Jeg bliver ofte spurgt, hvilke andre aviser jeg læser, ud over Arbejderen. Jeg læser ikke andre aviser

af Kjeld Stenum
Lørdag formiddag i sidste uge kom avisen med et chok: Der er vedtaget en lovændring, der kan komme til at betyde Arbejderens død.
Arbejderen rammes som Danmarks mindste dagblad alene af alle danske aviser af en ny lov, som gør, at man skal have godt 500 abonnenter mere, end Arbejderen har, for at få distributionsstøtte. Lykkes det ikke for Arbejderen at få dette temmelig store antal ny abonnenter, vil det betyde en merudgift på et par millioner om året, og det vil uundgåeligt knække avisens økonomi.
Denne lov kalder man et skridt i retning af liberalisering. Nu er 'liberalisering' jo et mærkeligt ord. Det har noget at gøre med det latinske ord for frihed, og borgerlige økonomer mener almindeligvis noget med fri konkurrence, når de taler om frihed. Det kan da godt være, at loven indebærer liberalisering af postvæsenet, men den gør det i hvert tilfælde ikke af medieverdenen.
Arbejderen klarer sig jo, endda uden andre mediers annonceindtægter, blot den kan distribueres på lige vilkår med andre aviser. Den trues, fordi konkurrencen med den ny lov ikke længere skal ske på lige vilkår. De største skal støttes, og den mindste skal slagtes.
Hvad der virkelig rystede mig i lørdags, var dog tanken om, hvilket hul Arbejderens mulige død vil efterlade. Jeg er ikke enig med avisen om alt. Det ved mange af avisens læsere sikkert. Jeg synes heller ikke altid, Arbejderen har været en fremragende god avis.
Jeg har læst avisen i mange, mange år. Men vi skal ikke så mange år tilbage, før jeg må indrømme, at jeg meget ofte sprang såvel ledere som andre artikler over, når jeg havde læst det første par linjer, for så kunne jeg gætte mig til resten. Nå, jeg lagde nok også selv mere vægt på de rette holdninger end på de sande oplysninger dengang, og hvis jeg havde en anden opfattelse af begrebet 'rette holdninger', end avisen havde, var jeg uden tvivl også selv en del skyldig i det, hvis ikke der kom en dialog i stand.
Men navnlig i de seneste år synes jeg, Arbejderen bare er blevet bedre og bedre. Og i dag vil jeg kalde den fremragende god, også for os, der ikke altid er helt enige. Hvem er i øvrigt hundrede procent enige om alt, og er det sundt at være det?
Hvor mange gange er det ikke sket, at når jeg har søgt baggrundsstof om et økonomisk eller politisk eller endog helt tredje slags emne på internettet, så er jeg endt med fire-fem artikler, der umiddelbart så ud til at indeholde noget brugbart. Og når man fik dem læst, var der kun én tilbage, som virkelig gav baggrund, resten var mest overfladisk borgerlig bedreviden. Og den brugbare artikel stod der Arbejderen på. Jo, men sådan er det.
Arbejderen er det eneste danske dagblad, der konsekvent ser politiske og økonomiske begivenheder fra de undertryktes side og bedriver materialistiske analyser. Arbejderen er ikke sekterisk. Du kan få ting trykt i Arbejderen, som du ikke kan få trykt andre steder, også selvom de måske ikke lige er avisens linje. Og så er Arbejderen skrevet af engagerede mennesker.
De fleste aviser er skrevet af professionelle journalister, der tjener temmelig godt, nogle af dem bare på oppustet bedreviden. Arbejderen er skrevet af ildsjæle, som bestemt har talent til at blande sig med de bedste, men som giver afkald på forgyldte karrierer for at sætte deres voksenliv ind på en sag. Det har min varmeste sympati og beundring.
Jeg bliver ofte spurgt, hvilke andre aviser jeg læser, ud over Arbejderen. Jeg læser ikke andre aviser. Jo, jeg hører radio og ser Tv-avis, men jeg søger ikke nyhedsstof i andre aviser. Andre, også avisens egne medarbejdere, har spurgt mig, om jeg virkelig synes, jeg kunne klare mig med det, for det kunne de ikke selv. Ja, jeg kan godt klare mig med det.
Det er ikke fordi jeg ikke tror, der er noget at komme efter andre steder, det er fordi jeg ikke har mere krudt at bruge på det, når jeg kommer fra arbejde, og ved at læse Arbejderen bruger jeg det krudt, jeg har, på bedst mulig måde.
Alt for meget i de andre aviser er dækket af et uldfilter, fordi man ikke må skræmme annoncørerne væk, og så skal man lede efter virkeligheden gennem de bittesmå huller, der undertiden opstår i filteret, som når Mogens Lykketoft slipper en oplysning ud om, at danske soldater har dræbt omkring halvfjers mennesker i Afghanistan. Altså, det er et land, der aldrig har krænket Danmark på nogen måde. Vi fører angrebskrig mod et fjernt land og slår dets befolkning ihjel uden nogen som helst ret, men med de borgerlige mediers uldfilter lykkes det alligevel vores regering at fremstille det som en retfærdig gerning, ja, en pligt. Hvad skal vi gøre, hvis Arbejderen forsvinder? Så får de jo frit spil.
Jeg er godt klar over, at det vil strømme ind med læserbreve, som tilkendegiver lignende ting, som jeg fylder Skærveknuseren med denne gang. For Arbejderen har engagerede læsere.
Men det er mig magtpåliggende at være blandt dem, der får det sagt, derfor er jeg unfair nok til at udnytte, at jeg er klummeskriver. Jeg er også godt klar over, at Arbejderen mange gange før har været i eksistenskrise og på helt utrolig vis klaret de værste skær. Og selv om det denne gang nok er alvorligere end nogensinde før, så er jeg fuld af fortrøstning og tillid til, at det også skal gå denne gang. For det er det nødt til.
Hvis Arbejderen dør, bliver der kun uld tilbage i den danske mediemund. Og det er svært at se virkeligheden, som den er, og det er svært at høre virkelighedens stemme gennem et uldtæppe.