Vores farvel til Erik Balling bør ikke være et farvel til den gode folkelige film, der favner og danner på samme tid

af Michael Obel, direktør for Thura Film
Med Erik Ballings død i november sidste år, er der blevet sagt og skrevet meget om, at der ikke alene var tale om en afsked med Balling, men også med den folkelige film.
Alligevel kan man ikke løbe fra, at det går godt for dansk film. Gennem de sidste ti år har vi opnået meget - især kunstnerisk og inden for den moderne realisme, der i disse år præger de danske film, som går sin sejrsgang både herhjemme og i det store udland.
Men på trods af succesen, kan man diskutere, om ikke vores film ligner hinanden for meget. Mangfoldigheden mangler! I professionaliseringens navn har dansk film klonet sig til den sikre succes, og recepten bliver brugt igen og igen. Men undervejs i de ovennævnte bestræbelser har man glemt at dyrke og fremme den folkelige film. Den er så at sige faldet ud af repertoireplanerne.

Den folkelige film
Den folkelige film er ikke død. Men den er fanget i en ond spiral, så at sige. For i dag bliver den folkelige film betragtet som dårlig smag. Det er ikke fint nok at lave en folkekomedie. Det giver ingen prestige, og derfor tiltrækker genren heller ikke vores allerdygtigste instruktører og manuskriptforfattere. Og de tiltrækker heller ikke penge fra filminstituttet. Og det er synd, for Erik Balling viste, at disse film kan være af høj kvalitet, og med det in mente burde vi sørge for, at den folkelige film ikke bare bliver hældt ud med badevandet.
Men hvorfor er netop den folkelige film så vigtig for et land? Når den folkelige film er bedst, tjener den en vigtig kulturhistorisk funktion. Den folkelige film kan bedre end andre typer af film give nogle præcise billeder af tiden, det danske samfund og de 'typer', som vi alle sammen møder i dagens Danmark. De folkelige film tør karrikere og twiste personerne med kærlighed og dril, så de bliver en forstørrelse af virkeligheden.
Når den folkelige film er godt lavet, tager den os alle sammen lige på kornet, og giver os dermed en fælles selvforståelse. Hvad har 'Matador' ikke betydet for den danske selvforståelse? Og hvad med 'Huset på Christianshavn'?

Svar på Olsen-banden
Den gode folkelige fortælling giver os en fælles kulturel identitet, og det har vi alle sammen brug for. Vi har brug for noget at spejle os selv og hinanden i, og vi har brug for noget at samles om som nation.
Ud over måske EM-finalen tilbage i 1992, kronprinseparrets bryllup og til nød et folketingsvalg, hvad kan så ellers samle danskerne? Det kan den folkelige film, eller det kunne den i hvert fald under Ballings kyndige hånd. I dag er det hovedsagelig tv, som samler folket. Dramaserier som 'Taxa', 'Rejseholdet', 'Ørnen' og 'Krøniken' lægger gaderne øde. Men det samlingspunkt burde også være der omkring den kvalitetsprægede folkelige biograffilm.
Derfor står vi lige nu og mangler et opdateret svar på 'Olsen-Banden' i biograferne. Og med opdatering mener jeg den moderne folkekomedie, der skildrer Danmark anno 2006 og ikke anno 1950. Der dukker dog indimellem gode forsøg og gode eksempler op på den moderne folkelige film rækkende fra Den eneste ene, hen over I Kina spiser de hunde til Solkongen, Min søsters børn og Adams æbler, blot for at nævne nogle i rækken.
De er måske ikke alle lige perfekte og når jeg nævner dem er det blot for at give et indtryk af, hvordan den moderne folkelig film i dag tegner sig.

Lav anseelse
Den svingende kvalitet hænger direkte sammen med, at vi ikke dyrker talentet og genren, fordi den ikke interesserer branchen nok. Hvor går for eksempel vores nye 'Tomas Villum`er' (Min søsters Børn) eller 'Anders Thomas Jensen`er' hen og får udviklet deres særlige kunnen?
Der er ikke plads til dem hverken på Filmskolen eller for den sags skyld på Filminstituttet eller i DFI`s Talentudviklingspulje, for der er man ikke tilstrækkeligt fokuseret på og fascineret af den folkelige fortælling og dens traditioner. Begge steder er man enige om at fremelske talentet for de kunstnerisk ambitiøse film og for det moderne socialrealistiske hverdagsdrama. Derfor er vi også så gode på netop de to fronter i øjeblikket, derfor har vi allerede både en Lars von Trier og en Per Fly, men vi mangler det tredje ben - den folkelige film.
Resultatet er, at der i dagens Danmark ikke findes noget professionelt forum for udvikling af den folkelige film. Og som en dominoeffekt har det påvirket både kvaliteten, tiltrækningskraften og anseelsen - ingen af delene er høje nok.
Netop på grund af den lave anseelse bliver nogle af de talenter, som i dag er i stand til at lave den folkelige fortælling, afskrækket fra at gøre det, fordi de risikerer at pleje deres karriere dårligt. Det gælder både indadtil i branchen og udadtil hos for eksempel et samlet anmelderkorps, der har tendens til at se ned på den folkelige genre - ligesom det faktisk var tilfældet for Balling efter hans første 'Olsen-Banden', der blev sablet ned.
Vi bliver nødt til at gøre en indsats for at tage den folkelige film alvorligt igen. Vi har et ansvar for at prioritere den med både uddannelse og økonomiske midler. Men hvad kan vi gøre konkret?

Succeskriterier
Vi kunne diskutere nogle fælles succeskriterier for den moderne folkelige film og komedie. Med det som udgangspunkt kunne branchen skabe et grundlag for at iværksætte en treårig forsøgsordning med for eksempel en filmkonsulent, der udelukkende fik til ansvar at støtte den danske folkelige film og komedie.
Samtidig skulle man naturligvis sætte den på skemaet på Filmskolen i et eller flere semestre, og man skulle optage talentspirer, som har lyst til at lave den folkelige film.
Mig bekendt har der ikke i nyere tid siddet folk i Filmskolens optagelsesudvalg, som nogen sinde har været involveret i at lave en folkelig film, og dermed har den kompetence ikke været repræsenteret. Derfor mindskes sandsynligheden også for, at man overhovedet optager sådanne talenter.
Genren kræver, ligesom den kunstneriske film og alle andre filmgenrer, at man tager opgaven alvorligt. Man skal gå til projektet med høje ambitioner, da det er ligeså krævende at skabe en god folkelig film.
En folkelig film og folkekomedie lever langt hen ad vejen i kraft af humor, og god folkelig humor er meget svær at etablere. Tag bare stand-up-komikken. Den har på rekordtid vokset sig kæmpestor i Danmark og har taget især det yngre publikum med storm. Komikerne har fået stjernestatus og bliver rekrutteret til både tv, film og teater, men genren bliver også dyrket.
Stand-upperne har deres egne scener og klubber, hvor talentmassen konstant kan prøve materiale af ansigt til ansigt med både kolleger og publikum. Vi kunne nå langt, hvis vi skabte nogle tilsvarende vilkår for den folkelige films instruktører og manuskriptforfattere - hvis vi satsede på dem, ligesom man gør mange steder i udlandet blandt andet i England. Her eksisterer der en lang og ubrudt tradition for at beskæftige sig med det jævne folks virkelighed, vores alle sammens virkelighed - tænk bare på Noel Cowards Privatliv eller Monty Python's Flying Circus og Fawlty Towers.

Skævvridning
Det er for eksempel også en englænder, Alistair Beaton, der har skrevet både Spindoctor og Let`s kick Ass, som for nylig har gået med stor folkelig succes på Nørrebros Teater. Det kan altså godt lade sig gøre, men det er meget sigende, at vi i Danmark har været nødt til at importere råmaterialet og bearbejde det - fordi vi ikke selv er leveringsdygtige i nogen, der kan mestre genren - heller ikke i filmbranchen. Og det er i sidste ende et problem for repertoiret.
I takt med at vi udelukkende har fokuseret på de kunstneriske film og den moderne fortælling, er repertoiremangfoldigheden blevet mindre og mindre. Nedprioriteringen af den folkelige film har givet en ubalance i repertoiret, en skævvridning, som mindst af alt publikum kan være tjent med. Det er tid til at gøre en indsats for at få balance i repertoiret igen.
Vi skal tro på, at det kan lade sig gøre. I dag skal vi fortsætte arbejdet med den samme ambition og anerkende den kulturbærende værdi som den folkelige film vitterlig indeholder. Og vi skal bære den videre som et spejl af os selv, af vores kulturelle identitet, fordi vi har brug for den. Også i fremtiden.