Mens den danske regering forsvarer en falsk ytringsfrihed, knægtes og indskrænkes den virkelige ytringsfrihed. I et orienterende brev til den internationale kommunistiske bevægelse fortæller Sven Tarp fra DKP/ML om censuren mod dagbladet Arbejderen

af Sven Tarp, International Sekretær for DKP/ML
Den 24. februar kontaktede politiets efterretningstjeneste (PET) Arbejderens internetudbyder og truede ham med retsforfølgelse i henhold til terrorloven, hvis han ikke fjernede Oprørs appel fra avisens hjemmeside

Overtrædelse af dansk lov
Politiets aktion er en klokkeklar overtrædelse af gældende dansk lovgivning. Samme dag som aktionen mod Arbejderen fandt sted, forsøgte politiet også at fjerne Oprørs appel fra flere andre websider. To af disse blev helt eller delvist lukket ned, nemlig Rød Ungdoms og Enhedslistens folketingsgruppes hjemmesider. Alle disse handlinger er en knægtelse af den ytringsfrihed, som den herskende klasse så hyklerisk har lovprist under krisen om Muhammed-tegningerne.
Politiets censur mod Arbejderens hjemmeside er i den forbindelse særligt alvorlig. Ifølge den danske Grundlov er det eksplicit forbudt igen at indføre censur i Danmark. Og ifølge Medieansvarsloven er det chefredaktøren, som er den eneste ansvarlige for det stof, som avisen bringer. Hvis politiet således har mistanke om, at det offentliggjorte materiale er i konflikt med loven, må det ikke selv skride til handling, men må først sigte chefredaktøren – ikke internetudbyderen – og bringe sagen for en dommer, før det griber ind.
Som det fremgår, er loven meget klar på dette punkt. Men den 24. februar skred politiet til handling uden dommerkendelse og uden at informere avisens ejere og redaktion. Førende juridiske eksperter har vurderet, at censuren mod Arbejderen er en klar overtrædelse af dansk lov. Også Foreningen af Danske Dagblade, som Arbejderen er medlem af, har bekræftet ulovligheden af politiets handling.
Arbejderens redaktør har sendt et protestbrev til politiet, som indtil videre har valgt ikke at kommentere det. Et andet brev er blevet sendt til statsminister Anders Fogh Rasmussen, som også er pressens minister. Men statsministeren, som i ytringsfrihedens navn aktivt har forsvaret Jyllands-Postens ret til at fornærme muslimer under Muhammed-krisen, har gennem sit kontor på arrogant vis ladet forstå, at han først vil svare i løbet af en måned.

Terrorlovene
Danmarks Kommunistiske Parti ML betragter censuren mod sin avis som endnu et udtryk for den totalitære omformning, som den danske stat har gennemgået i løbet af de sidste to årtier. Denne proces har taget fart i de seneste år, ikke mindst efter 11. september med efterfølgende vedtagelse af de såkaldte anti-terrorlove, som udgør et mere eller mindre ens fænomen i de vestlige »demokratier«.
Det er velkendt, at disse love ikke kun er rettet mod de virkelige eller påståede terrorister, men også mod kommunisterne og andre progressive kræfter, som på den ene eller anden måde udfordrer den eksisterende orden. Som sådan markerer de en generel indskrænkning af borgernes rettigheder og grundlæggende friheder. Det er ikke tilfældigt, at den første organisation, som er blevet dømt i henhold til den danske version af terrorlovgivningen, er Greenpeace, fordi den har hængt et banner ud fra en bygning i København.
Terrorlovgivningen er blevet udstrakt til stadig flere områder af befolkningens daglige tilværelse. Så sent som i sidste uge bekendtgjorde den højreorienterede regering – gennem justitsminister Lene Jespersen – en lang række nye love, som blandt andet vil give politiets og hærens efterretningstjenester fri adgang – uden dommerkendelse – til alle offentlige registre med personlige oplysninger om alt fra skatteindbetaling til sundhedstilstand. Eftersom Danmark er et af de lande i verden med flest registre, betyder dette, at staten kan få næsten ubegrænsede oplysninger om enhver borger i landet. Justitsministeren har oplyst, at nye love af samme karat kan ventes i fremtiden.
Sidste uge bragte også et andet eksempel på den danske stats totalitære udvikling. På et møde, som Financial Action Task Force (FATF), der er en slags »anti-terroristisk» gruppe nedsat af G-8, afholdt i Cape Town i Sydafrika, forpligtede den danske regering sig sammen med 33 andre OECD-lande til at overvåge »frivillige foreninger og deres bestyrelsesmedlemmer for at sikre, at foreningerne ikke misbruges af terrorrister til pengeoverførsler«. Dette nye skridt mod »terrorisme« er således blevet besluttet i en international organisation og accepteret af den danske regering uden forudgående diskussion i Folketinget. De traditionelle demokratiske procedurer er tilsyneladende ikke længere passende for den meget »demokratiske« danske stat og de øvrige OECD-stater.

Modstand mod terrorlovene
Det er helt naturligt, at den totalitære terrorlovgivning har fremkaldt en voksende modstand. Et udtryk for dette er Foreningen Oprør, som blev stiftet i 2004 for at udfordre de terrorlove, som blandt andet kriminaliserer solidariteten med revolutionære og nationale befrielsesbevægelser, som USA og EU vilkårligt har sat på deres lister over »terrorister«.
På grund af deres historie og deres verdslige, demokratiske og humanistiske mål, besluttede Oprør at koncentrere sig om to af disse organisationer, nemlig den colombianske FARC og den palæstinensiske PFLP, og støtte dem moralsk og finansielt. Få måneder senere overførte Oprør offentligt, og i direkte konflikt med de danske terrorlove, betragtelige beløb til disse to organisationer.
I sommeren 2005 udsendte Oprør en international appel til demokratiske organisationer og foreninger i Europa og opfordrede dem til »at gå sammen med os i fortsat modstand mod de europæiske terrorlove og EU's terrorliste«. Kort efter blev en af foreningens talsmænd, Patrick Mac Manus, anholdt og sigtet for at støtte organisationer på EU’s terrorliste. Denne sigtelse kan i henhold til straffelovens terrorafsnit give ham op til ti års fængsel. Samtidig fjernede politiet – denne gang med dommerkendelse – appellen fra Oprørs hjemmeside, efter at foreningen selv havde nægtet at gøre det.
Som reaktion herpå besluttede elleve progresive og demokratiske partier og organisationer at anbringe appellen på deres hjemmesider, hvad Arbejderen allerede i forvejen havde gjort som et led i den almindelige nyhedsdækning. Tre måneder senere modtog avisens redaktør et brev fra Københavns politi, som krævede, at avisen fjernede appellen fra hjemmesiden. Den 13. december mødtes Arbejderen og elleve andre organisationer, som havde lagt appellen på deres hjemmesider, og besluttede sammen at afvise politiets krav.
Otte dage efter søgte Arbejderen »politisk asyl« til appellen, som blev lagt på tre sprog på i alt 25 servere over hele Europa, hvortil kommer en række kommunistiske og progressive organisationers hjemmesider. Arbejderens redaktør, Birthe Sørensen, udtalte ved den lejlighed:
»Vi tager dette skridt for at understrege, at vi mener spørgsmålet om ytringsfrihed skal tages meget alvorligt. Alle har så travlt med at diskutere Jyllands-Postens ret til at krænke muslimerne, samtidig med at den danske stat er i gang med at indføre censur«.
Fra dette tidspunkt og frem til den 24. februar, hvor politiet ulovligt greb ind og fjernede appellen fra Arbejderens hjemmeside, fandt der ingen kommunikation sted mellem avisen og politiet. Men fire dage tidligere var syv aktivister – herunder et medlem af DKMP/ML – blevet arresteret for at sælge t-shirts til fordel for FARC og PFLP. De er nu atter på fri fod, men risikerer ligesom Oprørs talsmand Patrick Mac Manus op til ti års fængsel.

Modsætninger inden for de herskende kredse i Danmark
Undertrykkelsen af retten til ytre solidaritet med revolutionære og nationale befrielsesbevægelser finder sted på et yderst særegent tidspunkt i nyere dansk historie. Krisen omkring Muhammed-tegningerne, som på den ene side er en konsekvens af årtiers ydmygelse af de muslimske folk og på den anden side et resultat af Jyllands-Postens og den nuværende højreregerings arrogance og stupiditet, har fremkaldt et internt rivegilde blandt de herskende kredse i Danmark.
Revolten i de muslimske lande har allerede ført til betydelige økonomiske tab for en række store danske virksomheder, som nu vender deres frustrationer mod regeringen. Både Dansk Industri og Landbrugsrådet har kritiseret regeringen for dens håndtering af krisen. Direktøren for Grundfos, som sidder på over halvdelen af verdensmarkedet for vandpumper, har udtalt, at hans virksomhed overvejer at flytte produktionen til udlandet, hvis regeringen ikke ændrer sin arrogante linje.
På den anden side kan der både inden for regeringen – navnlig blandt de Konservative – og blandt andre partier i Folketinget, med undtagelse af det ekstremistiske Dansk Folkeparti, spores voksende frustrationer og kritik af regeringens stivnakkede takling af Muhammed-krisen. Også en række kendte intellektuelle og tilmed redaktørerne af nogle af de store massemedier har sluttet sig til kritikernes kor.
Som svar herpå er statsminister Anders Fogh Rasmussen og andre ministre og ledere af Venstre gået til modangreb. Soom noget uhørt i nyere dansk politisk historie har de skarpt kritiseret erhvervslivet, med navns nævnelse, for have en anløben moral og kun at tænke på penge, og massemedierne og de intellektuelle for at udvise dobbeltmoral og ikke forsvare den ytringsfrihed, som de selv gør brug af for at arbejde og leve. På denne måde er vi vidner til et af disse sjældne øjeblikke, hvor et politisk parti offentligt støder sammen med den sociale klasse, som er dets grundlag.
Indtil videre er regeringen dog ikke i fare. Og en af grundene hertil er netop, at den på andre områder – såsom sociale nedskæringer, privatiseringer og undertrykkelse af progressive ideer – gør, hvad storkapitalen forventer af den. På trods af de dybe modsætninger er den politiske situation således stadig relativ stabil, om end en vis reorganisering af regeringen og den parlamentariske scene ikke kan udelukkes i tiden fremover.

Ytringsfrihed er er klassebegreb
Det er hverken muligt at se fjernsyn, høre radio eller læse avis uden at fornemme den omfattende idekamp, som foregår i det danske samfund i kølvandet på Muhammed-krisen. I sin kerne er denne debat sund, men den rummer også store farer. Og grunden hertil er den måde, som de danske massemedier forvalter ytringsfriheden på.
På den ene side går de ikke glip af en eneste mulighed for at prise ytringsfriheden, som den praktiseres i Danmark, navnlig under den nuværende krise. På den anden side er debatten yderst kontrolleret, og der gøres meget for at undgå, at visse progressive og tilmed kommunistiske ideer får adgang til de store private og offentlige massemedier. Der bliver på det nærmeste ikke sagt et ord om de virkelige trusler mod ytringsfriheden. På denne måde får begrebet repressiv tolerance, som blev indført af en amerikansk filosof for omkring fyrre år siden, ny betydning og aktualitet under de nuværende forhold.
For få dage siden offentliggjorde redaktøren af den franske avis Le Monde Diplomatique, Ignacio Ramonet, en kommentar om Muhammed-krisen og ytringsfriheden, hvor han skrev: »I dagens Europa er ytringsfriheden – demokratiets grundpille – ikke truet af islam. Som bekendt er denne frihed i fare på grund af andre ting: mediernes samling på få hænder, pengenes magt og den ideologiske konsensus«.
Ignacio Ramonet har helt ret med hensyn til ytringsfriheden for de »lavere klasser«, men det må ikke glemmes, at ytringsfriheden for de »øvre klasser« bliver styrket af den nuværende koncentration af ejendomsretten til medierne på disse klassers hænder. Ytringsfrihed er – ligesom demokrati – en af de polemiske og polyseme termer, som repræsenterer to forskellige begreber. Skønt de har en fælles oprindelse og i et vist omfang en fælles grund, må man aldrig glemme, at det ene af disse begreber tilhører arbejderklassen og kommunisterne, mens det andet tilhører bourgeoisiet og dets ideologer.
For få år siden stillede den herskende klasse i Danmark sig tilfreds med den kendsgerning, at mediekoncentrationen styrkede dens kontrol over medierne og placerede den progressive og revolutionære presse på sidelinjen. Senere forbød den sandhedens sprog, dvs. de præcise ord til at betegne nutidens sociale fænomener, f.eks. at kalde et racistisk parti for racistisk. Og nu griber staten direkte ind og fjerner ubekvemme dokumenter under påberåbelse af en såkaldt krig mod terrorismen.
Nogle vil måske mene, at fjernelsen af ét dokument fra Arbejderens – og andre organisationers – hjemmesider ikke er så alvorlig igen, og at det ikke er værd at lave så megen ståhej af den grund. Imidlertid drejer det sig om et princip. Hvis politiet i dag skaber præcedens for vilkårlig censur, vil det være et endnu et tabt slag i den århundredelange klassekamp mellem arbejde og kapital, som staten vil bruge i morgen for at tage yderligere reaktionære skridt imod den progressive og revolutionære presse.

International solidaritet
Danmarks Kommunistiske Parti ML er af den opfattelse, at politiaktionen mod dets dagblad – og mod andre progressive organisationer i Danmark – er et led i kriminaliseringen af kommunisterne og de progressive kræfter i Europa. Denne kriminalisering viser sig i truslerne om at forbyde det tjekkiske Kommunistiske Ungdomsforbund (KSM), forfølgelsen af de baltiske kommunisterne og udarbejdelsen af den anti-kommunistiske resolution, som Europarådets parlamentariske forsamling delvist vedtog i januar. Politiaktionen mod Arbejderen er et led i den generelle offensiv mod arbejderklassen og folkene i Europa.
Alt dette er udtryk for, at det europæiske bourgeoisis mest vidtskuende dele forstår, at nutidens kapitalisme – trods den relativt stabile overflade – er kendetegnet ved en strukturel krise, som til syvende og sidst vil føre til skærpede klassemodsætninger, og at de allerede nu er ved at køre sig i stilling til de uundgåelige klasseslag, som vil komme. I denne situation er international solidaritet blandt de kommunistiske partier og progressive bevægelser af største betydning og må nødvendigvis finde nye udtryksformer.

Ovenstående er udsendt som orientering til den internationale Kommunistiske bevægelse. PDF versioner af den engelske og spanske oversættelse kan hentes nedenfor