29 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen skyder sig selv i foden

Regeringen skyder sig selv i foden

Onsdag, 31. maj, 2006, 00:00:00

Effekten af de stillede forslag blive den stik modsatte af den erklærede hensigt, nemlig færre i uddannelse, øget frafald, længere studietider og mere erhvervsarbejde

af økonom Henrik Herløv Lund, Den Alternative Velfærdskommission
I regeringens velfærdsudspil lægges der op til betydelige ændringer vedrørende uddannelsesstøtten.
Hovedforslagene er følgende:
- SU-beløbet nedsættes med 1000 kroner om måneden, hvis man starter på en videregående uddannelse mere end to år efter endt ungdomsuddannelse
- SU`en omlægges, så de unge indtil bestået deleksamen kun får et mindre grundbeløb. Først efter beståede deleksaminer vil de få det resterende beløb.
- Unge der ikke består deres uddannelse til normeret tid, må gøre deres uddannelses færdig uden yderligere SU.
- Til gengæld vil regeringen hæve fribeløbet for, hvor meget man må tjene ved siden af SU.
Ifølge regeringen er de overordnede mål med udspillet at få uddannelserne gennemført hurtigere og frem for alt at få flere igennem uddannelsessystemet: Andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en videregående uddannelse, skal således op på 50 procent mod i dag omkring 45 procent.

Ingen sammenhæng
Men der er ingen sammenhæng mellem mål og midler i regeringens forslag. Tværtimod vil effekten af de stillede forslag blive den stik modsatte af den erklærede hensigt, nemlig færre i uddannelse, øget frafald, længere studietider og mere erhvervsarbejde.
Forslaget om at unge får nedsat SU-beløbet, hvis de starter på en videregående uddannelse senere end to år efter endt ungdomsuddannelse, vil for de, som ikke er parate og har brug for en modnings- og afklaringsproces, snarere tilskynde til at de slet ikke kommer i gang med en videregående uddannelse. Forslaget vil derfor medføre, at færre og ikke flere påbegynder en uddannelse.
Hvad angår forslagene om at gøre en del af SU`en afhængig af om man består sine eksaminer, er virkningen lige så tvivlsom. Dumper en studerende, straffes man dobbelt ved også at miste SU, og man tvinges til at arbejde (endnu) mere ved siden af studiet - med længere studietider og større frafald som den sikre konsekvens.

Mere erhvervsarbejde
Når så regeringen vil hæve fribeløbet for, hvad de studerende må tjene ved siden af SU`en, lægger man samtidig op til øget erhvervsarbejde, hvilket kun kan blive endnu mere på bekostning af studierne.
Regeringens forslag har en tydelig elitær slagside og vender den tunge ende nedad. Forslagene vil være en hæmsko for de, som har en baggrund fra hjem uden formel uddannelse og uden økonomiske midler og som ofte er de, som har sværere ved at komme i gang, sværere ved at bestå undervejs og sværere ved at overholde studietiderne på grund af erhvervsarbejde.
Et øget uddannelsesniveau og flere i uddannelse er helt afgørende for det danske samfunds konkurrencedygtighed i relation til globaliseringen. Men skal vi have flere igennem videregående uddannelse end i dag, er det de unge fra de ikke-akademiske og velbemidlede hjem, vi skal have fat i og i gang. Regeringen må i bedste tilfælde siges at være i fuld gang med at skyde sig selv i skoene.
Bag ved Regeringens forslag ligger som bekendt Velfærdskommissionens enøjede og fejlagtige tankegang, om at kun økonomisk tvang og pisk virker. I stedet er der behov for overvejelser om, hvorledes en forbedret SU kan reducere erhvervsarbejdet og også tilskynde de unge fra ikke-akademiske og mindrebemidlede hjem til at tage en videregående uddannelse.
Velfærdskommissionen - og regeringen - har forsøgt at skabe en generationsmodsætning mellem unge og ældre ved at fremstille dele af sine forslag, navnlig vedrørende efterløn og pensionsalder, som et forsøg på at redde velfærdsordningernes fremtid for de unge.
Regeringens velfærdsudspil på uddannelsesområdet viser hulheden i denne retorik: I realiteten er regeringen i gang med afmontere velfærden for alle - også de unge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. maj. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp