Lederskribenten på Randers Amtsavis er åbenbart tilbage ved den gamle parole, at ¤¤penge og profit lugter ikke¤¤

af Karen Sunds, DKP/ML.
DKP/ML`s åbne brev til Vestas med kritiske spørgsmål om koncernens engagement med USA`s fangelejr i Guantánamo, har fået lederskribenten på Randers Amtsavis til at fatte blyanten. Lederskribenten mener, at DKP/ML`s spørgsmål er latterlige. (Se til højre her på siden.)
Siden fangelejrens etablering for godt fire år siden har såvel Amnesty International, som Human State Watch - og nu også FN - dokumenteret brugen af tortur på Guantanamo-basen. Beviserne er så belastende, at FN nu kræver, at USA lukker lejren.
Men torturen er kun den ene side af problemet. Lige så galt er det, at det er en interneringslejr, på linie med tyskernes koncentrationslejre. Fangerne er frataget enhver form for retssikkerhed, og sidder ganske enkelt og rådner op uden rettergang.
Er det latterligt at rejse spørgsmålet, om et dansk firma kan holde til at være en del af denne torturlejr ?
I så fald er det også latterligt, at OECD har et sæt etiske retningslinier for, hvordan multinationale koncerner skal opføre sig. Så er det også latterligt, at en lang række virksomheder - herunder Vestas selv - har udarbejdet etiske retningslinier, der skal sikre, at de i deres investeringer og aktiviteter holder sig indenfor visse etiske rammer.

Part i en krig
Lederskribenten på Randers Amtsavis er åbenbart tilbage ved den gamle parole, at 'penge og profit lugter ikke'. Det er sagen uvedkommende, hvordan man har tjent sine penge. Bare de ér der.
Heldigvis er der formentlig en del erhvervsledere i Danmark, der er nået ud over dét punkt.
Spørgsmålet om danske virksomheders engagement i den såkaldte terrorkrig trænger sig mere og mere på. Med terrorkrigen som påskud begås militære overfald på andre lande. I dag Irak og Afghanistan. I morgen måske Iran.
Er det i orden, at Mærsk tjener mange milliarder på at sejle USA-hærens krigsmateriel, når supermagten ulovligt besætter andre lande? I 1990, under den første golfkrig, var Mærsk en af de vigtigste brikker i fødekæderne til US-hæren, der myrdede titusindvis af civile irakere i et sandt folkemord.
Er det i orden, at danske virksomheder handler med Israel, der udvikler en stadig mere afskyvækkende apartheidpolitik overfor palæstinenserne?
Er det i orden, at danske virksomheder har forbindelse med USA`s torturlejr?

Nødvendige spørgsmål
Lederskribenten i Randers Amtsavis mener, at det er forkasteligt at stille den slags spørgsmål, fordi det angiveligt betyder, at 'virksomhederne skal føre deres egen udenrigspolitik.'
Men nej. Det handler om, hvorvidt danske koncerner vil overholde de etiske regler, de fleste af dem selv har opstillet.
Men lad os også gøre én ting klart: Hvis firmaerne skulle vente på, at den danske regering giver grønt lys for at boykotte USA`s torturlejr eller Israels apartheidpolitik, kommer de til at vente meget længe.
Tag apartheidregimet i Sydafrika: Her blev der opbygget en stærk boykotbevægelse, der ydede et vigtigt bidrag til at bringe regimet til fald. Men i de første mange år, hvor denne boykotbevægelse blev stærk, havde den aldrig det officielle blå stempel. Det kom først til allersidst, da alle kunne se, hvad vej det gik.
Nøjagtig det samme var tilfældet under Anden Verdenskrig: Helt frem til august 1943 førte den danske regering den mest usle samarbejdspolitik. Alle, også firmaerne, blev opfordret til at holde sig gode venner med tyskerne. Efter krigen blev disse værnemagere fordømt for deres samarbejde med tyskerne.
Hver enkelt virksomhed må gøre sin stilling klar: vil man støtte og være en del af terrorkrigen og dens eskalerende angreb på fundamentale demokratiske rettigheder? Eller vil man sige fra?
Derfor er det nødvendigt at stille spørgsmål til Vestas, til Møller Mærsk og de andre. Derfor er det nødvendigt at rejse en modbevægelse til denne glidebane, hvor danske virksomheders økonomiske interesser - og den danske regering - trækker danskerne længere og længere ind i USA-imperialismens krigsspiral.

---

Guantánamo-basen * Omkring 500 fanger er interneret i lejren.
*Fangerne er ikke stillet for en dommer og har ikke fået nogen rettergang. USA udnytter, at lejren ikke ligger på amerikansk jord, og at lejren derfor er 'retsløst område'.
* Siden januar 2002 har kun Røde Kors haft adgang til lejren. FN`s eksperter, der har udarbejdet en omfattende rapport om mishandlingen af fangerne, fik ikke lov til at besøge lejren.

---

Afvisning
Arbejderen ville bringe Randers Amtsavis` leder fra tirsdag den 21. februar i sin fulde længde som dokumentation. Men det afviser chefredaktør, Michael Kjærgaard:
- Indtil I får held med jeres projekt, lever vi jo under privatkapitalistiske forhold. Og vi må leve af at sælge vores avis. Så nytter det ikke noget, at den kan læses andre steder, siger Kjærgaard til Arbejderen.
I stedet bringer vi nedenfor en række uddrag fra lederen:

Meget kan man sige om den dogmatiske venstrefløj, men kedelig har den altid formået at være i sin evige forurettethed over ikke at blive taget alvorligt. Derfor er der allerede fra starten pluspoint til DKP/ML for den ikke ubetydelige underholdningsværdi i det tilsyneladende helt seriøst mente angreb på Vestas for at have leveret nogle vindmøller, der måske/måske ikke producerer strøm til USA`s Guantanamo-base på Cuba.

Nu er der ingen grund til at lægge for meget i et forkølet pip fra en af de initial-fraktioner, venstrefløjen var så rig på tilbage i 1970`erne. Nogle af dem var allerede dengang ikke stort andet end enmandshære, og da brevet til Vestas kun er underskrevet af én person, henstår det i det uvisse, om DKP/ML i 2006 består af flere end den ene.

Alligevel er der grund til at beskæftige sig en smule med dette ekko fra 1970`er-tidslommen, og det ikke alene på grund af underholdningsværdien.
For hvad er, under overfladen, essensen af budskabet? Det er en opfordring til en privat virksomhed om at føre sin egen udenrigspolitik. Unægtelig noget af en melding. Den multinationale storkapital, som revolutionsromantikerne ved andre lejligheder ville kalde det, skal blæse de folkevalgte en hatfuld og etablere sine egne handelsrestriktioner.