22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gør oprør mod regeringen

Gør oprør mod regeringen

Fredag, 02. juni, 2006, 00:00:00

Vi vil gerne opfordre vore byrådsmedlemmer til at vise, at de har en anden politik end VK-regeringens. Drop sparekataloget og brug i stedet pengene på de svage, lav kommunalt oprør og kræv, at statskassen åbnes - Der er råd

fra 3F Transport, Logistik og Byg Århus
Vi har den 22. maj på vores afdelingsbestyrelsesmøde diskuteret sparekataloget fra Århus Byråd, hvori der er forslag til besparelser på 600 millioner kroner. Heraf skal de 300 millioner realiseres. Så store besparelser vil betyde en markant forringelse af især de svages livsgrundlag.
Vi finder det helt unødvendigt med disse besparelser. Det danske samfund har aldrig været rigere. Der er overskud overalt i samfundet, og der er økonomi til udvikling af velfærden. I stedet vælger VK-regeringen det modsatte: De indfører skattestop, begrænser/afvikler det kommunale selvstyre.
Vi vil gerne opfordre vore byrådsmedlemmer til at vise, at de har en anden politik end VK-regeringens. Drop sparekataloget og brug i stedet pengene på de svage, lav kommunalt oprør og kræv, at statskassen åbnes - Der er råd.
Hvis dette ikke sker, vil der komme uoverskuelige besparelser især inden for følgende følsomme områder:
Børn og unge: Samtlige fritidshjem skal nedlægges og erstattes af SFO. Vi vil få modulbaseret pasning, vikarordninger vil blive afskaffet, folkeskoler vil blive nedlagt. Der vil komme besparelser på integration, samt en helt række andre forringelser. I alt vil der blive tale om 810 færre ansatte inden for dette område.
Sundhed og omsorg: Der vil blive mindre tid til pasning og pleje af ældre. En række tilbud til ældre lukkes. Man vil reducere en række opgaver vedrørende træning og aktiviteter. Rengøring i hjemmet hos de ældre ændres fra hver anden uge til hver tredje uge. Samt en række andre forringelser. I alt vil der blive tale om 350 færre ansatte inden for dette område.
Kultur og fritid: Gellerupbadet vil blive lukket, beboerhusene vil blive nedlagt. Der vil komme en reduktion af tilskud til daghøjskoler - for ikke at tale om reduktionen i tilskud til aftenskoler. Otte biblioteker skal lukkes. Der vil komme en generel reduktion i borgerservice. I alt vil der blive tale om 38 færre ansatte inden for dette område.
Teknik og miljø: Der vil komme besparelser i den kollektive trafik, byplanlægningen vil blive reduceret. Der vil komme mindre overvågning af udemiljøet, der vil forekomme en reduktion af driften af kommunens grønne områder, af brandvæsnet, samt en række andre forringelser. I alt vil der blive tale om 63 færre ansatte inden for dette område.
Social og beskæftigelse: Der vil komme reduktioner i specialrådgivning og hos døgninstitutionerne, omlægninger inden for det socialpædagogiske område, lukning af socialpædagogiske tilbud og nedskæring på handicaptilbud. Derudover vil der også komme lukning og omlægning af psykiatriaske tilbud samt tilbud til misbrugere. Samtidig skal Århus Kommune overtage beskæftigelsesopgaver fra det nuværende Amt. Samt andre forringelser. I alt vil der blive tale om 207 færre ansatte inden for dette område.
Borgermesterens afdeling: Også her vil der komme diverse servicereduktioner. I alt vil der blive tale om otte færre ansatte inden det område.
Det er helt uacceptalbelt. Drop sparekataloget. Gør oprør mod VK-regeringens økonomiske politik.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp