Udligningsreformen er ikke det Robin Hood projekt, som Lykke Rasmussen og Thulesen Dahl forsøger at sælge det som

Bankerne og rederierne skovler penge ind. Samtidig blæser Brian Mikkelsen på nyt liv i Den Store Nationale Kulturkanon. Er der en naturlig sammenhæng?
Økonomi - ikke kommunernes og ikke de jævne borgeres, men bankernes, rederiernes, medicinalindustrien s og mange andre med dem.
Udligningsreformen er ikke det Robin Hood projekt, som Lykke Rasmussen og Thulesen Dahl forsøger at sælge det som. Det er slet ikke en ligheds- eller en fordelingspolitik i det sociale perspektiv.
Kommunerne er kommet under hård central statslig styring af Indenrigsministeriet og Finansministeriet. Der bliver lagt rammer og et højt skattetryk ud over landet. Kommunerne kan ikke øge deres indtægter, men skal samtidig løse flere opgaver. Fogh-regeringen gør kommunerne ansvarlige for regeringens egne nedskæringer.
Det er i høj grad et demokratisk problem, at Fogh-regeringen ikke benytter deres ytringspligt til at sige: ja, nedskæringer, det er netop det, vi vil! Mens denne udvikling foregår polariseres vores samfund. Dette er dokumenteret i en ny undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I en anden ende af samfundet kan selskaberne konstatere ekstreme profitmarginer. Den Danske Bank har i 2005 haft et overskud på 17,8 milliarder kroner, Nordea Bank havde et overskud på 22 milliarder kroner, Novo 8,2 milliarder kroner, TDC 4,5 milliarder kroner oo så videre.
De 19 største selskaber på Københavns Fondsbørs har haft et samlet overskud på 74 milliarder kroner Og profitmarginen har været på 20 procent. Det vil sige, at de har tjent 20 øre for hver krone, der er omsat! Top-selskaberne har en profitmargin på cirka 50 procent Det er en tilstand, der er præcis, som de liberale og konservative ønsker det.
Kultur - Ministeren for kultur - Brian Mikkelsen - har gjort det igen. I efteråret erklærede Mikkelsen, at han med sine kanoner ville åbne kulturkampens nye front mod det muslimske parallelsamfund, der praktiserer middelalderlige normer og udemokratiske tankegange.
Han måtte bide i det sure æble og dementere, hvad han havde sagt, ellers ville indtil flere kanonudvalg nedlægge hvervet i Brian-kanon-komiteerne. Tirsdag stod han så igen ved sin front - sikkert opmuntret af de rørte vande.
Fogh og Brian er et interessant par - liberalisten og den moralske konservative. For dem er kultur vigtig. For kultur er i det neo-liberale koncept to ting: en vare og et autoritært disciplinerende redskab.
Markedet er nøglen i liberalismen. Det skal være så stort som muligt, og derfor går den neo-liberale strategi ud på at udvide markedet så meget som muligt ved at gnave lunser ud af den offentlig sektor og ved for eksempel at ekspandere 'oplevelsesøkonomien'. Kvalitet og indhold måles alene på salget. Derfor ser vi også at markedsføringen ofte fylder mere end selve det kunstneriske eller kulturelle indhold.
Det andet ben - som også udtrykker sig i sagen om tegningerne - er kultur som et autoritært og disciplinerende redskab. Når indholdet som sagt er ligegyldigt, og det andet formål skal opfyldes, kommer Brians kanon til sin ret.
Den såkaldte 'kristne kulturarv' - som angiveligt ikke er middelalderlig, ligesom islams kulturarv er det i det Brians verdensbillede - skal, sammen med den borgerlige nationalromantik, være fundamentet for danskheden i en turbulent verden.
De Brianske bageformer mases ned over vore hoveder. Denne afsluttede kultur passer som fod i hose til den illusoriske fortælling om det neo-liberale verdensrige.