Hvis jeg ikke er fanatisk muslim, hvad er jeg så? Så må jeg være moderat muslim! Nej, det er jeg ikke, og jeg er overbevist om, at mange andre muslimer har det på samme måde
af Maher Khatib, Ringsted
Naser Khader fremstår i medierne som repræsentant for alle os muslimer, som ikke løber rundt med bomber i hovedbeklædningen. Med sit initiativ, som sikkert er sat i værk ud fra de bedste intentioner, blander Naser Kahder religion og politik sammen. Han optræder som både radikal politiker og som repræsentant for en gruppe såkaldt moderate muslimer på samme tid.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil nu i dialog med denne gruppe, som derved blåstemples. Men er det politikeren eller pseudoimamen Naser Khader, som statsministeren forhandler med?
Jeg vil gerne have lov til at være en demokratisk dansker af anden etnisk herkomst, og dyrke min religion privat og i fred. Uden at jeg derved bliver koblet på en bestemt politisk gruppe eller retning. Jeg vil derfor råde statsministeren til at være opmærksom på alle de faldgrupper, der ligger i at sammenblande religion og politik.
Jeg er ikke moderat muslim, jeg er bare muslim.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278