Erhvervsskatten inklusiv indtægt fra olien i Nordsøen og selskabsskatten udgør blot 58 milliarder kroner svarende til 9,5 procent statens samlede indtægter

Magten afgør alt. Den kan bruges til det gode og til at fremme liv og glæde for de fleste. Eller magten kan bruges til bremse liv og udfoldelse for i stedet at gennemtrumfe et rigidt system til gavn for de få. Tirsdag var en af de dage, hvor jeg oplevede begge dele.
DR2 havde sidst på aftenen en udsendelse om Venezuela. Hvad er sker der i dette land under præsident Chavez? Som det blev fortalt, var det en opløftende historie.
Landets ressourcer bliver brugt til at forbedre leveforholdene for de fattige - flertallet. Der gennemføres uddannelses- og sundhedskampagner i stor skala. Glæden ved at lære at læse og skrive er enorm, og det er vigtigt. Og ressourcerne bliver brugt til en bredt baseret opbygning af landet, så økonomien ikke alene bliver afhængig af olie, hvilket er meget fornuftigt. Og en ting til.
Der er oprettet grupper, som drager rundt i de store slumkvarterer i for eksempel Caracas. De opsøger mennesker og giver dem en identitet. Det er fattige og udstødte, som ikke har figureret som borgere i landet. De har ikke haft stemmeret. Nu får de et identitetsdokument.
Der en stor sandhed gemt i denne tilsyneladende lille ting. Den enkelte tillægges værdi og betydning. Samfundet er borgerne og for borgerne.
Samme dag om formiddagen fremlagde finansminister Thor Petersen Fogh-regeringens finanslovsforslag. Så er vi nede på jorden igen. Magten viser sig for borgerne i form af en PowerPoint. Det skortede ikke på selvtilfredshed fra finansministerens side. Staten holder igen på pengene. Overskuddet er på 65 milliarder kroner, men de skal ikke formøbles på borgerne.
Borgerne i dette land har papir på deres eksistens og er registreret, så hatten passer. Men formålet er kontrol. Borgerne må ikke via kommunerne beslutte, at de vil bruge flere af deres penge på bedre skole, kultur og andet, der kan gøre livet spændende.
Det bestemmer den liberale regering, der mener, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Samfundet det tager markedet sig af! Flere undersøgelser har vist, at borgerne for så vidt gerne vil betale mere i skat.
Når nu personskatten kun udgør 166 milliarder kroner svarende til blot 27 procent af statens indtægter, hvorfor er det så et kardinalpunkt for regeringen, at den ikke må stige eller skal ned?
Det kan kun være ideologisk betinget og som en den del af dette, et forsøg på at fremme den private sektor på den offentlige sektors vegne.
Siden 2001 har staten høvlet 200 milliarder kroner af den indlandske gæld. Det betyder, at der er frigivet et tilsvarende beløb til investorer, som nu kanaliserer pengene ud i den private sektor.
Momsen udgør 171 milliarder kroner af den samlede indtægt på 621 milliarder kroner Arbejdsmarkedsbidraget, der blev indført under den høje arbejdsløshed i 1980`erne bidrager med 91 milliarder kroner svarende til 14,5 procent af statens indkomst. Det er en skat, der betales af lønmodtagerne. Arbejdsløsheden er væk, siger regeringen, men arbejdsmarkedsbidraget består. Det burde være det første, der røg, hvis der skal lettes på låget.
Erhvervsskatten inklusiv indtægt fra olien i Nordsøen og selskabsskatten udgør blot 58 milliarder kroner svarende til 9,5 procent.
Det er cirka det halve af det, som Finansministeriet i sin egen præsentation på nettet kalder afgifter med videre - for eksempel afgifter fra benzin, tobak, alkohol. Denne kilde giver 113,5milliarder kroner svarende til cirka 18 procent.