Irakerne har erfaringer med besættelse, krig, belejring, sanktioner, sult og død i årtusinder. De bliver gang på gang koloniseret, frataget deres rettigheder og rigdomme, undertrykt, tortureret og knust, men aldrig besejret.

af Omar Dhahir
Som Fugl Fønix rejser de sig fra asken og genfødes igen og igen. De sidste 90 år har irakerne været i konstant konflikt med England, og de sidste 45 år også med USA. Konflikten imod briterne begyndte, da briterne i 1914 besatte Basra og i 1917 Bagdad.
Det lykkedes irakerne at drive besættelsesmagten ud af landet i 1958, men konflikten tog siden andre former og er i dag endt med en ny engelsk-amerikansk besættelse.
Landets lange historie har skabt en rig og kompleks etnisk og religiøs sammensætning, der i sig selv er harmonisk, fredelig og berigende, men bliver misbrugt i briternes og amerikanernes krig for landets olie og magt.
Briterne og amerikanerne har gjort alt, hvad de kan, for at forhindre udviklingen af demokrati i Irak ved at støtte de mest antidemokratiske kræfter i landet.

Landet mellem de to floder
Irak er gennem tiderne blevet erobret fra alle sider og retninger. I oldtiden hed Irak Mesopotamien, landet mellem de to floder.
Vi ved ikke noget om, hvem der oprindeligt levede i dette land. En teori om befolkningens oprindelse går ud på, at landet for flere tusinde år siden blev udsat for en række folkevandringer fra syd - den arabiske halvøs ørken. Hver gang der havde været tørke og sult eller en kraftig stigning i befolkningstallet, var ørkenfolket blevet nødt til at udvandre nordpå.
En bølge af indvandrere bosatte sig i den sydlige del af landet og byggede den allerførste civilisation i menneskehedens historie, den sumeriske, omkring byen Ur i nærheden af den nuværende by Nasseriah.
De næste indvandrere rejste uden om sumer-civilisationen mod nord. Civilisationen blomstrede dermed i Neynava, hovedstaden i det assyriske imperium, og i Babylon. Det babyloniske imperium herskede over en stor del af den daværende verden og var i krig mod grækerne i vest og perserne i øst.
Ca. 500 f.Kr. endte den blodige konflikt mellem Babylon og det persiske imperium med, at perserne erobrede Babylon og brændte byen ned. Mesopotamien blev de næste tusind år til en provins i det persiske imperium.

Babylon
Babylon står i dag ikke blot som ruiner, et minde fra oldtiden, men også et symbol på stolthed. Selvom den irakiske befolkning i dag ikke er af direkte babylonisk afstamning, betragter enhver iraker Babylon som sin egen fortid. Det er en væsentlig del af irakernes identitet at være stolt over Babylon.
Et tusind års persisk herredømme over området endte i begyndelsen af det 7. århundrede e.Kr. i en ny erobring fra syd. Denne gang kom ørkenfolket ikke på grund af tørke eller sult. De var krigere, der var i gang med at sprede en ny religion og bygge et imperium.
Landet mellem de to floder blev nu en del af det nye islamiske, arabiske imperium. Omkring 650 fungerede den hellige by Kufa i Sydirak som hovedstad for den 4. muslimske kalif, Ali Bin Abu Taleb. Men magtcentret blev ved umayadernes opgang i 660 flyttet til Damaskus for at vende tilbage til Kufa 90 år senere i 750 med abbasydernes opgang.
Bagdad blev opført i slutningen af 8. århundrede, og på kort tid etablerede byen sig som centrum for den antikke verden og tiltrak folk fra hele kloden. Litteratur, kunst, filosofi, kemi, matematik, medicin, astronomi m.m. blomstrede.
Araberne lærte meget af Sokrates, Platon, Aristoteles og andre græske filosoffer og videnskabsmænd, som blev oversat til arabisk. Kulturerne i Mesopotamien producerede selv en meget stor mængde viden, hvoraf en stor del også blev oversat til europæiske sprog under renæssancen.
I det 13. århundrede kom der nye erobrere. De kom fra øst og var mongolske krigere. Deres ærinde var at erobre hele verden. Bagdad nægtede at overgive sig. Byen blev belejret i lang tid, men faldt endelig til mongolerne 6. februar 1258.
Bagdad blev brændt ned. Omkring en million mennesker, herunder videnskabsmænd og digtere, blev dræbt; museer, biblioteker og andre kultur- og videnskabelige institutioner blev plyndret.
Det fortælles, at i de første dage af erobringen farvedes floden Tigris rød på grund af de dræbte, der blev kastet i den, derefter blev farven til blå på grund af blækket fra de tonsvis af bøger, der blev smidt ud i den.

Bagdad i ruiner
Mongolerne efterlod Bagdad i ruiner. De næste par århundreder levede hele landet i kaos, det ene dynasti efter det andet etablerede små stater her og der. Kaos endte først, da de osmanniske tyrker blev de nye erobrere og indtog Bagdad omkring 1430.
Tyrkerne delte landet i tre regioner (wilayah): Mosul (i nærheden af det gamle Neynava) i nord, Bagdad i midten og Basra i syd. De næste 5 århundreder måtte Irak nøjes med en status som en forsømt provins i det tyrkiske imperium.
Rejser man rundt i Irak i dag, kan man se spor af assyrerne, babylonierne, perserne og abbasiderne, men man kan ikke se noget tegn på, at tyrkerne har været der i 500 år. Der er ingen bygninger, slotte, dæmninger eller andet, der tyder på, at tyrkerne foretog sig noget udviklingsarbejde i dette land.
Men i irakernes psyke kan man uden besvær spore de dybe ar, som 500 års undertrykkelse har efterladt. Selvom tyrkerne forsømte at udvikle denne provins, udnyttede de den fuldt ud med alle mulige slags skatter, som indbyggerne måtte betale til sultanen i Istanbul.
Iraks beliggenhed var også af speciel vigtighed for tyrkernes handel med den arabiske halvø og Indien. Tyrkerne kæmpede derfor vildt mod nabolandet Iran for at bevare Irak under tyrkisk herredømme.
Konsekvensen af de uafbrudte konflikter mellem tyrkerne og perserne var tragiske for irakerne. Hver gang tyrkerne fik travlt andre steder i deres store imperium, udnyttede iranerne situationen, sendte tropper ind i Irak, og belejrede Bagdad, indtil den faldt.
Og når tyrkerne fik ro og fred andre steder, rettede de deres opmærksomhed mod Bagdad og sendte deres tropper ind for at generobre den. Det lykkedes dem altid at genindtage Bagdad, men oftest efter lange belejringer, hvor den civile befolkning betalte prisen for at skifte den ene besætter ud med den anden.
Den mest tragiske, iranske belejring fandt sted i 1623. Befolkningen blev nødt til at spise hunde, katte, børn og endda deres afdøde.
Irakerne er måske derfor et trist folk, et historisk set traumatiseret folk, præget af temperament, følsomhed og stolthed. Man kan tydeligt høre i deres sange, hvor triste de er. De mest triste sange er også de mest populære i Irak.

Så kom de fra vest - Irak som britisk mandatområde
Frem til 1. Verdenskrig levede den største del af irakerne i landsbyer, og analfabetismen var 90%. Der var nogle steder koranskoler, som kun var for drenge. Folk levede i stammer eller klaner, hvor folk var loyale over for en stammeleder frem for staten.
Sluglett & Sluglett skriver, at 'der før 1. Verdenskrig var blevet dannet nogle hemmelige arabiske foreninger med det generelle formål at befri den arabiske verden fra osmannisk dominans og oprette en form for arabisk stat, måske endda med beskyttelse af europæiske magter.'(se note)
Ellers var der intet irakisk politisk parti, og det politiske liv blev styret af de religiøse centre, især i de hellige shiamuslimske byer, Najaf, Karbala og Kufa.
Sådan så Mesopotamien ud i 1917, da tyrkerne blev drevet ud af nye erobrere, som kom fra vest - briterne.
Før og under 1. Verdenskrig var der i Irak som alle andre steder i Mellemøsten en splittelse på spørgsmålet om, hvorvidt arabere skulle sætte sig imod tyrkerne til fordel for de vesteuropæiske lande Storbritannien og Frankrig.
Der var to vigtige retninger: den arabisk nationalistiske retning, som ville af med tyrkerne og genoplive arabisk herredømme, selvom det krævede en alliance med det kristne Vesten.
Den anden retning var islamitisk og understregede, at tyrkerne trods alt var muslimer. Ifølge islam må muslimer aldrig underkaste sig eller alliere sig med ikke-muslimer mod muslimer.

Olie og miltiærbesættelse
Briterne havde allerede været i Golfområdet i lang tid. Deres interesser i området havde oprindeligt udspring i deres behov for at sikre handelsvejene til den britiske koloni Indien.
I begyndelsen af det 20. århundrede kom olien til som en endnu vigtigere faktor; olien, som krævede mere end blot at være i Golfen. Det var nødvendigt at drive tyrkerne væk og få kontrol med hele området.
For Iraks vedkommende var det oplagt, at briterne skulle gøre brug af deres flåde i Den arabiske Golf, sætte tropper i land i Basra-området og rykke ind i Irak mod Bagdad.
Denne plan blev udført under General Townshend i 1916, men indrykningen mislykkedes på katastrofal vis, dels på grund af tyrkernes modstand og dels på grund af uventet modstand fra den lokale befolkning, shiamuslimerne, i området mellem Basra og Bagdad.
Shiamuslimerne brugte primitive våben, men kunne påføre de overlegne briter alvorlige tab, hvilket fik briterne til at trække sig tilbage og senere overgive sig. Denne begivenhed kom senere til at spille en meget vigtig rolle for, hvordan briterne forholdt sig til shiamuslimerne i Irak.
Briterne gjorde endnu et forsøg. De havde åbenbart lært noget af deres nederlag i Sydirak. Inden de satte erobringen i gang, sørgede de for at etablere gode forhold til lederne af de lokale stammer, især sunnimuslimske stammer i Vestirak. Det lykkedes dem at rykke ind i Irak og indtage Bagdad i marts 1917.
Det første, som briterne skyndte sig at erklære over for irakerne, var, at de var kommet til Irak som befriere, ikke som besættere.
Irakerne tog med stor skepsis imod den erklæring om, at briterne kom for at befri, og ikke besætte, Irak. Men briterne fik i en rolig periode på to år en mulighed for at bevise deres 'gode` hensigter.

Folkelig oprør
Det var svært at skjule imperiets planer for irakerne, og 30. juni 1920 kom irakernes reaktion, et omfattende oprør, som stort set alle etniske grupper deltog i. Om oprøret skriver Atiyyah: '1920-opstanden eller revolutionen, som nationalister foretrækker at kalde den, er en vigtig milepæl i udviklingen af den irakiske nationale bevidsthed. Opstanden var et resultat af samlingen af fire utilfredse grupper: stammesamfundene; de shiitiske religiøse samfund, masserne i byerne ledet af adelige og intellektuelle og udlandsirakere, først og fremmest irakiske officerer i Syrien.' (fodnote)
De religiøse centre opfordrede til oprøret gennem de såkaldte fatwa. Atiyyah skriver også: 'I de shiitiske hellige byer gik politik og religion så tæt hånd i hånd, at ingen politisk bevægelse kunne få succes uden opbakning fra de ledende ulama og mujtahids, og ingen religiøs leder havde råd til at se bort fra hans tilhængeres synspunkter, på hvis støtte han delvist baserer sin autoritet.'
I den anledning kaldte de religiøse ledere, mujtahids, til 'jihad', dvs. opfordrede folk til at gøre modstand mod besættelsesmagten, og dette blev opfattet som en religiøs pligt, som folk skulle leve op til. Men oprøret havde også et patriotisk aspekt, idet alle etniske og religiøse grupper deltog i den, som en reaktion på briternes kolonialistiske adfærd over for befolkningen.
Briterne ville for enhver pris knuse oprøret. Oprøret resulterede ikke blot i massakrer på irakere, men også i et stort antal ofre blandt de britiske soldater og i, at briterne blev overbevist om, at det var umuligt at styre Irak direkte. Derfor skyndte de sig i 1921 at skabe den irakiske stat.

Den udviklende kolonimagt
Briterne blev i Irak til 1958. Et vigtigt paradoks i irakernes forhold til briterne var, at irakerne - samtidig med at de gjorde modstand mod besættelsen og kæmpede for deres uafhængighed - erkendte, at briterne ikke var fuldstændigt barbariske erobrere.
I de 40 år, Irak var en britisk koloni, opnåede det meste af Irak en langt større udvikling end den, det havde opnået de forrige 500 år under tyrkerne.
Irakerne fik en udmærket infrastruktur: veje, elektricitet, hospitaler, et udmærket uddannelsessystem, en politisk reform præget af et formelt demokrati, indebærende adskillelse af de tre magter, og et selvstændigt retssystem.
Men frem for alt fik de i 1921 for første gang i 700 år en stat med islam, flertallets religion, og arabisk som statens officielle religion og sprog. Storbritannien var således sammenlignet med tyrkerne en udviklende kolonimagt.
Mange irakere ser nu på den tid som den gyldne periode i Iraks moderne historie. Samtidig tror de dog, at det var briterne, der stod bag alle de problemer, Irak har været igennem, siden det i 1958 blev uafhængigt af Storbritannien. De fleste irakere tror på, at 'hvis to fisk i havet skændes, står Storbritannien sikkert bag konflikten.'
Briterne kunne ikke finde en iraker, som de fandt egnet til at blive konge i den nye stat. Derfor importerede de kong Faysal II fra den arabiske halvø, det nuværende Saudi-Arabien.
Monarken havde i virkeligheden ikke reel magt i sit rige. Magtapparatet bestod af et ministerkabinet støttet af et parlament, hvis medlemmer dels blev udpeget af kongen og dels blev valgt af befolkningen. På overfladen syntes det, som om statsministeren havde magten, men den reelle magt lå hos den britiske ambassade i Bagdad.

Marionetter på stribe
I perioden op til 1958 blev der dannet adskillige regeringer. Hver gang der var store demonstrationer eller konflikter, faldt den upopulære regering, og en anden overtog for at berolige folket og føre samme politik. Der var til gengæld få personer, som på skift fungerede som statsministre. Den mest kendte blandt disse var den mest loyale over for Storbritannien, Nuri A-Saeed.
Fordelene ved at være et britisk mandatområde kunne ikke opveje de ulemper, som var en følge af, at Irak var bundet til det britiske imperium. De store beslutninger om landets og folkets liv og fremtid blev truffet i London. Iraks udenrigspolitik var underkastet Storbritannien, og landet måtte ind i militære alliancer ikke kun med Storbritannien, men også med andre regionale provestlige magter: Tyrkiet, Pakistan og Iran.
Blandt de alliancer var den såkaldte Bagdad-pagt fra 1955, som senere samme år udviklede sig til den såkaldte CENTO-pagt (Central Treaty Organisation), da Pakistan og Iran tilsluttede sig pagten.

Shia-muslimer diskrimineres
Der var gode grunde til irakernes utilfredshed med den 'udviklende kolonimagt'. Især var den shiitiske befolkning i Sydirak utilfreds. En vigtig følge af briternes samarbejde med sunnimuslimernes stammeledere i Vestirak under erobringen var, at briterne belønnede deres allierede ved at lade dem besætte nøglepositionerne i den nyfødte stat, således at disse kom til at dominere ministerierne, militæret, politiet osv
Briterne regnede også med, at de dermed skabte en elite i den nye stat, som var deres allierede. Men briterne afstraffede derved samtidigt shiamuslimerne for den modstand, de havde udvist mod dem i 1916 og for oprøret i 1920. Shiamuslimerne blev næsten udelukket fra statslige stillinger. Det var meget sjældent, at shiamuslimer besatte stillinger højere end svarende til en menig politibetjent, sergent, skolepedel eller gadefejer.
Man kunne også nemt konstatere, at Sydirak i de 40 år var det mest underudviklede område i Irak med hensyn til infrastruktur, skoler og andre faciliteter. Cirka en halv million shiamuslimer levede også op til 1958 under umenneskelige vilkår i marskområder omkring Bagdad.

Massakre
Shiamuslimernes tiltro til amerikanere og briter blev endnu mindre ved den amerikanske præsident George Bush Seniors svigt af shiamuslimerne i Sydirak i 1991.
Præsident Bush opfordrede irakerne til at gøre oprør mod Saddam Husseins regime. Shiamuslimerne var de første til at tage ham på ordet. Men på grund af Bush`s strategiske overvejelser støttede amerikanerne ikke oprøret, men overlod oprørerne til deres skæbne i Saddam Husseins hænder.
I dag, i 2003, bliver flere massegrave fra den tid fundet i Sydirak. At briterne og amerikanerne indførte en 'no fly zone' over Sydirak for at beskytte shiamuslimerne fra Saddam Hussein, lød derfor for irakerne som hykleri.

Note 1:
Marion Sluglett & Peter Sluglett: Iraq since 1958. From Revolution to Dictatorship, 1987.
Note 2:
Ghassan Atiyyah: Iraq:1908-1921, a socio-political study, 1973. The Arab Institute for research and Publishing, Beirut.