27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Brikkernes nødvendighed i LEGO-land

Brikkernes nødvendighed i LEGO-land

Lørdag, 24. juni, 2006, 00:00:00

Til LEGO-land hører også en LEGO-regering. Hvordan det spiller sammen har vi set et forfærdeligt eksempel på i denne uge

En lille æske Basic Bricks med 52 blå, gule, grønne og røde klodser koster 119,75 kroner, hvis de købes i LEGO`s egen onlineshop + 18 kroner i porto. Selvom det er en pæn pris meddelte LEGO mandag, at 900 medarbejdere vil blive fyret i løbet af forholdsvis kort tid. Siden 2003 er andre 1500 arbejdspladser hos LEGO nedlagt.
Virksomheden har besluttet at flytte hovedparten af produktionen til Tjekkiet, hvor arbejdskraften er billigere. I hvert fald et stykke tid endnu. Derfor er der nok ikke grund til at forvente, at de barnlige sjæle får billigere klodser at tumle med. Til gengæld vil overskuddet nok blive større.
I Billund tager de det ifølge medierne i stiv arm, selv om folk er kede af at miste deres arbejdsplads. Man tror på at der er nye job. Kommunen, LEGO, 3F og lufthavnen er gået sammen om et efteruddannelsesprojekt under navnet 'Fra industri til service'. 'På sigt betyder det ikke noget som helst. Der er ved at blive opført 1500 ferieboliger, og de vil skabe mange arbejdspladser', sagde en medejer af en Imerco-butik i Billund til Politiken.

Er der grund til sorgløshed? Er det virkelig rigtigt, at vi kan leve af ferieboliger og så det hjernetunge udviklingsarbejde i LEGO`s hovedsæde? Det er i al fald et budskab vi hører tit, mens produktionsarbejdspladser nedlægges eller flyttes til Østeuropa, Kina, Vietnam, Indien eller andre steder. Lad dem endelig knokle til de latterligt lave lønninger, hvis de er så vilde med det! Vi har og kontrollerer knowhow, design og viden i lange baner. Vi står godt på både den korte og den lange bane, som det ville hedde med et tidstypisk politisk udsagn.
Realiteterne er dog anderledes og truende. I øjeblikket foregår en massiv oprustning inden for forskning, udvikling og uddannelse i Kina, Indien og fjernøsten i det hele taget. Velfærdspakkens ti milliarder kroner til forskning forslår som en skrædder i helvede. Det er helt andre kræfter, der er i spil. Kina uddanner 450.000 ingeniører og 20.000 industrielle designere årligt. Dette skal ses sammen med det forhold, at viden og udvikling ikke kan fungere adskilt fra produktionen i det lange løb. Samtidig ser vi også at en del innovativt arbejde også outsources. Den økonomiske magt udvikles der, hvor produktionen er - og såmænd også kulturen. Viden og innovation kommer ikke ud af ingenting. Det er en typisk idealistisk, borgerlig opfattelse af, hvordan livet udvikler sig. Uden sammenhæng mellem livets praksis og ideerne, intet kulturelt samfund.
Den snedige plan i Billund om at satse på kreative folk på hovedkontoret og ferieboliger er en meget kortsigtet plan. Vi står vitterligt over for et stort og meget omfattende problem. Og med vi menes flertallet - folk der lever af at arbejde. Konkurrencen på lønninger vil blive skærpet. EU har åbnet ballet og den stadige beskæring af den offentlige sektor er en del af dette projekt. Samfundet skal reduceres for at gøre den forretningsmæssige kage større.

Det er bemærkelsesværdigt at Socialdemokraterne kalder velfærdskomplottet en sejr. Partiet og mange med, er hoppet med på velfærdskomplottet, der er solgt under overskrifter som 'nødvendighedens indgreb' og 'vi skal sikre fremtidens Danmark'. Det simple hovedargument, er at vi bliver ældre, og at der bliver for mange af disse årgange. Derfor skal der skæres ned og presses flere arbejdsår ud af folk.
Begrundelsen er, at der skal spares for at skaffes penge til forskning og uddannelse. Og det skal der naturligvis penge til - mange penge. Men spørgsmålet er ikke en eller anden pensionsalder. Det afgørende er, hvordan Danmark skal udvikles med produktive erhverv, serviceerhverv, forskning, kreativitet og uddannelse. Hvad er det for en slags økonomi, der skal sikre grundlaget for vores eksistens på den helt lange bane?

Regeringens og Socialdemokraternes velfærdsvision minder mistænkeligt om en æske LEGO-klodser. For eksempel sættet Community Workers (samfundsarbejdere) med 235 brikker til 299 kroner. 'Masser af mennesker til LEGO-by. Enhver by har brug for politi, brandfolk og redningsfolk, vagter ved gadekryds, bagere, mekanikere og andet.
Indeholder over 31 minifigurer fra forskellige beskæftigelser. Der medfølger hjælme, 3 cykler, 4 trehjulede motorcykler og et udvalg af tilbehør så du kan udstyre dine minifigurer som du vil,' hedder det i LEGO`s beskrivelse af sættet Community Workers.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp