Den sande værdi i Københavns Kommune er, at økonomi kommer før mennesker

af Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem i LFS
Der snakkes og skrives konstant om værdier i disse tider. Læser man alt, lige fra regeringens målsætninger, over kommunernes visioner, til institutionernes ambitioner, så ser verden god, venlig og rar ud. Men ord på papir kan være taknemmelige. Hvis værdier ikke skal udvikle sig til skueværdier, så er det den konkrete virkelighed, der afgør, om værdier er reelle eller ej.
Desværre er al den værdisnak ofte ideologisk røgslør, som dækker over den barske virkelighed. Københavns Kommune er et rigtigt godt eksempel på, hvordan værdier er blevet til kejserens nye klæder.
I Københavns Kommunes personalepolitik står der: Rummelig arbejdsplads, der kan rekruttere og fastholde alle aldersgrupper og give mulighed for at fastholde ældre erfarne medarbejdere eller medarbejdere, som, der på grund af sygdom eller andet, ønsker omplacering eller nedsat arbejdstid.
Det fremgår også af den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltnings personalepolitik, at man så vidt muligt ønsker at fastholde medarbejdere, der ikke længere er i stand til at varetage deres arbejde i normalt omfang - enten via ændringer i arbejdsopgaverne, omflytning, oprettelse af fleks- og skånejob eller seniorordninger.

Økonomitænkning
Men i virkelighedens verden lægger den nyliberale økonomitænkning gift ud for en personalepolitik med et menneskeligt ansigt. Den øgede selvforvaltning og decentralisering viser mere og mere sin åbenlyse bagside i sygdomssager og afskedigelsessager. 'Den svære sygdomssag' er overhovedet ikke egnet til lokal afgørelse, fordi den decentrale økonomi spiller for stor rolle. Udviklingen medfører, at forvaltningernes håndtering af sygdoms- og afskedigelsessager bliver mere og mere uanstændig og uetisk.
Fastholdelse af det grå guld (ældre medarbejdere) er reduceret til en floskel. Alt Københavns Kommune har at gøre godt med, er en manglende realiserbar seniorpolitik. Når jeg skriver realiserbar, så er det, fordi man har én seniorpolitik - men pengene til at lave senioraftaler skal hentes på den enkelte institution.
'Overskuddet' til at selvfinansiere den gode personalepolitik med et menneskeligt ansigt i daginstitutionerne kan kun komme, hvis der spares på arbejdskraften: Via færre ansatte, erstatte uddannede med uuddannede, erstatte 'højtlønnede' med nyuddannede. Altså gennem 'selvudbytning' af sin egen og kollegernes arbejdskraft for at hjælpe en kollega, der er blevet slidt efter et langt arbejdsliv. Dermed bliver diverse KTO-rammeaftaler nærmest umulige at realisere over for den enkelte medarbejder, fordi det er blevet en opgave for den enkelte arbejdsplads at implementere.

Besparelser
Det skriger til himlen, at politikerne i Borgerrepræsentationen ønsker at nedbringe antallet af sygedage, når de samtidig lægger op til en trecifret millionbesparelse i budget 2007. Det er netop nedskæringer år efter år, der har brutaliseret de københavnske arbejdspladser i sådan en grad, at Københavns Kommunes personalepolitiske regnskab er en katastrofe.
Politikernes respektløshed over for kommunens ansatte vises med al tydelighed i Accenture-skandalen, hvor et to-trecifret millionbeløb er spildt på Borgerrepræsentationens ideologiske skoleridt med udlicitering af kommunens lønsystem.
Det er den manglende sammenhæng mellem det man siger, man vil gøre, og det man gør i Københavns Kommune, som udstiller personalepolitikken som skueværdier. At de nye forvaltninger i Københavns Kommune nu skal til at arbejde med performance management, vil kun forstærke den negative udvikling. Den sande værdi i Københavns Kommune er, at økonomi kommer før mennesker.