Hvis fredsbevægelsen skal vokse i styrke og omfang, så skal vi øge dens anti-imperialistiske karakter. Lad os flytte diskussionen i den retning

af Jens Henneberg Andersen, Kommunistisk Samling, København.
Mens libaneserne fjerner murbrokker og tæller ueksploderede, israelske klyngebomber, diskuterer den danske venstrefløj og fredsbevægelse, hvorvidt vi kan demonstrere sammen med herboende libanesiske Hizbollah-sympatisører.
En lignende diskussion finder sted i Sverige, som beskrevet af Erik Andersson (EA) fra Kommunistiska Partiet, i Arbejderen den 23. august.
EA`s kronik falder Arne Lund (AL), Enhedslisten, Humlebæk, for brystet, som det kan læses i indlægget 'Ren Lomborg' den 29. august. AL overser nu nok de specifikt svenske forhold, som EA tager udgangspunkt i og henviser til, men lad gå. Der er paralleller, uanset om man har demonstreret på Järntorget i Göteborg eller på Axeltorv i København.

Dialog er nødvendig
Jeg tror, vi når længst ved at inddrage de dansk-libanesiske Hizbollah-sympatisører. Allerede i forberedelsesfasen bør vi indgå i dialog, og i øvrigt forklare, at arabiske slagord og Nasrallah-portrætter ikke virker mobiliserende i forhold til den danske befolkning. Omvendt tror jeg også, at hvis fredsbevægelsen skal vokse i styrke og omfang, så skal vi øge dens anti-imperialistiske karakter. Lad os flytte diskussionen i den retning.
Det er ikke et spørgsmål om Arne Lund og andre venstrefløjsaktivisters evne til at læse og forstå arabisk eller påskønnelse af Nasrallahs portræt.
Det er et spørgsmål om enhedsarbejde i fredsbevægelsen. Vi skal samles om det politiske grundlag, i det her tilfælde mod Israels krig i Libanon og besættelsen af Palæstina. Mod imperialisternes og navnlig USAs ambitioner om at underlægge sig Mellemøsten.
AL`s indstilling er tilsyneladende denne: Hizbollahs relationer til regimet i Iran er den faktor, der vejer tungest i forhold til at vurdere bevægelsens nuværende rolle.

Befrielseskamp
Lad os fastslå, at hovedårsagen til den spændte situation i Mellemøsten, først og fremmest skyldes imperialismen og de imperialistiske stater. Navnlig USA og dets stedfortræder Israel. Vi taler om magtforhold, geopolitik og olie.
I forhold til Libanon og Hizbollah deler jeg Erik Anderssons konklusion: I denne konkrete situation, optræder Hizbollah som en national befrielsesbevægelse. En bevægelse der udspringer af Libanons modstandskamp. Samme vurdering giver Sven Tarp, DKP-ML`s internationale sekretær, i et anbefalelsesværdigt interview i Arbejderen den 26. august. Han tilføjer, at libanesernes modstandskamp med Hizbollah i spidsen, nu har tilføjet imperialismen et historisk, strategisk nederlag.
Langt de fleste socialistiske aktører i Mellemøsten deler denne tilgang. Som for eksempel Libanons kommunistiske Parti, der hylder 'den islamiske modstands heroiske ofre' (1) , eller den palæstinensiske befrielsesbevægelse, PFLP, der med samme blomstrende sprogbrug hylder Hizbollahs raket-modangreb på Israel og endda fremstiller Hizbollah-lederen Nasrallah som 'et billede på stolthed, ære og trods' (2). En retorisk stil der ligger langt fra den danske virkelighed, men som er udbredt i Mellemøsten.
Arne Lund skriver, at både Hizbollahs sociale arbejde og kamp mod Israel fortjener fuld anerkendelse. Hvad er så konsekvensen af denne anerkendelse?
Altså, hvis det er andet og mere end retorik.

Noter:
1. Libanons kommunistiske Parti: 'Appeal for resisting the Zionist occupier and defending our land, and people', 29/7 2006, www.solidnet.org, omtalt i Arbejderen 3/8.
2. PFLP: 'PFLP salutes and admires fighting people of Lebanon', 17/7 2006, www.antiimperialista.org