Det synes som et tilbageslag for de udviklingshæmmedes vilkår. Fortsætter det, vil gamle tiders rutiner og menneskesyn snart vende tilbage

af Klaus Haase, Jyderup
Midt i 80`erne havde jeg min debut som nyuddannet socialpædagog på et af landets centralinstitutioner for udviklingshæmmede. Det var før man for alvor påbegyndte udflytningen fra store institutioner til mindre bosteder.
Fra dengang til nu er der sket en kolossal forbedring af denne svage samfundsgruppes livsvilkår. De udviklingshæmmede har fået indflydelse på eget liv. Via serviceloven er de blevet ligeværdige borgere.
Mange har fået egen lejlighed. Blevet en del af det omgivende samfund, hvor de gør var 'gemt væk' på centralinstitutioner.

Som i 'Gøgereden'
Da jeg startede i 80`erne på omtalte centralinstitution, oplevede jeg vilkår for omtalte gruppe mennesker, der ligger op ad den velkendte film 'Gøgereden'.
Jeg mødte først og fremmest en masse dejlige mennesker, de udviklingshæmmede, der boede på en lang gang i en stor bygning. De havde et lille værelse. De havde lommepenge. Atmosfæren blandt de ansatte, der 'tog sig af dem', var præget af distance og fabriksagtige rutiner. Et stift hierarki.
Vi var to nyuddannede, der kom ind i denne 'arbejdskultur' klædt på med en pædagogisk baggrund, hvis udgangspunkt var menneskelig ligeværdighed.
Lederen benyttede flittigt 'den lukkede dør', bag hvilken han holdt møder med overlægen. Han brød sig ikke om at 'involvere' menige medarbejdere. Når han en sjælden gang synliggjorde sig på gulvet og oplod sin røst, så man nervøse tics og trækninger hos de udviklingshæmmede. De hastede ind på deres 12 kvadratmeter.
Det var patriarken, der mødte sine underordnede. Der var en stab af 'loyale medarbejdere' flere klædt i kitler. De talte indforstået med lederen, og så mistænksomt på os nyansatte, når vi aflagde besøg på 'klienternes' små værelser, og talte med dem.
Menneskesynet dengang kom klart til udtryk gennem en oplevelse, jeg havde en af de første dage.
Maden kom ind i store metalcontainere. I spisestue var der to kaffekander i hver sin farve. En rød og en grå. Jeg skulle til at tage kaffe af den grå - ligesom beboerne. En af de 'gamle' ansatte stoppede mig, og hviskede til mig, at jeg skulle tage af den røde kande: Personalekaffen. Kaffen til beboerne var af dårligere kvalitet (og billigere) 'man fik ondt i maven af den' .
Jeg blev præsenteret for en stor pose beboerkaffe. 'Kaffe for storforbrugere' stod der på den. Det var, hvad man bød de udviklingshæmmede! Der blev jeg ikke længe.

Gode reformer
I mine følgende job med udviklingshæmmede arbejdede jeg på mindre bosteder og oplevede, at den progressive pædagogik omkring udviklingshæmmedes levevilkår slog igennem: Fra lommepenge til egen førtidspension kombineret med indtjening på produktionsværksteder. Bedre boforhold i kvarterer blandt andre borgere. Indflydelse på eget liv. At blive en del af gadebilledet. Man begyndte at nedlægge centralinstitutionerne.
Fra 'gøgerede' til livet som 'ligeværdig borger'.
De udviklingshæmmede har gennemløbet en udvikling gennem få årtier fra mennesker under uværdige vilkår til ligeværdige borgere i vort samfund. Med førtidspension og socialpædagogisk støtte er der lavet et pionerarbejde.
I dag bor de fleste udviklingshæmmede i større værelser eller egne lejligheder og bofællesskaber. De er blevet inddraget i daglige gøremål: Madlavning, indkøb, træffer valg og så videre.

God forretning
Vi lever i et forbrugersamfund, og med den ny kommunalreform og egen pension er udviklingshæmmede blevet 'klædt på' til livet som medborger.
Nyliberalismen har skabt nye ord: Socialpædagoger er ikke mere på en arbejdsplads. De er servicemedarbejdere og rammerne omkring de udviklingshæmmedes liv skabes af en virksomhed. Arbejdet i denne virksomhed er blevet en serviceydelse. I kølvandet på kommunalreformen, skattestoppet og privat udlicitering, skal arbejdet med svage grupper også blive 'en god forretning'.
Kommunernes skattestop udløser besparelser. Der skal spares personale i virksomheden, på normeringerne. Det fører til en industrialisering af rammerne omkring de udviklingshæmmedes liv: Man må tage en frisør ind i huset, så beboerne kan klippes på samlebånd. Indkøb af daglige fornødenheder kan foretages via grossistfirmaer og uden individets medvirken. Valg af egen ferie begrænses af, at borgeren nu skal betale løn til den assistent, der medvirker plus ferievikarer.
Det synes som et tilbageslag for de udviklingshæmmedes vilkår. Fortsætter det, vil gamle tiders rutiner og menneskesyn snart vende tilbage.
Måske er det tid for at byde politikerne på 'kaffe for storforbrugere', så de kan få ondt i maven. Og ondt i samvittigheden!