¤¤DKP`ere var klar til sabotage¤¤ lød en overskift i Jyllands-Posten den 24. august. Artiklen drejede sig om den såkaldte Påske-krise i 1948, hvis formål var, at bane vejen for Danmarks tilslutning til Atlantpagten

af Anton Nielsen
Artiklerne i Jyllands-Posten bygger på historikeren Peer Henrik Hansens sidste opdagelser i CIAs kartoteker i USA, og forstår man, statsminister Hans Hedtofts personlige arkiv. På den baggrund påstår han blandt andet - uden skygge af bevis naturligvis - at:
'...det var de danske myndigheder (altså ikke CIA), som frygtede kommunisterne og indberettede deres velbegrundede frygt til det amerikanske efterretningsvæsen.'
Det har eller været et dogme i dansk historieforskning, at 'Påske-krisen i 1948 nærmest blev startet på opfordring af amerikanerne'.
Men nej sådan var det ikke - altså ifølge Peer Henrik Hansen.
De var bare interesserede i at blive informeret om det officielle Danmarks frygt for et kommunistisk kup.
Man må deraf kunne udlede, at de rapporter, som Peer Henrik Hansen har fundet i USA, og nu fremlægger som sandhedsbeviser for sine anklager imod kommunisterne, er fabrikeret på Christiansborg af de selv samme personer, som stod for hele kampagnen mod det kommunistiske parti.

Sabotage
Historikeren lufter en anden gammel skrøne. Han siger til avisen, at han bl.a. 'har analyseret rapporterne omkring det nedsatte sabotageudvalg i sidste halvdel af 1948 hos Danmarks kommunistiske Parti (DKP), som havde til formål at skabe uro på arbejdspladserne og udøve sabotage mod produktionen i bestræbelserne på at støtte en sovjetisk besættelse samt imødegå en britisk eller amerikansk okkupation af landet'.
Dette er et eklatant eksempel på at forsøge at kriminalisere kommunisterne og fremstille dem som femtekolonne.
Der har aldrig eksisteret et sådan sabotageudvalg i DKP. Det er løgn fra enden til anden.
Artiklen slutter med at fastslå, på baggrund af ovenstående 'beviser', at:
'Kommunisterne skulle fra og med Atlantpagten, NATOs underskrivelse, betragtes som værende i krig med vestmagterne, og i den anledning blev de kommunistiske partimedlemmer og sympatisører rundt landet mobiliseret. Også disse oplysninger gik videre til CIA, hvilket er et indicium på (i hvert fald efter P.H.H`s opfattelse), at de danske efterretningskilder vurderede, at oplysningerne var ægte, og at kommunisterne ville gøre alvor af sine planer', understreger Peer Henrik Hansen.
Efter denne historiske vildledning, står nogle spørgsmål tilbage:
Hvad skete der i 1948? Og hvem var de egentlige kupmagere?
Hvad skete i 1948?
Ved valget i Tjekkoslovakiet i februar 1948 kom en folkefrontsregering bestående af kommunister og socialdemokrater til magten. Denne, for det tjekkoslovakiske folk så vigtige og positive begivenhed, blev i Vesten kaldt for 'kuppet i Prag', og valget fik politisk betydning langt ud over Tjekkoslovakiets grænser.
I Danmark kaldte regeringen og folketingsflertallet - med statsminister Hans Hedtoft i spidsen - det et eksempel på 'kommunisternes skruppelløse undertrykkelse af demokratiet i Tjekkoslovakiet.'
På dette løgnagtige grundlag - som absolut intet havde med virkeligheden at gøre - startede man en fuldkommen hysterisk antikommunistisk kampagne, som havde til formål at så angst i den danske befolkning.
Fra højeste sted på Christiansborg spredtes løgn på løgn. De danske kommunister forbereder kup, påstod man. Russerne forbereder landgang på Lolland og Falster. Der er blevet nedkastet våben. Rygterne spredte sig som en løbeild. Der er landsat krigsmateriel syd for Frederikshavn og på Stevns. Godt nok har ingen set det, men det er ganske vist. Kommunisterne vil storme Politigården, hed det sig. Derfor anbragte man skyndsomst maskingeværreder på taget.
Alle kendte kommunister var under skærpet overvågning, for det forlød, at sovjetiske faldskærmstropper ville blive nedkastet over Dyrehaven førstkommende lørdag. Man måtte være på vagt, og ikke lade sig overraske af de snu kommunister og deres russiske venner.
Al orlov blev inddraget. Man opstillede spanske ryttere ved adgangsvejene til depoter og radiostationer.
Kampagnen blev drevet så langt ud, at rygtemagerne - deriblandt landets statsminister - blev så bange for deres egen skygge, at de var klar til indlæggelse på sjette afdeling.

Atlantpagten
Siden kom den egentlige årsag til alt hysteriet for en dag: For at forhindre at Danmark led samme 'ulykkelige skæbne' som Tjekkoslovakiet, måtte 'vi søge sikkerhed' under det nye herrefolks beskyttende paddehattesky.
Kulminationen kom året efter, da man under parolen 'Aldrig mere en 9. april' indlemmede Danmark i Atlantpagten.
Man var ved vejs ende i denne omgang. En passende ydmyg dansk udenrigsminister, socialdemokraten Gustav Rasmussen, skrev i Washington under på den nye pagt, Atlantpagten.
Hele sceneriet omkring underskrivelsen, kunne ikke undgå at give mindelser om en tidligere dansk udenrigsminister, Erik Schavenius, som få år før underskrev en anden pagt, dengang i Berlin. Pagten fra dengang, Hitlers Antikominternpagt, havde de samme mål, som den man nu havde underskrevet: Nemlig bekæmpelse af Sovjetunionen og de nye folkedemokratier og de kommunistiske partier i de kapitalistiske lande.
Begge gange undlod man at spørge den danske befolkning.