Løber man panden direkte ind i muren, er det undertiden panden og ikke muren, der tager mest skade

af Kjeld Stenum
Tidsplaner har fanden skabt. Har byggepladsledelsen sagt ja til en stram tidsplan på et byggemøde, skal den også kunne sige nej til ethvert forsøg fra bygherre eller arkitekt om at stramme nogen som helst af de elastikker, som enhver projektbeskrivelse jo uundgåeligt indeholder.
Har byggepladsledelsen ikke nosser til det, så må den i stedet sparke, piske og lokke os kulier til på én eller anden måde at løbe stærkere.
Et næsten uundgåeligt resultat af det er forringelse af byggekvaliteten, hvilket der må bruges tid på at rette op på. Så er man inde i en ond spiral, hvor man kommer mere og mere bagefter, og kvaliteten synker og synker, så der bliver endnu mere reparation. Og byggepladsledelsen må tage mere og mere desperate metoder i brug.
En metode, som kom på bordet ude på Ørstedsværket, var en trussel om tvunget overarbejde. Ved tvunget overarbejde røg overtidsbetalingen, forlød det truende, og vi måtte selv om, hvorvidt vi ville drive situationen dertil, eller vi ville løse problemet med hvad de så kaldte frivilligt overarbejde.
Det reagerede vi lidt forskelligt på. Jeg var usikker på det med overtidsreglerne, for overarbejde er noget, jeg aldrig bruger, medmindre det skyldes, at vi står midt i en støbning, og det går ud over makkerne, hvis jeg siger nej. Jeg kunne godt huske, at der var kommet et EU-direktiv om det, men jeg havde ikke helt styr på, hvordan det var implementeret i vores overenskomster.
Men sådan som det blev lagt op, brugte de os som gidsler mod hinanden. Hvis jeg sagde nej til at arbejde frivilligt over, var jeg med til at bringe det tvungne overarbejde ned over hovedet på os alle sammen. Så jeg gik til formanden og sagde, at hvis det var sådan, det skulle til at køre, så ville jeg søge andet arbejde.
Vestsjællandssjakket reagerede noget anderledes. De plejer ikke at være fedterøve. Men deres bajds stillede sig straks villig til forhandling og foreslog selv som udgangspunkt, at vi tog et par timer ekstra om morgenen. Det var ikke fri for, at jeg følte mig røvrendt.

Senere på dagen snakkede jeg med sikkerhedsmanden. Jeg spurgte ham, om han kendte overtidsreglerne. Det gjorde han ikke, men han skulle alligevel have fat i fagforeningen og lovede at få styr på det.
Næste dag kom han med en udskrift af overenskomsten, hvor der stod, at fast overarbejde i en periode kun kunne etableres, hvis der var lokal enighed om det. Det sagde jeg så til såvel formanden som bajdsen for Vestsjællandssjakket. Men - sådan som sagerne nu stod, sagde formanden, så mente ingeniøren, at der var lokal enighed. For vestsjællandssjakket havde sagt ja, og de var flere end os andre. Jeg sagde, at det var bondefangeri. De skulle ikke regne med, at jeg blev.

Men indtil jeg havde nyt arbejde, følte jeg mig jo tvunget til at følge de andre og møde to timer tidligere om morgenen.
Efter et par dage kom formanden og sagde, at jeg ville blive flyttet til en anden plads med ugens udgang, så kom jeg ud af klemmen. For han ville helst, at jeg ikke rejste. Det var selvfølgelig pænt af ham. Men det var jo ikke det, jeg havde været ude efter. Det var ikke bare mig, det skulle løses for, det var hele pladsen.
Nu kunne jeg så have valgt at rejse alligevel. Men så var det kommet til at handle om, at jeg ikke var til at stille tilfreds, for jeg ville hverken arbejde over eller være fri for det. Og det, som det egentlig handlede om, var, at firmaet havde røvrendt os. Så det endte med, at jeg lod mig flytte.

Men se nu, hvad der skete, efterhånden som resten af min sidste uge gik. Den første dag mødte hele vestsjællandssjakket jo tidligt op, sådan som det var aftalt, og da formanden og ingeniøren kom, sydede byggepladsen af aktivitet og optimisme.
Nu var der så én, der skulle til tandlæge efter middag, derfor måtte den ene af de to biler, de kørte i, jo dampe tidligt af. Med alle de folk, der kørte i den, selvfølgelig, ellers kunne de jo ikke komme hjem.
Dagen efter var der udbrudt en eller anden lokal virus derovre, og omkring halvdelen var syge, i øvrigt var der også én, der havde noget afspadsering til gode, som han var nødt til at benytte sig af lige netop i den uge.
Allerede på tredjedagen mødte der næsten ingen frem fra Vestsjælland. Og ved ugens slutning var det tydeligt, at den der overarbejdsordning, den fungerede ikke helt som planlagt. For firmaet havde fået meget færre mandetimer ud af det hele, end det fik på en normal uge uden overarbejde. Da der samtidig var ballade med at få godkendt de timer, vi skrev på, var vestsjællandsbajdsen om fredagen så sur, at han sagde, det her overarbejdspjat det gad han i hvert tilfælde ikke mere, når der skulle gås i så små sko.

Hvad det helt nøjagtigt ender i, ved jeg i skrivende stund ikke. Jeg blev jo flyttet.
Men ifølge de efterretninger, jeg har derudefra, så har firmaledelsen haft oppe at vende, om hele bundtet skulle fyres. Det har man dog opgivet igen, for der er så meget gang i byggeriet lige nu, at det ikke er til at få nye folk.
Jeg kan godt se, det er en led klemme for byggepladsledelsen. Men jeg synes, de selv har bragt sig i den. Jeg kan også godt se, at de alligevel ikke er blevet fedterøve ude i Vestsjælland. Og jeg selv? Ja, jeg må vel lære, at løber man panden direkte ind i muren, er det undertiden panden og ikke muren, der tager mest skade. Men giver man efter som det blødeste vand, kan man hule den hårdeste sten.