Den neoliberale politik deformerer i stigende grad den samfundsmæssige udvikling. Selv det politiske liv deformeres under dette regime

En række forfattere, filosoffer med videre har offentlig gjort et manifest under overskriften 'Fælles front mod den nye totalitarisme'.
Der kan være mange oprigtige ønsker om frihed udtrykt i manifestet. Men når det indledes med, 'Efter at have overvundet fascismen, nazismen og stalinismen står verden nu over for en ny totalitær global trussel: islamismen', så er der grund til at spørge - er der ikke glemt en isme?
Hvis vi ser på JyllandsPosten-sagen og Foghs politiske håndtering i et bredere og længere perspektiv, toner neoliberalismen frem. Her er tre snapshot af de sidste snart 30 års udvikling af det neoliberale regime.

Thatcher kom til magten i Storbritannien i 1979 og Reagan i USA året efter. 80`erne var domineret af, hvad vi kan kalde neoliberalistisk tilbagerulning. Thatcher og Reagan var førende på dette felt og udmøntede de nyliberale økonomiske teorier til politisk praksis via staten og overnationale institutioner. Thatcher kom med programerklæringen: 'Der findes ikke en sådan ting som et samfund, kun individuelle mænd og kvinder', og tilføjede Økonomi er metoden, men målet er at forandre sjælene.
Herfra gik neoliberalismens aktører over til udrulningsfasen. I 90`erne har de neoliberalistiske reformer gennemsyret både de økonomiske systemer og de statslige og mellemstatslige institutioner. Der er dannet nye strukturer og teknokratier, reguleringsformer og rutiner.
Neoliberalismen er på den måde både en politik, der er udmøntet i et borgerligt partis program og en internationale, der sætter spillereglerne for flere partier og strømninger, herunder socialdemokratierne, de socialliberale partier
Den neoliberale politik deformerer i stigende grad den samfundsmæssige udvikling. Selv det politiske liv deformeres under dette regime. De virkelige og store problemer i samfundet fejes til side eller under gulvtæppet - man kan dårligt tale om dem, fordi der i den neoliberale verden ikke findes dækkende ord og begreber.
Konsekvensen har været en markant øget økonomisk polarisering i verden. Levevilkårene for hundreder af millioner mennesker er forringet.

Vi befinder os nu i en fase man kunne kalde det multiautoritære samfund, hvor den neoliberale elite arbejder på at cementere den magtposition, den har opnået.
Her kommer de undertiden i konflikt med deres egne idealer om frihed. For eksempel ytringsfrihed, hvis ytringerne rammer pengepungen eller omvendt, hvis ytringerne rammer den neoliberale position. Derfor fastholdes friheden for eliten ved at begrænse friheden for andre.
Netop den neoliberale elites selvopfattelse om det liberale samfund som den definitive og absolutte samfundsmodel gør, at alle andre måder at lave samfund på erklæres for tilbagestående, fjendtlige eller nedgøres under betegnelsen autoritære regimer. Det kender vi kun alt for godt.
Alle midler er legitime, fordi de angiveligt anvendes i en retfærdig sags tjeneste, for eksempel krigen i Irak. Verdensmarkedets behov for olie legitimerer alle handlinger. Og hvor der er olie, er der ofte muslimer, som vi jo ved, er en trussel mod den frie verden. Mere skal der ikke til.

Tilbagerulningen af de demokratiske rettigheder er fulgt i kølvandet - eller var måske foran - de igangværende krige, hvor Fogh-regeringen har vist sig som dem, der vil følge USA længst.
Militariseringen på de fjerne slagmarker er gået hånd i hånd med en militarisering af hjemmefronten. Tilbagerulnings-strategien mod de demokratiske rettigheder følges af en udrulning af den autoritære magt på alle felter og niveauer.
Denne fase blev for alvor indledt med 'krigen mod terror'. Onsdag fremlagde justitsministeren terrorpakken til høring.