28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig fokus på budgetforliget i København

Faglig fokus på budgetforliget i København

Tirsdag, 26. september, 2006, 00:00:00

Det Almene område, som repræsenterer knap 6000 medlemmer i Landsforeningen for Socialpædagoger, har med stor alvor set på det budgetforlig der er indgået for 2007 i København.

fra Landsforeningen for Socialpædagoger
Vi har sammen med resten af LFS, BUPL Hovedstaden, Socialpædagogisk Landsforbund og Pædagogstuderendes Landssammenslutning iværksat forskellige fagpolitiske aktiviteter med særlig fokus på fire hovedemner og har i den forbindelse følgende supplerende bemærkninger til budgetforliget.
København har råd: Ritt Bjerregårds gentagne udtalelser om en sund økonomi hænger ikke sammen med en samlet nedskæring på dagtilbudsområdet på 45,3 millioner kroner, svarende til 167 fuldtidsstillinger. Daginstitutionerne og klubberne kan ikke se sig selv prioriteret i tilstrækkelig grad i budgetforliget, og derfor kan vi ikke udråbe budgettet til at være hverken børnenes eller de pædagogiske medarbejders budget.
Børnehavepladspris fra to år og ti måneder: I budgetforliget, der er indgået med alle partier i København, er besparelsen på de 34,6 millioner kroner taget af bordet, hvilket vi selvfølgelig hilser velkommen. Alt andet ville da også være en økonomisk straf i daginstitutionerne uden hensyntagen til barnets tarv og udvikling, og samtidig en forringelse af det pædagogiske personales arbejdsmiljø.
En besparelse på 22,9 millioner kroner til en fiktiv nedbringelse af sygefraværet: Det er helt uhørt, at besparelsen på sygefraværet er opretholdt i budgetforliget. Vi er enige i, at det er vigtigt at arbejde med nedbringelse af sygefraværet, at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø og alle andre faktorer der kan spille ind.
Intentionerne om at nedbringe sygefraværet er et positivt personale-, velfærds- og arbejdsmarkedspolitisk mål - men en kommunal strategi med at straffe institutionerne på lønkonti og personalenormeringer giver slet ingen mening.
En besparelse på 17,7 millioner kroner på fritidshjem og klubber: Området har været udsat for gentagne besparelser i alle de forudgående budgetår og er allerede skåret helt ind til benet. En ny og alvorlig besparelse på 17,7 millioner kroner rammer derfor ekstra hårdt.
Det er paradoksalt, at den politisk besluttede klubreform endnu ikke har haft mulighed for at vise sin forebyggende værdi, før klubberne udsættes for nye besparelser.
Vi kan konstatere, at der for 2007 er afsat cirka 12 millioner kroner til en styrket indsats over for de kriminelle unge. En god beslutning. Vores pointe er dog paradokset i, at der ikke afsættes nok økonomi til en forebyggende indsats på fritidshjem- og klubområdet. En forebyggende indsats vil netop kunne modsvare, at antallet af utilpassede børn og unge vokser.
I forslaget til nedskæringer vil antallet af lukkedage blive forøget med to dage, så nu er der ti lukkedage om året. Har man spurgt forældrene?
Det virker som om politikerne, i deres iver for at tilføre 'Faglighed for Alle' de 'nødvendige ressourcer', vælger at lukke øjnene for daginstitutions, fritids- og klubområdets udvikling og økonomi og totalt glemmer løfterne fra kommunevalget i 2005.

Vedtaget den 21. september på generalforsamling i LFS, Det Almene Område

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp