Jeg bad dig i brevet gå ind i sagen, fordi du også er pressens minister. Jeg har forstået, at ytringsfriheden ligger dig meget på sinde. Som du som ofte har sagt det de sidste måneder: Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes
Kære Anders Fogh Rasmussen
I dag er det to måneder siden du modtog et brev fra dagbladet Arbejderen, som du stadig ikke har svaret på.
Anledningen var, at Arbejderens internetudbyder den 24. februar blev tvunget af Københavns Politi til at fjerne et dokument fra Arbejderens hjemmeside. Hvis ikke internetudbyderen efterkom politiets henstilling, risikerede han strafansvar, påstod politiet. Oven i købet fandt de det ikke engang nødvendigt at informere Arbejderen om indgrebet mod vores hjemmeside.
Jeg bad dig i brevet gå ind i sagen, fordi du også er pressens minister. Jeg har forstået, at ytringsfriheden ligger dig meget på sinde. Som du som ofte har sagt det de sidste måneder: Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes!
Netop derfor forventede jeg også, at du ville reagere hurtigt. Som pressens minister er du jo også bekendt med medieansvarsloven, som fastslår, at hverken politi eller andre myndigheder har ret til at blande sig i, hvad der står i avisen og på avisens hjemmeside. Hvis de har indvendinger, skal de henvende sig til den ansvarshavende redaktør.
Som tidligere nævnt er det i dag to måneder siden, du modtog brevet fra Arbejderen. Jeg er klar over, at du har travlt og også har været på ferie. Men to måneder er lang tid...
Det burde ellers være så enkelt. Både den europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven har fastslået ytringsfriheden og giver utvetydigt aviserne ret til, at trykke præcist hvad de vil. 'Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres', står der i den danske Grundlov.
Det betyder ikke, at ytringsfriheden er ubegrænset. Også en avis kan blive draget til ansvar for sine ytringer, men vel og mærke ved en domstol.
Den 14. marts deltog jeg på dit ugentlige pressemøde i spejlsalen, hvor jeg spurgte dig om, hvordan du stiller dig til, at Københavns Politi har censureret Arbejderens hjemmeside og dermed overtrådt medieansvarsloven.
- Bekymrer det dig ikke, som pressens minister, at politiet krænker ytringsfriheden og også overtræder lovgivningen, spurgte jeg.
Det gik op for mig, at det ikke bekymrer dig. Du gav udtryk for, at det ikke er en sag for regeringen men for Københavns Politi. Og som pressens minister vil du ikke gå ind i sagen, sagde du.
Jeg må sige, at dit svar forbavsede mig.
Skal det mon forstås sådan, at du kun mener, at Jyllands-Postens ytringsfrihed skal forsvares, men ikke Arbejderens? Skal det mon forstås sådan, at du ikke er minister for alle medier, men kun for dem, du er enige med? Er det mon derfor du ikke vil svare på det brev, vi har sendt til dig?
Jeg ved godt, at du og jeg ikke deler ret mange politiske standpunkter, men jeg troede dog, at vi var enige om, at loven gælder for alle, både for Jyllands-Posten og Arbejderen. Jeg troede, at vi var enige om, at hvis Københavns Politi mener, at Arbejderen overtræder loven, skal de henvende sig til en dommer.
For to måneder siden udtalte du til Berlingske Tidende, at du mener den såkaldte Muhammed-sag har medført en dobbeltstandard i Danmark.
'Forfattere og andre, der i den grad lever af ytringsfriheden, har jo svigtet i denne her sag. Og jeg tror godt, at jeg ved hvorfor - det er fordi, de putter det ind i en helt anden sammenhæng, der fuldstændig har spærret for det klare syn. De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke Jyllands-Posten, og de kan ikke lide regeringen. Og muligvis i den rækkefølge. På grund af et næsten had-forhold til disse tre faktorer, så kan de ikke få sig selv til at stå op og forsvare ytringsfriheden i denne sag. Så der er indført en dobbeltstandard.'
Skal det mon forstås sådan, at du også har en dobbeltstandard, Anders Fogh Rasmussen? Vi venter stadig på dit svar.
Med venlig hilsen
Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør, Arbejderen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278