Regeringens forslag handler hverken om at få flere i arbejde eller om at give nogen en ny chance men derimod om at spare penge

af Per H. Christiansen, Frederikssund
Siden Dansk Industri gik i offensiven med udmeldingen om, at erhvervslivet manglede arbejdskraft til cirka 80.000 ledige stillinger, har regeringen og ikke mindst Claus Hjort gentagne gange hævdet, at det (især) var kommunerne, der var synderen. Jævnfør for eksempel Deadline 17.4.2006, hvor han talte om at skære i refusionen til de kommuner, der (som han udtrykte det) gjorde alt for lidt, for at få folk i arbejde.
Trods forslaget om mentorordninger var der (ligesom i dag) tale om en meget enstrenget strategi, der helt negligerer, at der fra kommune til kommune ofte er stor forskel på såvel de lediges forudsætninger for at påtage sig et arbejde som på arbejdsgivernes vilje til at medvirke konstruktivt dertil, for ikke at tale om kommunernes forskellige økonomiske forudsætninger for at agere ansvarligt i en tid, hvor mange forvaltninger er underkvalificerede og overbebyrdede, blandt andet fordi regeringen gennem længere tid har udsultet kommunerne og overdynget dem med nye direktiver og påbud om stramninger på blandt andet aktiveringsområdet, med det resultat at mange sagsbehandlere er ved at gå ud af deres gode skind og parate til at opsige deres stilling ved førstkommende lejlighed.
Det enstrengede understreges yderligere af, at Claus Hjort Frederiksen kun vil gribe til sanktioner over for kommuner og ikke arbejdsgivere, der 'gør det mindre godt'.
De sidstnævnte nøjedes han som sædvanlig med at rette pæne henstillinger til. Til gengæld postulerede han uden blusel, at mange kommuner undlader at tilmelde arbejdsmarkedsparate personer til Arbejdsformidlingen. Mon ikke årsagen ofte er, at der netop er tvivl om deres arbejdsmarkedsparathed, samt at deres situation (af blandt andet de ovennævnte grunde) er uafklaret?
Hidtil har staten godtgjort 50 procent af kommunernes udgifter til kontanthjælp. Men med den seneste lovpakke ('en ny chance til alle') vil kommunerne fremover få 15 procent mere i refusion for kontanthjælpsmodtagere, som er i aktivering, end for kontanthjælpsmodtagere, der ikke er det. På landsplan udgør de sidstnævnte i dag 59 procent.
Endelig tyder alle tal og undersøgelser på, at det ikke er blandt kontanthjælpsmodtagerne, at den 'manglende arbejdskraftreserve' skal findes. Kun omkring 4.000 ud af cirka 100.000, der har været på kontanthjælp i over tre måneder, 'formår at påtage sig et rigtigt job'. Resten må affinde sig med at blive pisket rundt mellem diverse aktiveringsprojekter på nedsat ydelse.
På den baggrund er det indlysende, at regeringens forslag hverken handler om at få flere i arbejde eller om at give nogen en ny chance, men derimod om at spare penge. Samtidig tvinger den kommunerne til at forsøge at gøre det samme. Og hvordan gør kommunerne så det? Jo, det gør de naturligvis ved hurtigst muligt at lave endnu flere beskæftigelsesordninger, der er så ringe og billige som overhovedet muligt. Stakkels kontanthjælpsmodtagere!