Selv om det er en forbedring, hvis efterlønnen kun forringes med to år i stedet for tre år, så er efterløns-¤¤reformen¤¤ stadig i bund og grund forkert

af Henrik Herløv Lund
Velfærdsforhandlingerne mellem de politiske partier nærmer sig enden. Vi kender i skrivende stund ikke det præcise resultat, men såkaldte 'forlydender fra pålidelige kilder' vil vide, at der undervejs er sket en opblødning i forhold til regeringens udspil.
Således skulle regeringen have opgivet de fleste af forringelserne vedrørende SU og dagpenge for 25-30-årige. Og man skulle have accepteret 'kun' to års forhøjelse af efterlønsalderen, dog mod en hurtigere indfasning af ændringen.
Når det tegner til et blødere resultat end regeringens udspil, må det ikke mindst tilskrives den omfattende mobilisering af lønmodtagere og uddannelsessøgende 17. maj. Men også Socialdemokratiet må anerkendes for sin forhandlingsindsats - navnlig på andre områder end efterlønnen - imod regeringens udstrakte brug af økonomisk pisk.

Den tunge ende nedad
Når det er sagt, ændrer det, at efterlønsforringelsen bliver lidt mindre end foreslået af regeringen, imidlertid ikke ved, at 'reformen' som sådan i bund og grund er forkert. Der er tre grunde hertil.
For det første vender reformen den tunge ende nedad, idet den tager relativt mere fra de kortuddannede end fra de med længerevarende uddannelse.
Der gør sig allerede i dag en betydelig social ulighed gældende med hensyn til, hvor langt et otium man kan opnå efter arbejdslivet. Således har kortuddannede i gennemsnit godt to til tre år kortere restlevetid og dermed også færre pensionsår end personer med længerevarende uddannelse.
Bortskæringen af to mulige pensionsår tager derfor også 'forholdsmæssigt' mere fra for eksempel en kortuddannet end fra langtidsuddannet, navnlig når vi tager i betragtning, at helbredet også begynder at skrante relativt hurtigere for de kortuddannede. Og det er jo de første og bedste år af otiummet, som 'reformen' skærer af, hvor helbredet og funktionsdueligheden jo generelt vil være bedst. Og dem har de kortuddannede som anført færre af.
Hertil kommer, at der ikke er overensstemmelse mellem forhøjelsen af tilbagetrækningsalderen og udviklingen i restlevetider. Velfærdskommissionen - og Regeringen - har jo ellers som begrundelse for forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen anført; 'at det jo kun er rimeligt at vi arbejder længere, når vi også lever længere'.
Regeringen har som bekendt foreslået reformen indfaset i 2025. Men ifølge Velfærdskommissionens beregninger vil restlevetiden for en 60-årig frem til dette tidspunkt i gennemsnit vokse omkring et år, mens der altså nu synes enighed om, at tilbagetrækningsalderen vokser med to år i samme periode. Tilbagetrækningsalderen vokser altså dobbelt så meget som restlevetiden.
Generelt tager 'reformen' således dobbelt så meget som levealderen vokser, men der tages forholdsmæssigt mest fra de kortuddannede. Uanset, om det er den 'blødere' socialdemokratiske udgave af efterlønsreformen, vender 'reformen' den tunge ende nedad.

Reserven skal i arbejde
For det andet er forhøjelsen af tilbagetrækningsalderen udtryk for en grundlæggende helt forkert strategi, hvad angår at imødekomme det behov for tilførsel arbejdskraft, som ældreudviklingen i de kommende årtier medfører. Reformen er udtryk for den strategi, at behovet for arbejdskraft skal dækkes ved at tvangsudskrive de, som allerede har arbejde, til - efter et langt arbejdsliv - at skulle arbejde længere.
Reformens fædre har ikke forstået - eller villet forstå -, at ældreudviklingen i de kommende år ikke er nogen trussel mod velfærdssamfundet, men tværtimod en enestående chance. En enestående chance for en meget stor forbedring af den samlede samfundsmæssigt velfærd ved, at en betydelig del af de 900.000, som i dag er udenfor arbejdsmarkedet, sluses ind i de ledige jobs, som forlades af de mange, som i de kommende årtier går på pension.
Selvfølgelig kan langtfra alle komme i arbejde og det sker navnlig ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for et mere rummeligt arbejdsmarked og for opkvalificering af de ledige til de krav, som fremtidens jobs kræver. Men det er realistisk, at 150 - 225.000 personer fra beskæftigelsesreserven kan komme i arbejde. Igennem denne strategi kan samtidige den nødvendige fremtidssikring af velfærdsordningerne skabes, idet der herigennem - og igennem lukning af skattehuller - kan opnås en forbedring af de offentlige finanser med 15-20 mia. kr.
Det kræver imidlertid, at de i fremtiden ledige jobs 'øremærkes' til at sluse personer fra beskæftigelsesreserven ind i arbejde. Når 'efterlønsreformen' i stedet tvangsudskriver de, som allerede har arbejde, til at skulle dække det fremtidige behov for arbejdskraft, derigennem at de bare skal arbejde længere, er det dobbelt forkert:
Det er gift for en beskæftigelsesstrategi, der kunne sikre velfærden ved at få flere af de uden arbejde i beskæftigelse. Og det en betydelig forringelse af tilbagetrækningsmulighederne for de, som - trods et langt arbejdsliv - nu må vente endnu længere på at kunne trække sig tilbage.

Reform rammer socialt skævt
Og her er vi ved det tredje centrale kritikpunkt af efterløns'reformen': Den vil ikke afgørende kunne fremtidssikre velfærden, for den vil ikke få den beregnede beskæftigelses- og provenueffekt, hvilket igen hænger sammen med, at den rammer socialt skævt.
Selvom Velfærdskommissionen ihærdigt søgte at bagatellisere dette, så er det jo en kendsgerning, at de som navnlig har brugt efterlønnen har været de dårligere stillede grupper på arbejdsmarkedet: De kortuddannede, de nedslidte og de arbejdsløse samt kvinderne. Omkring 2/3 af modtagerne af efterløn er kortuddannede, omkring 20 procent nedslidte og en nylig undersøgelse fra A-kassernes Samvirke har vist, at omkring halvdelen af de, som går på efterløn under 62 år, er ledige.
Alt i alt må det vurderes, at op mod halvdelen af de, som 'reformen' tvangsudskriver til at blive længere på arbejdsmarkedet, ikke vil være eller komme i beskæftigelse, hvilket har netop sammenhæng til at reformen vender den tunge ende nedad og rammer socialt og arbejdsmarkedspolitisk skævt. Op mod halvdelen vil i stedet for efterlønnen søge førtidspension eller ende på sygedagpenge/kontanthjælp eller på arbejdsløshedsdagpenge/kontanthjælp.
Reformen var ifølge regeringens udspil (med tre års højere efterlønsalder) beregnet til at forøge beskæftigelsen frem til 2025 med 105.000 personer, heraf de 85.000 som følge af tilbagetrækningsændringerne. Dette havde regeringen beregnet til en forbedring af de offentlige finanser på omkring 15 mia. kr. Med to års efterlønsperiode vil effekten af tilbagetræknings'reformen' reduceres til 55-60.000 personer svarende til en 10-11 mia. kr.
Men kommer kun op mod halvdelen heraf reelt i beskæftigelse på grund af nedslidning eller fordi de på grund af den fortsatte aldersdiskriminering på arbejdsmarkedet fastholdes i arbejdsløshed, vil den reelle forbedring af beskæftigelsen omkring kun være en 25-30.000 personer og forbedringen af de offentlige finanser vil også blive betydelig mindre - omkring en 4-6 mia. kr.
I modsætning til en beskæftigelsesstrategi er det således tvivlsomt om den indgåede aftale vil bidrage afgørende til at fremtidssikre velfærdssamfundet.

I bund og grund forkert
Summa summarum: Selv om det er en forbedring, hvis Socialdemokraterne har fået forhandlet igennem, at efterlønnen kun forringes med to år i stedet for som foreslået af regeringen med tre år, så er efterløns'reformen' stadig i bund og grund forkert:
Den vender den tunge ende nedad og tager relativt mere fra de kortuddannede end fra de med længerevarende uddannelse; ved at tvangsudskrive de, som allerede har arbejde, til at skulle arbejde mere, lægger reformen gift for at øremærke en betydelig del af fremtidens ledige jobs til at sluse de udenfor arbejdsmarkedet ind i beskæftigelse og endelig må det anses for tvivlsomt, om reformen vil give den anslåede beskæftigelseseffekt og dermed om den - i modsætning til en beskæftigelsesstrategi - bidrager afgørende til at fremtidssikre samfundet.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. Scient. Adm. og sekretariatschef.