Årsagen til de mange problemer i hjemmeplejen skal findes i de alt for få ressourcer og i frit valgsordningen, der skaber nøjagtig de samme kvalitetsproblemer som på det ¤¤rigtige marked¤¤
af Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus
Regeringen vil pålægge kommunerne at stramme op på kvaliteten af ældreplejen - med penge som allerede er brugt.
Regeringen har tilsyneladende noteret sig, at ældreplejen har det skidt - men på trods af at både de ældre, pårørende og sågar medierne bakker personalet op i deres indsats - set i forhold til betingelserne - så skal personalet ifølge regeringens nye notat om kvalitetsreformen underlægges endnu mere minuttyranni, og kommunerne skal bruge endnu mere bureaukrati, fordi alting helt ned i mindste detalje skal beskrives i standarder og efterfølgende dokumenteres.
På den måde forsøger regeringen at smøre ansvaret for den forringede hjemmepleje af på kommunerne og personalet. Regeringen vil ikke indse, at årsagen til de mange problemer i hjemmeplejen skal findes i de alt for få ressourcer blandt andet til praktisk bistand og i frit valgsordningen, der skaber nøjagtig de samme kvalitetsproblemer, som det kendes på det 'rigtige' marked.
Private skummer fløden
Ifølge KL-formanden har frit valgsordningen allerede vist mange eksempler på, at de private firmaer 'skummer fløden' og overlader de tungeste borgere til kommunen.
Erik Fabrin kunne således i et interview den 10. august i Orientering i P1 oplyse, at kommunerne havde anvendt 350 millioner kroner ud af de bevilgede 500 millioner kroner til bureaukrati for at kunne indkøre frit valgsordningen og takststyringen.
Alligevel hævder regeringen, at der er penge nok i kommunerne. De gør det bare ikke godt nok derude. Derfor skal der enten nye økonomiske incitamenter til eller også indførelse af minimumsstandarder. Som eksempel henviser Venstres politiske ordfører Jens Rohde til 'succesen' med ventelistepuljen. Altså endnu mere måling og bureaukrati.
Privatisering
Men en højere vækstramme i det offentlige afvises. Derfor bliver nettoresultatet også, at de ansatte skal løbe stærkere og samtidig bruge endnu mere tid på at dokumentere, at de laver noget.
Det er ikke en service- og kvalitetsreform, men endnu et skridt mod privatisering af den offentlige service. Ifølge regeringen og arbejdsgiverforeningen for handel og service går det nemlig for langsomt ude i kommunerne.
Men så er linjen også lagt. Hver gang der opstår et problem, eller en ny skandalesag kommer på avisernes forside, er det kommunernes og de ansattes skyld. Og medicinen er efterhånden den samme: Øget frit valg, flere standarder, mere kontrol og dokumentation. Hvor længe går der mon, før borgerne og byrådene siger stop?
De ansattes grænse er ved at være nået.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278