De evige stramninger for arbejdsløse på dagpenge og for kontanthjælpsmodtagere er ikke kun et dårligt samfundssignal, de forstærker også udstødelsen fra arbejdsmarkedet og samfundet generelt

fra DKP`s faglige udvalg
Alle mennesker er udstyret med nogle basale overlevelsesinstinkter, og når de først er aktiveret forsvinder meget menneskelighed og samfundsforståelse. Det drejer sig om at overleve.
Mennesker, der gennem længere tid har været holdt udenfor arbejdsmarkedet / selvforsørgelse, har af bitter erfaring lært, at klare sig igennem eller udenom samtlige regler, der kan medføre problemer i forhold til rådighed og pligt til at søge arbejde.
Vi står nu, ikke på grund af - men nærmere på trods af - regeringens arbejdsmarkedspolitik, i en situation hvor der er brug for flere hænder på arbejdsmarkedet, og hænder har vi rigeligt af. Et problem er derimod, at mange arbejdsløse ikke har de nødvendige kvalifikationer.
Det burde være et problem, der er til at overskue, idet man blot kan uddanne / efteruddanne de arbejdsløse, så de kan leve op det det nuværende arbejdsmarkeds efterspørgsel. Men her opstår et reelt problem: Marginalisering og pisk har forandret disse mennesker i en sådan grad, at de ikke længere besidder de sociale kvalifikationer, der er nødvendige for at klare sig på en arbejdsplads.
Et menneske, der ikke kan deltage i den daglige snak i frokoststuen eller skurvognen, bliver anset som en særling. Disse mennesker står nu i en situation, hvor de længe har været udstødt og hånet for 'dovenskab', og når de endelig er kommet i arbejde, har nøjagtig den samme følelse af ikke at være en del af holdet.
For disse mennesker bliver det en dårlig oplevelse at få et job, hvorfor de ofte vender tilbage til ledighed.
De arbejdsløse skal motiveres. De skal lære, at det kan være sjovt at komme på kursus eller arbejde, de skal igen lære at omgås andre mennesker og føle det sociale fællesskab, der ofte er på en arbejdsplads.
I stedet giver man dem pisk, og sender dem endnu længere ned af den sociale rangstige til ugunst for såvel de arbejdsløse som for samfundet.
Samfundet har gennem den førte økonomiske politik marginaliseret en stor befolkningsgruppe.
Samfundet har pligt til at sikre, at disse mennesker igen kan få en værdig og hel tilværelse.