19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Psykisk syge forskelsbehandles

Psykisk syge forskelsbehandles

Lørdag, 25. februar, 2006, 00:00:00

Tvang er aldrig løsning på et problem, kun en udsættelse eller en forværring. At tvangsmedicinere syge mennesker i eget hjem er uanstændigt

fra Lars Mikkelsen, Skævinge
Kære politikere som den 28. februar skal tage stilling til et lovforslag, som vil indføre endnu mere tvang over for psykisk syge
Tvang er aldrig løsning på et problem, kun en udsættelse eller en forværring. Penge må heller ikke blive en undskyldning for at behandle folk uanstændigt. At tvangsmedicinere syge mennesker i eget hjem er uanstændigt.
Vi skal hjælpe vore medmennesker til at gennemstå en psykisk krise uden brug af psykisk medicin. Det kræver akut flere ressourcer, men bliver meget, meget billigere i længden.
Mennesker, der står igennem uden nervemediciner, kan komme ud som helt raske mennesker. Er de først dopet, så er det yderst svært.
Jeg var med til demonstrationen 6. februar foran Christiansborg. Det gjorde ondt at høre om et så umenneskeligt lovforslag. Jeg håber, at du kan gøre dig gældende.
Jeg forstår, at der også er en bemyndigelsesparagraf, der udsteder frikort til ministeren til samme tiltag overfor andre grupper - et uhyggeligt samfund kan opstå.
I mit liv har jeg ofte og med gode resultater fulgt ordsproget: 'I tvivl, så lad vær'. Det er vigtigt at se det hele oven fra.
Er der kriminalitet (vel en del af problemet her), så går vi ikke forkert, hvis vi bruger retsreglerne. Er borgeren ikke kriminel, så må der gælder samme regler for alle borgere, også de syge.
Misk-masket kommer ved, at nogen opererer med en tredje befolkningsgruppe, de psykisk syge, og for dem laver man så egne regler, nemlig at en række af de regler, som alle borgere ellers har, pludselig bliver stærkt indskrænkede.
I Indien har man et kaste-system. Den laveste kaste har næsten ingen rettigheder. Det kritiserer vi stærkt her i Vesten. Men laver vi ikke en paria-kaste med de psykisk syge, der er lige så forkasteligt. Vi er alle lige, men nogen er mere lige end andre, som det hedder hos Orwell.

Fagfolk advarer
Jeg synes, at vi kommer længst med helt regulære regler. Enten er man kriminel eller ikke. Ingen derimellem.
Stribevis af fagfolk fraråder denne tvang. Selv Retslægerådet, vist noget af det mest konservative der kan tænkes. Men også Dansk Sygeplejeråd, FOA og Dansk Psykiatrisk Selskab. Det er virkeligt fagfolk, der ved noget. Det er klogt at lytte til dem.
Kniber det med argumenter nok i forhold til for eksempel baglandet så lad være at stemme direkte nej, men bed om at få sagen udsat og henvis til at området bør undersøges mere, inden der besluttes.
Mange har udtrykt, at det ikke er bevist eller sandsynliggjort, at vi løser de problemer, der sigtes til, ja, at der endda måske opstår endnu værre problemer, for eksempel at folk går under jorden, begår selvmord og lignende.
Syge mennesker har brug for omsorg, pleje og terapeutisk behandling - intet andet kan hjælpe. Alt andet gør ondt værre - efter min opfattelse.
Man taler om recovery = at blive helbredt. Der er masser af eksempler på, at folk bliver helt raske igen, men det kræver en værdig og medmenneskelig retfærdig behandling, tvang er det værste af alt næst efter mishandling og tortur.
Der kan skrives meget, men det er måske allerede for meget. Jeg tror på, at du forstår det rette.

Medicin kan skade
Læge Marianne Schønemann oplyser at have gode behandlingsresultater med antroposofisk (Steiner) medicin.
LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere) har udarbejdet et høringssvar. Det er langt, og du har jo nok set det. LAP nævner for eksempel, at der aldrig er forsket reelt i, hvorfor folk dropper ud af deres behandling. Mange elever (sygeplejersker, socialpædagoger med flere) har lavet opgaver om emnet, men foreningen LAP har aldrig set resultaterne, hvad de ønsker.
Blot til sidst - der kan ske uoprettelige skader ved neuroleptika (medicin) og el-chok. Mange stoffer kan give svære bivirkninger for eksempel spasmer og kramper.
Det er et stort ansvar at være en afgørende politiker. Håber, at dette kan være til en hjælp.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp