Jyllands Posten anses som et uofficielt talerør for statsminister Anders Fogh Rasmussens parti, Venstre. Som sådan er den ikke en uskyldig spiller i den nuværende krise. Dens forsvar af ytringsfriheden er det rene hykleri.

af Sven Tarp, international sekretær i Danmarks Kommunistiske Parti ML
'Der er noget råddent i Danmark', skrev Shakespeare i sin berømte Hamlet for godt fire hundrede siden. De seneste ugers og måneders begivenheder har givet Shakespeares ord ny aktualitet. Vi, som lever og kæmper i Danmark, kan bekræfte, at ikke alt er, som det burde være
Ifølge den moderne myte, som allerede er blevet skabt, startede det alt sammen i Århus den 30. september sidste år, da den nationale avis med det regionale navn Jyllands-Posten trykte tolv satiriske tegninger, som gav et ensidigt og fornærmende billede af Muhammed.
Den officielle begrundelse for at trykke tegninger var ifølge chefredaktøren at udfordre den måde, som ytringsfriheden udøves på i dag, hvor den angiveligt skulle være indskrænket som følge af en voksende muslimsk indflydelse. Før tegningerne blev trykt, blev de forelagt nogle eksperter, der mente, at de sandsynligvis ville vække vrede blandt muslimer, som ville føle sig stødt over den måde, som deres profet skildres på.
Offentliggørelsen af tegningerne var dermed fra første færd tænkt som en ondsindet provokation.

Officielle og reelle motiver
Det er altid svært at gætte de personlige motiver hos dem, der tager ulykkelige beslutninger. Og disse motiver er i virkeligheden lidet interessante. Hvad der er vigtigt, er den historiske sammenhæng, hvor disse beslutninger bliver taget, og den rolle, som beslutningstagerne normalt spiller.
I et sådant lys er det nemt at slutte, at trykningen af tegninger er en del af en national dagsorden, som de herskende kredse i Danmark følger med et dobbelt formål:
* at opsplitte den danske arbejderklasse i danskere og udlændinge, kristne og muslimer, for at svække dens modstand mod den nyliberale politik, som brutalt påtvinges på et meget særegent tidspunkt, hvor den danske økonomi forbigående er en af de mest driftige inden for rammerne af en kriseramt kapitalistisk verdensøkonomi;
* at skabe et kunstigt fjendebillede af den muslimske verden med det formål at svække det voksende krav fra den danske befolkning om, at de danske tropper skal trækkes hjem fra Irak, hvor de deltager i den ulovlige besættelse under USA-imperialismens ledelse.
Fra første færd blev hele sagen taklet med en blanding af arrogance og dumhed, både af Jyllands-Postens redaktører og den danske regering. Det blev hurtigt klart, at muslimerne faktisk følte sig krænket. Allerede i oktober organiserede det muslimske samfund i Danmark demonstrationer og bad avisen om at undskylde trykningen af tegningerne. Dette blev afvist under det falske påskud om forsvare ytringsfriheden.
Den 19. oktober anmodede ambassadørerne fra elleve muslimske lande om et møde med den danske regering for at diskutere tegningerne. På arrogant vis afslog Anders Fogh Rasmussens højreorienterede regering at mødes med ambassadørerne til en diskussion, som kunne have dæmmet op for de efterfølgende begivenheder.
Som noget uhørt i dansk diplomatis historie kritiserede 22 tidligere danske ambassadører offentligt statsministerens afvisning af at mødes med repræsentanterne fra de muslimske lande. De blev bakket op af Uffe Ellemann-Jensen, en koldkriger og højrepolitiker, som ikke desto mindre er følsom over for denne slags kulturelle problemer. Men regeringen fastholdt sin beslutning. Det bekom den øjensynlig ikke ilde, at tegningerne såede splid og bortledte den folkelige opmærksomhed fra de sociale konsekvenser af de planlagte 'velfærdsreformer', som blev annonceret sidste efterår.
Det var først, da den nationale dagsorden blev til en international krise af usete dimensioner, at regeringen og avisen besluttede at skride til handling. Men selv i den situation forhindrede deres arrogance dem i at redde, hvad der kunne reddes. Redaktøren af Jyllands-Posten undskyldte således, at muslimerne havde følt sig krænket, men ikke at avisen havde trykt tegningerne, fordi en sådan undskyldning - ifølge ham selv - ville være en krænkelse af hans ytringsfrihed! På denne måde var undskyldningen ikke tilstrækkelig til at bringe protesterne til afslutning, og det samme var heller ikke den danske statsministers optræden på arabiske og muslimske tv-stationer, hvor han ikke leverede det budskab, som man ventede af ham.

En reaktionær avis
Jyllands-Posten er et af Danmarks største dagblade med en lang tradition for højreorienteret politik. I 1930`erne var avisen berygtet for sine nazivenlige synspunkter. Efter Anden Verdenskrig blev den en total tilhænger af NATO. Under Vietnam-krigen var den en trofast allieret for USA-imperialismen. Og i dag er den en brændende forsvarer af den zionistiske stat i Israel og den imperialistiske besættelse af Irak og Afghanistan såvel som af det voksende pres mod Iran, Syrien og andre uafhængige lande.
Jyllands Posten betragtes som et uofficielt talerør for statsminister Anders Fogh Rasmussens parti, Venstre. Som sådan er den ikke en uskyldig spiller i den nuværende krise. Dens forsvar af ytringsfriheden er det rene hykleri.
Gennem de senere år har Jyllands-Posten udviklet sig til en national platform for de mest rabiate angreb mod kommunister og andre progressive mennesker. Selv den mest stupide anti-kommunistiske professor har fri adgang til avisens spalter. Den ytringsfrihed, som Jyllands-Posten praktiserer, bruges til at fortie, forvanske og kriminalisere progressive og kommunistiske ideer. Den måde, som de tidligere socialistiske lande i Europa og de danske kommunister, som var aktive under den kolde krig, skildres på, er lige så krænkende som de tolv tegninger.
Ifølge sagnet faldt det danske flag, Dannebrog, fiks og færdig ned fra himlen i år 1219 under slaget ved Lyndanisse, hvor de danske korsfarere kæmpede for at kristne de hedenske estlændere. Otte hundrede år senere præsenterer Jyllands-Posten og den herskende klasse i Danmark ytringsfriheden som et helligt, absolutistisk princip, der på samme måde faldt fiks og færdig ned fra himlen i sin nuværende snæversynede og intolerante danske version.
For de danske kommunister er ytringsfriheden et smukt princip, som finder sin konkrete form i overensstemmelse med den konkrete historiske sammenhæng og den sociale klasse, som praktiserer den. Den er en nødvendighed for individets frie udvikling og dets deltagelse i de demokratiske processer i det moderne samfund. Men den kan ikke accepteres som den herskende klasses ubegrænsede ret til at krænke andre folkeslag og forårsage spænding, vold, krig og ødelæggelse. Ytringsfriheden må altid underlægges etikken og reglerne for civiliseret adfærd blandt folk og nationer.

En reaktionær regering
Omfanget af de danskfjendtlige protester, som har fejet hen over den muslimske verden i de seneste uger, er kommet bag på den danske offentlighed. Meget få forventede, at noget sådant nogen sinde kunne ske.
I årevis er det danske folk blevet indoktrineret til at tro, at de levede i den bedste af alle verdner; at de selv var så tolerante og alle andre, især muslimerne, intolerante; at deres land var velanset og deres regering velmenende og gavmild; at de danske tropper i Afghanistan og Irak gjorde et fint stykke humanitært arbejde og blev godt modtaget af de lokale folk, osv.
Denne løgn har overlevet og slået rødder, fordi de danske massemedier - skønt de selv kalder sig liberale og frisindede - har forvandlet sig til nogle af de mest kontrollerede og indskrænkede i Europa. Denne indskrænkethed forklarer også, hvorfor det danske folk ikke har opdaget, hvad der har været på vej i adskillige år.
Danmark, som for tyve år siden var kendt for sit socialdemokratiske velfærdssystem, sin humanitære bistand til den tredje verden og sin fodnote-politik, som gjorde en vis modstand mod NATO og USA-imperialismens mest aggressive planer, er lidt efter lidt blevet forvandlet til et meget reaktionært land.
Internationalt kommer dette til udtryk i Danmarks underkastelse under USA-imperialismen og dets deltagelse i de aggressive krige mod Jugoslavien, Afghanistan og Irak. Samtidig er dansk 'ulandsbistand' blevet stadig mere betinget af, at modtagerlandene accepterer nyliberale og pro-imperialistiske positioner.
På nationalt plan er den såkaldte 'anti-terror'-lovgivning, forsøgene på at kriminalisere kommunisterne og den stadig mere aggressive tone i indvandrerdebatten blot nogle udtryk for en totalitær stat, som flere gange er blevet kritiseret af FN, Europarådet og Amnesty International for sine krænkelser af menneskerettighederne.
Nu betaler det danske folk prisen for sin arrogante og reaktionære herskende klasses stupide handlinger. Selv de journalister, som i årevis har fortalt løgne, er selv blevet fanget af disse løgne ligesom Hitler i 1941. De troede øjensynligt selv på, hvad de skrev og sagde og er nu lige så overrasket som befolkningsflertallet. Men i stedet for at tage i egen barm og se selvkritisk på deres egen rolle, er de nu på jagt efter syndebukke. Og dem har de fundet blandt nogle lokale muslimske imamer, som har rodet sig ind i modsigelser og manipulationer for at fremme deres egen dagsorden.
I denne situation har regeringens arrogante svar været at trække en skillelinje mellem 'gode' og 'onde' muslimer og fremme en national organisation af 'de gode', samtidig med at den ignorerer eller bagtaler 'de onde'. Dette kan muligvis løse et konkret problem i en konkret situation, hvor regeringen desperat leder efter forbundsfæller blandt muslimerne, men på lang sigt vil det sandsynligvis blot hælde yderligere benzin på bålet.

En hundrede år gammel historie
Den nuværende krise kan ikke forklares alene ud fra tegningerne og den herskende klasses arrogance, om end dette helt sikkert har spillet en rolle.
Den virkelige forklaring må findes i de gentagne ydmygelser, som de muslimske folk har været udsat for i mere end hundrede år, først under europæisk koloniherredømme og nu i form af fælles amerikansk og europæisk dominans med konstante aggressioner, besættelser og pådutning af vestlige interesser i deres lande.
Den muslimske reaktion har været længe undervejs. I dette lys er det helt tilfældigt, at det netop var Danmark og tegningerne, som startede den nuværende revolte blandt de muslimske folk. Den ville være kommet før eller senere.
På overfladen tager den igangværende revolte form af et sammenstød mellem civilisationer, en slags religiøs krig, med al den irrationelle fanatisme, forskellige dagsordner, farer og uklare skillelinjer, som dette fører med sig. Men i sit væsen er den en betydningsfuld anti-imperialistisk bevægelse rettet mod verdensimperialismen, som anføres af USA med Danmark som en aktiv og arrogant lillebror. Som danske kommunister hilser vi denne bevægelse og håber, at den efterhånden vil finde stadig klarere og mere konsekvente udtryk.
Den kendsgerning, at bevægelsen har taget en religiøs form blandet med fanatisme og forskellige lokale og regionale dagsordner, skaber imidlertid også forvirring og sekundære modsætninger og gør det sværere at smede en anti-imperialistisk front på internationalt plan.
Afbrændingen af det danske flag og andre nationale symboler krænker en stor del af den danske befolknings følelser og bidrager på denne måde til styrkelse af de højreorienterede og ekstremistiske partier. Ifølge meningsmålinger er det ekstremistiske Dansk Folkeparti vokset kraftigt i de seneste uger og er snart ved at overhale Socialdemokratiet.
Det nationale billede er dog modsigelsesfyldt. Meningsmålinger viser, at mens næsten 80 procent af befolkningen støtter Jyllands-Posten, når denne nægter at give en virkelig undskyldning, er der samtidig et stigende antal mennesker og nu over halvdelen af befolkningen, som forstår, hvor muslimerne føler sig krænket af tegningerne. Spontane demonstrationer og andre manifestationer finder sted overalt. En anden positiv følge af revolten i de muslimske lande er, at en tredjedel af de danske soldater, som skal sendes til Irak i den kommende tid, nu nægter at rejse. Der foregår med andre ord en vigtig idekamp i det danske samfund.

De danske kommunisters holdning
Danmarks Kommunistiske Parti ML, som sammen med andre kommunistiske kræfter forbereder dannelsen af et nyt kommunistisk parti på en samlingskongres til november, tager aktiv del i den nuværende klasse- og idekamp.
Vores hovedindsats er kampen for enhed i arbejderklassen og mobiliseringen af den lokale og landsdækkende fagbevægelse mod det herskende borgerskabs splittelsespolitik. Samtidig kræver vi, at redaktørerne af Jyllands-Posten kommer med en utvetydig undskyldning for trykningen af tegninger, og at regeringen følger op på en måde, så det bliver fuldstændigt klart, at den tager afstand fra provokationen.
Vores parti opfordrer også til at deltage i de store fredsdemonstrationer den 18. marts, som vil blive gennemført under den brede parole om at trække tropper hjem fra Irak. I samme ånd optrapper vi vores solidaritet med den irakiske modstandsbevægelse og det palæstinensiske folk, samtidig med at vi fordømmer det imperialistiske pres mod Iran, Syrien og andre uafhængige lande. Det er vores opfattelse, at den nuværende krise må udnyttes til at styrke den anti-imperialistiske bevægelse i solidaritet med de undertrykte folk over hele kloden.
Til slut ønsker vi at sige til alle vores muslimske brødre, at vi til syvende og sidste har de samme fjender, verdensimperialismen med den nuværende Bush-regering i spidsen, og at vi bør forene os i en bred international front for at bekæmpe denne menneskehedens fjende nummer ét.