Socialdemokratiet har tilsluttet sig skattestoppet. Dermed har partiet også frasagt sig at skabe finansiering til øgede offentlige udgifter gennem øgede skatter

af økonom Henrik Herløv Lund
I VK-regeringens levetid er velfærden blevet forringet langsomt, men sikkert takket være regeringens udgiftsloft, der har anlagt en snæver ramme på 0,5 procent realvækst årligt for udviklingen i de offentlige udgifter, herunder de offentlige serviceydelser.
Men offentlig service er meget arbejdskraftintensiv, og for at fastholde uændret offentlig beskæftigelse skal udviklingen i de offentlige udgifter følge lønningerne i den private sektor og dermed den almindelige velstandsudvikling og økonomiske vækst. Hvilket indebærer krav om en årlig realvækst på 1,2 procent, svarende til fem milliarder kroner årligt. Regeringens udgiftsloft på 0,5 procent årligt svarer således fremover til en årlig serviceforringelse på 0,7 procent, svarende til tre milliarder kroner årligt.
Men nu viser nylige opinionsundersøgelser da også, at store grupper af vælgere decideret er utilfredse med velfærdsudviklingen i VK-regeringens tid. Socialdemokratiet har naturligvis ikke været sene til at gå i offensiven mod regerings velfærdspolitik. Som alternativ hertil har partiet meldt ud, at man ønsker, at væksten i det offentlige i gennemsnit skal følge væksten i det private, så den offentlige sektor bevarer sin relative størrelse. Denne udmelding må naturligvis hilses velkommen, som den afstandtagen den er til regeringens langsomme, snigende udhuling af de offentlige ydelser og af den danske velfærdsmodel.
Jævnfør foran burde der heri ligge, at realvæksten for offentlig velfærdsservice øges fra regeringens 0,5 procent årligt til 1,2 procent. Spørgsmålet er dog, hvor stor forskellen på regeringens og Socialdemokratiets politik reelt er?

Er der forskel!
Socialdemokratiet vil for det første ikke vil sætte præcise tal på, hvor stor en vækstprocent det offentlige faktisk vil få, hvis partiet kommer til magten. Det skaber usikkerhed om forskellen mellem Socialdemokratiets og regeringens politik?
For det andet taler Socialdemokratiet kun om, at væksten for de offentlige udgifter skal øges generelt, ikke om væksten for velfærdsservice. Socialdemokratiet er jo med i velfærdsforliget, som indebærer, at der skal bruges ti milliarder ekstra på forskning og uddannelse svarende til 0,5 procent årligt af BNP. Skal der imidlertid i en årlig vækstrate på 1,2 procent fraregnes 0,5 procent til nye tiltag til forskning og uddannelse, betyder det, at Socialdemokratiet reelt kun vil bruge 0,7 procent mere årligt på velfærdsservice. Det er godt nok 0,2 procent mere end regeringen, men det er fortsat 0,5 procent under det påkrævede, hvis offentlig velfærdsservice ikke skal forringes.
Endelig har socialdemokratiet jo for det tredje tilsluttet sig skattestoppet. Dermed har partiet således også frasagt sig at skabe finansiering til øgede offentlige udgifter gennem øgede skatter. Skal de offentlige udgifter have uændret andel af BNP, resterer der - hvis skattestoppet skal fastholdes - kun to mulige kilder til at finansiere de øgede offentlige udgifter, som dette vil medføre: At tage af overskuddet i statskassen eller (igen) at øge offentlig låntagning.

Målsætning
Igen afhænger meget naturligvis af, hvorledes den socialdemokratiske målsætning om ligelig vækst for offentligt og privat skal forstås: Betyder det, at Socialdemokratiet kun vil bruge 0,2 procent årligt mere end regeringen til velfærdsservice, eller betyder det at Socialdemokratiet vil bruge 0,7 procent mere end regeringen også til velfærdsservice. I førstnævnte tilfælde vil merudgiften i forhold til regeringen årligt være op mod en milliard kroner, hvilket kunne finansieres i årevis ud af den bugnende statskasse.
Men i sidstnævnte tilfælde bliver merudgiften til velfærdsservice indtil 2010 årligt op mod tre milliarder kroner stigende til op mod fire milliarder kroner fra 2011- 2015.
Da vi taler om en årlig realstigning, vil statsoverskuddet over nogle år blive brugt op. Hvilket dels vil gå ud over offentlig gældsnedbringelse og dels efter nogle år igen vil nødvendiggøre øget offentlig låntagning.
Økonomisk vil der for så vidt ikke være det store problem heri. Både med hensyn til offentlig gæld og udlandsgæld er Danmarks situation efterhånden så fordelagtig, at Danmark sagtens har råd til igen at optage lån, uden at der vil være større risiko for at komme i økonomisk uføre. Men politisk kan en sådan politik åbne en flanke for borgerlige angreb mod Socialdemokratiet for igen at ville gældsætte landet.
Fastholder Socialdemokratiet skattestoppet, risikerer det således at blive en møllesten om halsen på partiets nye offensive velfærdspolitik. En møllesten, som bevirker, at Socialdemokratiets velfærdspolitik reelt ikke kan blive så meget anderledes end regeringens på grund af manglende muligheder for på længere sigt at finansiere øgede velfærdsudgifter.