Netop det, at fagbevægelsen er gået ind i en politisk offensiv mod den borgerlige regerings nedskæringer, giver håb

af Johnny Laugesen
LO`s Ugebrev A4 havde den 18. september har en artikel om den europæiske og ikke mindst den danske fagbevægelses medlemskrise. Det er alarmerende oplysninger de serverer for læserne, og man spørger uvilkårligt sig selv om der er nogen fremtid for den europæiske fagbevægelse.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen mener, at de senere års udvikling har sendt fagbevægelserne 50 år tilbage i Europa. I Østeuropa er medlemstilbagegangen 50 til 75 procent, i det øvrige Europa er tilbagegangen ti til tyve procent og i Danmark er den syv procent. For Danmarks vedkommende skal man oveni lægge den svækkelse der er sket med de gule fagforeningers fremmarch.
Forklaringerne på krisen er mange og mere vidtgående, end hvad arbejdsmarkedsforskerne kommer frem til. Kort fortalt mener de, at de mange nye job indenfor serviceerhvervene og it samt det øgede velstandsniveau er en del af forklaringen på den manglende interesse for medlemskab af fagforeningerne.

Individualisering
Den bedste forklaring kommer Henning Jørgensen med, da han kommer ind på arbejdsgivernes rolle. Han konstaterer at i nogle lande - specielt i Sydeuropa - modarbejder arbejdsgiverne direkte fagforeningsaktiviteter, mens offensiven i andre lande, som i Norden, har ramt fagforeningerne mere indirekte.
'Ledelsen taler gennem HR-konsulenter direkte med den enkelte ansatte i stedet for med tillidsrepræsentanten, og der opstår en loyalitetskonflikt for medarbejderen: Skal man være solidarisk med virksomheden og ledelsen eller med kollegerne og fagforeningen? Dermed bidrager arbejdsgiverne helt bevist til en tendens mod individualisering, som svækker den faglige organisering', konstaterer Henning Jørgensen.
Han nævner også de decentrale overenskomstforhandlinger. Færre afgørende spørgsmål behandles ved centralt forhandlingsbord, mens flere og flere aftales lokalt på virksomheden og måske ligefrem direkte mellem ledelsen og den enkelte ansatte. Det gør det sværere at se, hvad fagbevægelsen vinder til fælles bedste.
Henning Jørgensen kunne såmænd også havde nævnt EU`s indflydelse på overenskomstforhandlingerne. Flere og flere direktiver bliver til en del af overenskomsterne og arbejderne har ingen mulighed for at forkaste dem. Medlemsdemokratiet bliver mere og mere en illusion og man kan lige så godt spare fagforeningskontingentet.

Lys forude
I den situation er det glædeligt at se de nye signaler fra flere fagforeninger. Dennis Kristensen fra FOA har længe stået for en fornyelse. TIB og Malerne har været meget aktive og 3F er nu gået aktivt i kamp mod regeringens udsultning af kommunerne. Og selv om Metal har accepteret det elendige velfærdsforlig, blev de tvunget af de kongresdelegerede, til at arbejde for at efterlønsalderen skal sænkes til 60 år.
Netop det, at fagbevægelsen er gået ind i en politisk offensiv mod den borgerlige regerings nedskæringer, giver håb. Kun ved at virke som en kamporganisation såvel fagligt som politisk ( ikke partipolitisk) kan man vinde arbejdernes tillid og få dem til at organisere sig det rette sted.
Men det kræver selvfølgelig, at kampen ikke kun føres mod den borgerlige regerings nedskæringspolitik. Når Socialdemokratiet indgår elendige forlig rettet mod arbejderne, må der også tages afstand fra det, ellers mister de troværdighed.

Johnny Laugesen er tidligere formand for Dansk Metal afdeling 12 i København.