor fortsætte. Senest har formanden for kommunernes Landsforening Erik Fabrin fra Venstre foreslået, at kommunerne kommer ud af den stramme økonomiske spændetrøje, ved at man øger brugerbetalingen på en række velfærdsydelser!
Det er skruen uden ende. Det danske samfund er allerede på vej mod en situation, hvor det ikke er befolkningens behov, men pengepungens størrelse der afgør velfærdsydelsernes størrelse. Og det er ikke hvad befolkningen ønsker.

Hvad vil Socialdemokraterne?
Igennem de senste uger har aktiviteterne været meget omfattende i Århus, hvorfra de har bredt sig ud over hele landet. Ved kommunalvalget faldt Louise Gade fra Venstre ned fra borgmesterstolen, fordi mange århusianere troede, at socialdemokraten Nicolai Wammen ville være en bedre garant for velfærden i kommunen.
Men de viste sig desværre at være to alen ud af et stykke. Først var Nikolai Wammen - gennem Kommunernes Landsforening - med til at forhandle den elendige økonomiske ramme for den kommunale økonomi med den borgerlige regering. Dernæst lavede han en budgetaftale med de borgerlige partier i byrådet i Århus, som betyder nedskæringer på 410 millioner kroner i 2007. Det svarer til at mindst 1500 af kommunens ansatte skal fyres.
Begivenhederne i Århus er ikke et enestående eksempel, men de er en uundgåelig konsekvens af den nyliberale kurs Helle Thorning Schmidt og den socialdemokratiske partiledelse følger. I stedet for at gøre front mod den borgerlige regering og slutte op bag protesterne har Socialdemokraterne indgået forlig med den borgerlige regering igen og igen. Det er sket på trods af mange opfordringer fra fagbevægelsen om, at man ophører med at søge politiske forlig med den borgerlige regering.
Den 17. maj aktionerede hundrede tusind danskere blandt andet for at forsvare efterlønnen og folkepensionen mod forringelser. Umiddelbart efter indgik Socialdemokraterne det såkaldte velfærdsforlig med regeringen, der hævede både pensionsalderen og grænsen for hvornår man kan modtage efterløn.
På trods af befolkningens ønsker imødekom Helle Thorning Schmidt den borgerlige regering krav og gjorde dem til sine egne. På trods af at skattestoppet uundgåeligt fører til forringelser af velfærden, insisterer Helle Thorning Schmidt på at støtte regeringen også på dette helt afgørende spørgsmål.
Det er ikke nok, at den borgerlige regering bliver stadigt mere upopulær. Der er brug for en ny politik, et politisk sporskifte. Helle Thorning Schmidt ser ikke ud til hverken at kunne eller ville levere varen.
Socialdemokraternes problem er i bund og grund, at partiledelsen ikke har et politisk alternativ der adskiller sig grundlæggende fra den borgerlige regerings. I takt med at kampen mod nedskæringerne er udviklet, har det i høj grad skærpet de politiske modsætninger i partiet. Det har i første omgang ført til at flere faglige organisationer har vendt sig imod nedskæringerne, sådan som det for eksempel er sket i Århus.

Befolkningen kræver velfærd
Bredt i befolkningen er der vilje til at forsvare og udvide den offentlige sektor. Der er et voksende krav om, at en del af de rekordstore overskud i statskassen bruges til at give vores børn en ordentlig pasning, et løft til folkeskolen og en anstændig pleje til de ældre og syge.
I bund og grund er kampen for velfærden et spørgsmål om, hvad det er for et samfund vi vil have. Skal det være de frie markedskræfter eller et solidarisk samfund båret af fællesskab og tryghed? Skal det være et samfund som indrettes efter en lille klike af superrige, eller skal morgendagens Danmark bygge på kollektiv velfærd og demokrati?
Kampen mod de kommunale nedskæringer skal fortsættes. Men der er også nye pejlemærker. Om kort tid begynder forhandlingerne om næste års finanslov og til foråret er der overenskomstforhandlinger.
Derfor er det ubetinget nødvendigt at fastholde den brede alliance mellem fagbevægelsen, forældreorganisationer og ungdomsorganisationerne, som er blevet opbygget gennem længere tid. Der er i denne alliance, at kraften til forandring ligger, og som i høj grad er begyndt at formulere en ny politik, hvor velfærden sættes i centrum.
Det er nødvendigt for at fastholde presset på den borgerlige regering og i sidste ende presse den ud af regeringskontorerne.