Lige nu lyder krigstrommerne i horisonten; deres blik er nu rettet mod Iran. Vi må for alt i verden sørge for at Danmark bliver holdt udenfor den kommende krig. Og ligeledes må vi sørge for, at Afghanistan og Irak rømmes for vore tropper. Den brutalitet og meningsløshed som omgiver os og som vi ufrivilligt er gjort til del af, kan synes uovervindelig. Den kan stække de vinger, der burde løfte os højere op. Men vi må ikke give efter. Tiden er inde til forandring

af Rina Dhahir, InMediaRes.dk
På denne markering af treårsdagen for krigen er der to billeder, der plager mig og som jeg ikke kan slippe. Det er fotografier af to jævnaldrende børn, en lille dreng og en lille pige. Ikke mere end ti år gamle. Deres liv blev taget fra dem, inden det overhovedet var begyndt. De var nogle af de første ofre for vores demokrati. På det ene fotografi fanges man af pigens ansigt, som er så mildt, at man kunne narres til at tro, at hun blot sover; anderledes fredsforladt er dog resterne af hendes krop; hendes ankler og fødder, der hænger i trævler.
På det andet fotografi har vi drengen; hans øjne er også lukkede som i søvnen; men hans hjerne er blæst væk og det, der engang var hans baghoved hænger i laser. Disse to engles død står for mig som symbolet på den skæbne, der er blevet Irak beskåret. Disse to børn er Irak. De er det Irak, der har fået amputeret sine fødder og sit hoved. Sin mobilitet og tankevirksomhed. De var den fremtid, der nu synes svær at øjne.
De sidste tre dage har besættelsesmagten for at fejre dette blodige jubilæum, bombet området omkring Samarra. Mit hjerte knuges ved tanken om de nye fotografier, der snart vil dukke op og de apokalyptiske øjeblikke, der aldrig vil se dagens lys.
Forleden dag havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være i stue med et par danske soldater, der har været i Irak. De berettede med ukuelig stolthed, at der skam var en form for genopbygning; de havde da selv set, at der blev bygget huse. Og irakerne - ja, de synes, det var rigtig hyggeligt at have besættelsessoldater rendende.
Aha! Nu ved jeg ikke, hvad Anders Fogh fortalte de her unge drenge inden deres udsendelse til Irak. Måske har han læst højt for dem af kolonialistens klassiker 'de barbariske vilde tænder på den hvide koloniherre'. Måske har han givet dem det indtryk, at irakerne spiser med tæerne og bor i jordhuler. Måske har han bildt dem ind, at irakerne sidder i deres jordhuler og venter på, at vi skal komme og give dem et bedre liv med genopbygning og et rigtigt tag over hovedet.
Han har nok ikke fortalt dem, at Irak før de forbryderiske sanktioner, som Vesten indførte mod landet, var det mest udviklede land i Mellemøsten. Han har nok ikke fortalt dem, at Irak i den periode var et velfærdssamfund med gratis sundheds- og undervisningssystem, der overgår det danske med lysår. Og han har med sikkerhed ikke fortalt dem, at han i 1978, hvor han allerede var medlem af folketinget for Venstre, var med til at indgå et 'industrielt, videnskabeligt, økonomisk og teknisk samarbejde' mellem Danmark og Irak. Ikke noget med genopbygning her. Men et binært samarbejde. Som i samarbejdspolitik. Denne aftales artikel to lyder som følger:
'De kontraherende parter vil træffe alle de foranstaltninger, det er muligt, til at fremme det tekniske samarbejde, herunder overførsel af moderne teknologi mellem de to lande. Sådanne foranstaltninger vil blandt andet omfatte uddannelse og udveksling af specialmedarbejdere, tekniske eksperter samt videnskabelige og tekniske oplysninger, licens- og know how aftaler, kurser og symposier.'
Javel. Men når man går i krig, er man nødt til at skabe en alternativ virkelighed. Det vigtigste i den forbindelse er at dehumanisere det folk, som er objektet for vor brutalitet. Og denne dehumanisering af Irak og dets befolkning er i virkeligheden den største tragedie, som 12 års sanktioner og tre års besættelse har ført med sig.
Besættelsesmagten gør hvad den kan for at hjernevaske os til at tro, at irakerne ikke magter at være herre i eget hus. Man taler om borgerkrig. Man taler om en konflikt mellem shia- og sunnimuslimer. Dette er i virkeligheden del af denne dehumanisering; en split-og-hersk-taktik, der i sidste ende skal bane vejen for besættelsesmagtens agenda. Alle nuancer er skåret fra; vi må helst ikke vide, at irakerne er mennesker, at de er nationalister og socialister, progressive og reaktionære, kristne og muslimer, akademikere og håndværkere, ateister og troende.
Men irakerne kender deres egen virkelighed og de har ikke i sinde at bekrige hinanden. I tre år har irakerne kæmpet bravt; de har bevaret besindelsen og holdt sammen; for de véd, at fjenden kommer udefra. Når vi i nyhederne hører om vold og hævnaktioner mod enten shia- eller sunnimuslimer, er det vigtigt, at vi er klare over, at det ikke er almindelige irakere, der begår disse handlinger, men de militser og dødspatruljer, der arbejder under den af besættelsesmagten indsatte marionetregering. I ved nok, for nu at citere Per Stig Møller, så er det den regering, der har inviteret os til at have tropper i Irak og hvis fortsatte invitation vor tilstedeværelse afhænger af!
Vor regering ynder at referere til det tidligere irakiske styre som et 'rædsels-regime'. Men hvis Saddam Husseins Irak var et rædsels-regime, så er Anders Foghs Irak et sandt rædsels-anarki. Det er et dødsrige, der hærges af militser, dødspatruljer, udenlandske efterretningstjenester og private lejemordere. Og så naturligvis besættelsesmagten som det store alter ego og projektleder for hele showet.
Det er et ubarmhjertigt samfund, hvor folk må leve uden rent drikkevand og elektricitet. Et rædsels-anarki hvor den såkaldte irakiske regering hver nat sender sine militser og dødspatruljer ind i sovende folks hjem. Det er et dødsrige, hvor hver ny morgenstund afslører nye makabre fund af maltrakterede kroppe.
Uhyrlighederne begås af akkurat de samme bødler, som det tidligere styre brugte. Men arbejdsgiveren hedder ikke længere Saddam Hussein; han har i dag flere navne; amerikanske, britiske, iranske, israelske og et noget så danskklingende og ueksotisk navn som Anders Fogh Rasmussen. Og de meritter, som disse nye arbejdsgivere kan skrive på deres bloddryppende CV, får i sandhed Saddam Hussein til at fremstå som fromheden selv.
En særdeles modig, ung mand - Lars Grenaa - var for tre år siden så venlig på sin helt egen måde at minde Fogh og os andre om, at også danske ministre kan have menneskeblod på hænderne. Der er siden gået tre år og i hundredtusindvis af liter blod har flydt. I dag, Anders Fogh, har du ikke blot blod på hænderne. Du er smurt ind i det. Du er indhyllet i død og ødelæggelse. Dit ansigt er lig med ragnarok, regression og rådne lig.
Smadringen af det irakiske samfund og den irakiske ånd er så omfattende, at kun ét ord kan indeholde dens alvor: Folkemord. Dette moderne multimetodiske folkemord startede med sanktionerne, hvor halvanden million mennesker døde af mangel på mad og medicin, hvor spædbørn døde af banale børnesygdomme som Irak fik bugt med årtier tilbage.
Det fortsatte med 15 års bombekampagner, der fik cancerraten til at eksplodere som følge af brugen af forarmet uran, hvis radioaktive affald har en nedbrydningstid på 4500 millioner år.
For mig at se, er Iraks problem langt større end de udenlandske troppers tilstedeværelse i landet. Iraks tragedie er den omfattende genetiske voldtægt, der finder sted mod det irakiske folk. Brugen af forarmet uran vil gå over i verdenshistorien som den største forbrydelse og menneskeskabte katastrofe nogensinde. De små radioaktive luftbårne partikler findes nu i en sådan overflod, at de på sigt vil penetrere hvert et hjørne af denne verden.
Men folkemordet fortsætter. I disse dage er det udvidet til også at indbefatte en krig mod viden og ånd. For mens barnemorderen og krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen ævler om vidensamfund og livsvarig uddannelse, har han gjort os til del af en besættelse, der i sine mangfoldige forbrydelser inkluderer en systematisk krig mod viden. Tusindvis af irakiske akademikere, læger og andre videnskabsfolk er enten blevet likvideret eller truet til at forlade landet.
Disse forbrydelser sker hver dag, mens resten af verden sidder med ryggen til. For med vor tids bedst betalte ludere i ryggen - det er dem, nogle kalder mainstreammedierne - kan krigsmaskineriet fungere: Løgnen kan eksponeres og sandheden forties.
Danmark har én hæderlig Irak-journalist, der svømmer mod strømmen. Han hedder Bo Elkjær og sidder på Ekstra Bladet. Bo Elkjær har siden krigens start i 2003 ønsket at interviewe de to eksperter udi løgn og bedrag, hr. Fogh og hr. Møller, om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Og i 222 dage har han dagligt sendt breve til stats- og udenrigsministeren. Hver evig eneste dag, selv i weekenderne, stiller Elkjær konkrete og yderst relevante spørgsmål til Danmarks deltagelse i krigen. Elkjærs ihærdighed besvares naturligvis med gravens tavshed. Så meget for pressefriheden og åbenheden i Anders Foghs Danmark.
Men Bo Elkjær er heldig sammenlignet med den unge journalist Atwar Bahjat og hendes filmhold, som blev likvideret af regeringens sjakaler, da de tilsyneladende kom for tæt på sandheden omkring bombningen af Samarras gyldne moské. Atwar Bahjats filmhold kom til at optage noget, som verden ikke måtte se. Så meget for demokratiet og pressefriheden i Anders Foghs Irak.
For nyligt måtte vi danskere spise den bitre frugt af Anders Foghs høst. Vi var vidner til, hvordan Danmark og dannebrog blev trukket gennem sølet for øjnene af hele verden.
Danmark er taget som gidsel af reaktionære kræfter, siger man. Men som en kær ven for nyligt skarpt pointerede: Hvem siger, at et gidsel altid er uskyldigt? Det ville være ikke blot naivt men også farligt at tro, at den vold og ondskab, som i vores navn genereres og dirigeres mod fremmede folkeslag, forbliver del af et lukket kredsløb. Det gør den ikke; den regenereres og omdirigeres og vil unægteligt ramme os tilbage. Vore handlinger har konsekvenser. Det er det, vi lærer vore børn. Handlinger har konsekvenser. Når vi smider bomber ned i hovedet på sovende børn, som vi gør lige nu i Samarra, når vi bedriver folkemord og praktiserer nykolonialisme, ja, så kan det vel ikke undre, at der kommer en reaktion. Det er trist, at vi er havnet her. Men det er udelukkende konsekvensen af vor udenrigspolitik.
De der ønsker konfrontationen, taler gerne om civilisationernes eller religionernes sammenstød. Løgn! De mennesker, der gør brug af denne retorik, repræsenterer ikke nogen civilisation og de har ingen religion. Deres alter, deres Gud er kroner og ører. Og I nogles tilfælde mandater til folketinget. Den fantastiske George Galloway har sagt det bedre end nogen andre: We believe in the prophets and peace be upon them; they believe in the profits, and how to get a piece of them!
Så tro ikke de, der taler om religionskrig. Tro ikke de, der taler om opgør mod diktatur og terrorisme. Tro ikke de, der taler om krig for demokrati og menneskerettigheder. Den eneste krig der er, er den for profit og for geopolitiske interesser. Det bedste bevis derpå er Irak. For mens Fogh og hans venner hetzer mod islam og muslimer, samarbejder de med de mest mørke og reaktionære kræfter om at etablere det mest diktatoriske, fundamentalistiske og tilbagestående regime i Irak med kvindeundertrykkelse, torturkældre og sharia-lovgivning.
Det sker med vores velsignelse. Vor regering og deres støtteparti har med disse forbrydelser slæbt Danmark gennem verdens ækleste latriner. Danmark fortjener bedre.
Og hvad gør man så? Ja, man tager til demonstration ind imellem. Og det er jo fint nok. Men hvad betyder vores gestus i dag, hvad nytter det, at vi står her og efterlyser retfærdighed, når vi via vores pensionsopsparing og andre investeringer direkte finansierer de klyngebomber, der flænser folk fra hinanden?
Tiden er inde til at tænke anderledes. Til efterrationalisering. Til at leve anderledes. I disse dage er jeg meget lidt optimistisk i forhold til Iraks fremtid. Men jeg tror stadig på Danmarks. Og der skal gøres noget.
Vi mistede for et par uger siden en af de mest kompromisløse og progressive kunstnere, Danmark har kendt, den kære Thomas Koppel. Han skrev kort inden sin alt for tidlige død sit brev til Danmark, der også blev startskuddet til hans initiativ 'Budskab fra Græsrødderne'. Koppel skrev her blandt andet: Livet er fyldt med skønhed. Det skræmmende og hæslige er ikke nødvendigt. Der kommer ikke et tidspunkt, hvor det er vigtigere end nu at vi vågner op og selv griber initiativet til vores og vores børns fremtid.
Enhver der har Danmark kært, bør gøre disse ord til sine egne.
Lige nu lyder krigstrommerne i horisonten; deres blik er nu rettet mod Iran. Vi må for alt i verden sørge for at Danmark bliver holdt udenfor den kommende krig. Og ligeledes må vi sørge for, at Afghanistan og Irak rømmes for vore tropper.
Den brutalitet og meningsløshed som omgiver os og som vi ufrivilligt er gjort til del af, kan synes uovervindelig. Den kan stække de vinger, der burde løfte os højere op. Men vi må ikke give efter. Tiden er inde til forandring. Og sammen må vi løfte den opgave det er, at bære Danmark ud af dette middelalderlige mørke, som vor regering har placeret os i.
Skønheden må knække hæsligheden. Barmhjertigheden må erstatte grusomheden. Og over hadet må kærligheden vinde.

Ovenstående tale holdt Rina Dhahir ved lørdagens demonstration foran Christiansborg i anledning af treårsdagen for krigen mod Irak.