Regeringens anbringelsesreform, der trådte i kraft i januar, er ikke kommet til at fungere i praksis nogen steder i landet! Det er tiltrængt med fokus på det område

af Annette Wium, Risskov
Hvor er der dog alt for stille i disse år om tvangsfjernelser af børn i Danmark. Og det er særlig mærkeligt, set i lyset af at regeringens anbringelsesreform, der trådte i kraft i januar, ikke er kommet til at fungere i praksis nogen steder i landet. Ligesom en institution for anbragte børn netop er blevet lukket, fordi den snød kommunen for penge. Senest har vi så haft sagen om en pige, der blev voldtaget af et andet barn på et børnehjem.
Alt sammen tegn på, at det er tiltrængt med fokus på det område. Jo mere jeg tænker på, hvor mærkeligt det er, at ingen medier følger op på historien om den mislykkede anbringelsesreform, jo mere mystisk forekommer det mig at være. Det er dog et område, der godt kan sammenlignes med plejehjemsområdet hvad angår lukkethed.
Der ser vi nu tydeligt, hvad mange pårørende hele tiden har vidst, nemlig at de gamle ikke tør klage af angst for repressalier. Det gælder i høj grad også for de pårørende til anbragte børn. Der er de ansatte bedre uddannede, så der nok sjældnere vil ske overgreb og fejl, men til gengæld er lukketheden værre, og der er ingen steder at klage til.
Men mon ikke det bliver det næste område, medierne bliver nødt til at tage fat på? Det tror jeg, hvis det er muligt at bryde tabuet. Der er da heldigvis nogle modige forældre og bedsteforældre, der skriver om deres personlige erfaringer på området, selvom de af sørgelig erfaring ved, at deres engagement kan få konsekvenser for både dem selv og børnene.

Barnets tarv
Selv er jeg bare en gammel lægkone uden egne børn. Men børnene er også samfundets børn, og jeg føler mig meget som 'bedstemor' i denne sammenhæng, og føler stærkt med især de mange bedstemødre jeg kender, der så gerne ville hjælpe deres børn og børnebørn i disse sager, men som mange gange slet ikke får lov til at hjælpe eller få spor indflydelse, og som oftest kun får lov til at se børnene et par timer en gang om ugen. Hvilket ikke er nok til at bevare et rimeligt forhold til børnene. Det er utrolig hårdt for dem.
Hvad er barnets tarv? For mig er det enkelt. Børn skal bo hos forældrene eller bedsteforældrene, hvis det ikke er farligt for dem, og bliver de fjernet, skal de have så meget kontakt til familien som overhovedet muligt, hvis de ønsker det, og det ikke er farligt for dem. Sådan er det ikke i dagens Danmark.
Man diskuterer, om der bliver fjernet for få eller for mange børn? Det er et meningsløst spørgsmål, al den stund det er de forkerte børn, der bliver fjernet. De alvorlige mishandlinger af børn bliver som regel først opdaget, når børnene er blevet teenagere eller ældre, og selv står frem og fortæller om det.
Senest har vi kunnet læse om den helt groteske sag, hvor børnenes plejeforældre viste sig at være de virkelige forbrydere, der havde brugt børnene mod forældrene og fået børnene til at lyve om, at faderen havde misbrugt dem. Faderen begik siden selvmord, og sagen bliver ikke genoptaget. Hvor meget forfærdeligere kan det mon blive med børns rettigheder og tarv?
Mange børn står frem, når de bliver ældre, men måske er det endnu flere, der bare går til, uden at vi får den egentlige grund at vide.Og ja, det er da svært og kræver mod af både omgivelser og sagsbehandlere at stoppe den kyniske og 'intelligente' børnemishandling i tide, men det er altså her, der skal tvangsfjernes børn, her hvor forældrene ikke elsker deres børn, men er simple forbrydere, som for eksempel i Tøndersagen, eller er for ødelagte af alkohol- / stofafhængighed til at kunne tage ansvar for noget som helst, endsige da for deres børn.
Men desværre er det jo voldsomt meget lettere at kaste sig over de såkaldt 'svage' forældre. Så viser man da, at man gør noget, når man nu ikke kan få fat i de reelle børnemishandlere!

De forkerte rammes
De svage forældre er nogen, der er lidt anderledes, måske lidt skæve, kunstneriske, lidt enfoldige, ordblinde eller de taler måske lidt højt og pudsigt. Måske ligger børnene i skuffer som i gamle dage, og nogen bliver måske ikke vasket helt så meget som gennemsnitsbørn. Måske går de i Rudolf Steinerskoler eller er alternative på andre måder. Og ja, måske trænger forældrene virkelig til hjælp, for at det kan være helt sikkert nok for børnene.
Men fælles for disse forældre er, at de elsker deres børn grænseløst og vil gøre alt for dem. Derfor er de også tillidsfulde og åbne. De har jo ikke noget at skjule. Indtil den dag, hvor det går op for dem, at krigen fra myndighedernes side for at få deres børn fjernet for længst er begyndt, og angsten kommer ind i deres tilværelse.
Det typiske billede er jo, at familien føler, de har problemer, eller får nogle bekymringsanmeldelser fra vuggestuen eller børnehaven, og så tillidsfuldt henvender sig til kommunen for at få hjælp.
Så sker det bare alt for ofte, at sagsbehandleren ikke formår at hjælpe, og dernæst forfalder til alene at observere og kontrollere, og så forsvinder dialogen. Uden dialogen kan forældrene ikke mere fungere normalt. De bliver nervøse og passive, og føler sig truet. Den onde cirkel er sat i gang, og det ender som regel med, at deres børn bliver fjernet på diverse ubarmhjertige måder.
Forældrene forstår intet, og jo mere de kæmper for at få deres børn tilbage eller bare være mere hos dem, for ikke at tale om hvis de klager over, at børnene ikke har gode nok forhold, hvor de nu er, hvilket jeg ved kan være berettiget, jo mere bliver de straffet helt bogstaveligt, med at få mindre samvær med børnene, og så bliver deres følelse af magtesløshed total.
Sådan behandler man svage familier bare fordi man kan. Man smadrer familier, hvor børn og forældre elsker hinanden. For mig at se, er det lige så slemt, som at ingen formår at fjerne de virkeligt truede børn, og endda mere forargeligt fordi det er så fejt. Det er den samme fejhed og ligegladhed vi ser med børnene på asylcentrene, som igen er i fokus i disse dage. Jeg skammer mig over at være dansker, når jeg læser om det, og over mig selv fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal gøre ved det. Heldigvis ser det dog ud til, at der trods alt sker noget positivt nu på det område.
Men tilbage til de svage familier, som det ville være muligt at hjælpe med ret beskedne midler, i hvert fald i forhold til de kolossale summer det koster at tvangsfjerne deres børn. Det skal også ses i lyset af det faktum, at de fleste tvangsfjernede børn får et dårligt liv, og sjældent bliver ret gamle.
Et børnehjem kan jo være nødvendigt og måske være bedre end ingenting for et barn med onde forældre eller helt uden, men for et barn, der er sygt af sorg over at blive holdt borte fra sin elskede familie, og som måske oven i købet tror, at det selv er skyld i sin ulykke, ja, der er et børnehjem et grusomt fængsel, hvor et ellers raskt og glad barn med stor sandsynlighed går til før eller siden. Og hvorfor har disse børn egentlig ikke en uvildig bisidder, som for eksempel de psykisk syge dog i det mindste har? Børn er stadigvæk de mest retsløse væsener i vores samfund.

Opgave for Medierne
Men jeg nægter at tro, at menigmand eller politikere virkelig ønsker, at svage familier skal behandles som kriminelle, mens man altså ikke formår at gribe ind overfor de virkeligt kriminelle forældre. Jeg kan ifølge sagens natur ikke komme med konkrete eksempler på de uretfærdigheder og overgreb, jeg har kendskab til, men jeg kan da belyse den uretfærdige behandling af de pårørende ved at sammenligne de to ugentlige samværstimer de får, med hvordan man på det forbilledlige Skodsborg Observations- og behandlingshjem, (mest for børn af narkomaner) gør alt hvad man overhovedet kan, for at få forældrene til at komme på besøg så meget som muligt for at bevare kontakten mellem børn og forældre.
Jeg hørte om det i en glimrende radioudsendelse for cirka et år siden, og glemmer aldrig den varme og det engagement, der lyste ud af behandlernes stemmer. Hvis alle børnehjem var sådan, havde vi ingen problemer på området. Det ville vi heller ikke have på plejehjemsområdet, hvis alle steder var ligesom plejehjemmet 'Lotte', hvor fokus er på virkelig at være gode ved de gamle. Kærlighed til de gamle kan ikke læres, og burde være en forudsætning for at få arbejde på et plejehjem. Ligesom kærlighed til børn burde være det på et børnehjem.
Jeg efterlyser modige journalister og forskere, der tør gå ind i dette, det sorteste af alle områder i vores samfund. Vi chokeres over forhold på rumænske børnehjem, men vi burde kunne se 'bjælken i vores eget øje' og besøge vores egne børnehjem, (hvis det ellers er muligt) og se, hvordan forholdene er, og se med egne øjne at der vitterligt findes sørgende børn, der vansmægter der på grund af uduelige love og en sektor, som åbenbart er for stiv til at tage imod den nye tiltrængte anbringelsesreform, der netop blandt andet ønsker at bruge bedsteforældrene mere.
Nogen må gøre noget nu. Det haster for børnenes skyld.