Det der er brug for er ledige hænder. Ikke fine journaler og statistikker

af Robert Dumong, Lejre
Så er medierne fyldt med rædselsberetninger fra plejehjem. Beretninger der dukker op, så sikkert som kartoflen der ligner de Gaulle, den første udsprungne bøg og avisernes aprilsnar.
Men hvorfor hører vi kun om det dårlige.
Jeg har en mor i Bystævneparken i Husum - og mere venligt og omhyggeligt personale skal man lede længe efter.
Set ud fra arbejdsbyrden burde der være mere end en plejer for hver beboer. Man sådan er det ikke. Så langt fra.
Men alle - både de fastansatte og de løse - gør en bemærkelsesværdig god indsats. Altid et venligt ord. Altid en hånd når det tiltrænges. Men hårdt pressede - det er de.
Myndighederne har nu fundet ud af, at de ældres forhold skal bedres, og der tildeles flere resurser. Konkret består det i, at alle journaler nu lægges ind på edb, så man efter sigende har en bedre og hurtigere orientering om forholdene.
Venlige spørgere går derfor rundt på plejehjemmene og spørger til den enkeltes velbefindende og behov. Hvad der ud over dette kommer som resultat i den anden ende, er ikke godt at vide.
Men myndighederne kan rose sig. De kan fortælle, at der er gjort en skærpet indsats for de gamle. Alibiet er i orden.
At spørgerne ikke kan undgå også at lægge beslag på personalets tid er uundgåeligt, og på den måde bliver det, der var udset til at være en bedring af de gamles forhold, mere en forringelse.
Det der er brug for er ledige hænder. Ikke fine journaler og statistikker.
Men ikke mindst er der brug for et skulderklap til de mange plejere, som dag efter dag møder op til en næsten håbløs opgave.