Når man kun er en lille allieret må man tage de knubs der kommer. Det kører ikke helt i olie for Fogh - og - olie kan også bruges til at stege i

Kapitalismens hjul skal snurre - det er dem, der driver kapitalakkumulationen fremad og holder systemet kørende. Uden tempo vælter det. Forudsætningen er et sort fluidum, der er lige så vigtigt for økonomien, som luften er for mennesker - olie.
Der er bare et problem. Olie er et råstof, der som udgangspunkt er bundet til, hvor det forekommer. Derfor er geografien og den geopolitiske situation så afgørende. Og derfor er meget i verdens gang styret af kampen om olien.
De lande, der har det store og stigende behov for olie, har snart intet tilbage. Vi kan se enden på ressourcerne i Nordsøen. De blev flået op af undergrunden og sendt på markedet, mens forsyningerne var store og priserne lave.
En af de store vindere var Mærsk, der det nationale image til trods, så at sige flyder oven på, fordi de syv verdenshave for Esplanaden er ét fedt. Jo dyrere olie, jo dyrere fragtrater. Også USA er ved at løbe tør.
Frem til 2030 vil Europas produktion til eget brug falde med 73 procent. Samtidig vokser energiforbruget hurtig. Kina er kommet til som en forbruger i eksplosiv vækst og har kun få forekomster selv.
En dramatisk situation er under udvikling. Derfor er kontrollen med de olierige områder et desperat spørgsmål for de rige lande, der bruger olien. Og derfor er kampen om forsyninger via ledninger også et spørgsmål af stigende betydning.
Der er realiseret eller planlagt rørledninger til Europa fra Algeriet, Tunis, Libyen, Mellemøsten over Tyrkiet og Balkan, fra Ukraine, Hviderusland og Rusland.
Dette præger allerede de strategiske satsninger i Europa mere end, det ser ud til. USA befinder sig i en endnu vanskeligere situation.
Som bekendt kan udviklingen i Mellemøsten, hvor det meste olie ligger under sandet, kun ses i lyset af olien. 90 procent af verdens oliereserver ligger i de islamiske lande. Hvis olie var en civilisation, kunne man med rette tale om, at de rige lande befandt sig i et clash mellem civilisationer.
Det er lande som især Saudi-Arabien, Iran og Irak. De har mere end rigeligt olie til deres eget behov. Og de har været eller er lyd-regimer for USA. Det store paradoks er, at samtidig med, at USA fortsat proklamerer den store demokratisering af Mellemøsten, vil selvstændige demokratiske lande være det sidste Washington ønsker.
Venezuela er et godt eksempel på et demokratisk land, hvor Chavez` regering satser på uafhængighed. USA vil benytte den første chance, der viser sig, til at vælte denne demokratiske regering.
Derfor ser vi også i øjeblikket i Mellemøsten et billede præget af en række enkeltkonflikter, der ligger i et bånd fra Middelhavet med Palæstina, Israel, Irak, Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan og de mindre nye republikker i omkring Kaukasus.
Der er ingen tvivl om, at USA, som er det land. der har det største behov, gør alt for at holde disse konflikter adskilte. Formålet er klart, at holde dem under kontrol, så meget som det kan lade sig gøre. For USA handler det om, at konflikterne forbliver på et for USA operationelt niveau . Balancen er yderst skrøbelig for tiden - må man nok sige.
Bush` nære ven i tykt og tyndt - Anders Fogh - var af denne grund nødt til at aflyse sit besøg til Indien. En stribe af danske virksomheder var ellers parat til at følge i kølvandet og skovle ordrer hjem fra den relativ boomende indiske økonomi.
Planen var god nok. Som medlem af koalitionen fik Fogh tildelt et besøg i Indien, kort efter at Bush selv havde været der. Noget må der jo falde af. Men - besøget måtte aflyses, for ikke at bringe den spændte situation i ubalance. USA har formentlig takket Fogh for denne venlige og passende aflysning.
Når man kun er en lille allieret må man tage de knubs der kommer. Det kører ikke helt i olie for Fogh - og - olie kan også bruges til at stege i.