Dags dato (23. februar) var jeg i Netto for at købe et par små lyserøde strømpebukser til mit år gamle barnebarn. Da jeg står og leder efter den rette størrelse ser jeg til min gru, at der ligger ¤¤håndgranater¤¤ ved siden af!

af Susanne A. Bauer, Karise
HÅNDGRANATER! I et supermarked?
Min holdning har alle dage været, at krigslegetøj ikke hører hjemme hos børn (i det hele taget hører det ikke hjemme nogen steder), - hvorfor skal børn lære at slå hinanden ihjel og på den anden side ikke have den ringeste anelse om, at vi slår dyr ihjel for at spise dem.
I en tid som denne, hvor vi for alvor må have vores værdigrundlag og menneskesyn op til revideret overvejelse, finder jeg det skærpende grotesk at finde 'håndgranater' i en dagligvarebutik.
Hvad bliver det næste? - jeg skal ikke komme med 'gode' ideer, men er det ikke på tide, at vi voksne tager os sammen og er vores ansvar bevidst!?
Jeg er begyndt at tænke på diktatur som en udmærket erstatning for et udlevet demokratisk samfund, hvor solidaritet, fællesskab og ansvarlighed er fremmedord, og hvor misundelse i et overflodssamfund som aldrig før er ved at kvæle os.
Det er tilsyneladende platheder og enkeltsager der sætter dagsordenen, i stedet for ideologier.
Jeg varetager gerne funktionen som diktator, for der mangler i den grad nogle ansvarlige politikere, som vover at diktere en human dagsorden, hvor ansvarligheden er i højsædet. Politikere som vover at beslutte 'ting' vi ikke kan/vil tolerere i et moderne højt udviklet (afviklende?) samfund.
Vi må have en diskussion om det ideelle samfund og derved også 'vove' at forbyde eksempelvis krigslegetøj - det at alt er frit er ingen frihed i sig selv - det er snarere et hæmmende bånd.
Demokrati er ikke ligegyldighed og ret til at 'rage til sig', det er interesse for alles bedste, og som landets politik ser ud for indeværende, har vi ingenlunde demokrati, men plutokrati hvor det udelukkende er pengene, som bestemmer værdierne.
I øvrigt finder jeg det bekymrende, at det er ved at være medierne, der bestemmer samfundsstrukturen. Fortidens journalisters fornemme opgave med at 'holde øje med afvigelser og overtrædelser' er nu tilsyneladende afløst af påfund for at sælge budskaber og opretholde sin eksistens, for hold da kæft, hvor har alle medier det dog godt med al den uro såvel inden- som udenrigspolitisk.
Intet nyt er ikke godt nyt - men skidt nyt er godt nyt, og det er efterhånden blevet nutidens mantra.
Næ, - lad mig komme til magten.