Ytringsfriheden er definitiv, lyder det. Vi har den alle sammen, men nogle måske mere end andre. Følg med i Arbejderens jagt på tidens store hit

af Peter Rasmussen
'Kig godt på mine læber, alle I smækfornærmede muslimer: Ytringsfriheden er definitiv i Danmark. Vi må sige alt. Vi må skrive alt.'
De kække ord tilhører forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der for nylig udbredte sig om tidens mest omdiskuterede begreb.
Smag lige på ordet: Ytringsfrihed.
Man fornemmer i debatten, at det er et særligt dansk begreb, der er opstået i tidernes morgen, formentlig i omegnen af Viby J., og siden har opnået universel status i den vestlige verden.
Ytringsfriheden fremstilles som en art kapitalistisk eksportvare, der nu er blevet ramt af muslimsk forbrugerboykot på linje med mælk og fetaost.

Universiel frihed
Bekymrede journalister og eksperter spørger gang på gang hinanden: Forstår disse muslimer da slet ikke vores hellige ytringsfrihed? Den fremstilles som noget absolut og universelt, selv i FN`s erklæring om menneskerettigheder. Enten er den der, eller også er den der ikke:
'Ytringsfrihed er ytringsfrihed er ytringsfrihed. Der er intet men', skrev journalisten Per Nyholm i sin klumme i Jyllands-Posten forleden.
I jagten på ytringsfriheden kan det nu være svært at få øje på det universelle.
Den har ikke altid eksisteret. Det er en ret, som borgerskabet tilkæmpede sig i opgøret med enevælden på linje med andre borgerlige frihedsrettigheder. Og den afspejler tilsyneladende stadig denne klasses interesser.
'Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres', står der ellers ganske smukt i grundlovens paragraf 77.
Men som alle andre frihedsrettigheder er også ytringsfriheden underlagt den vigtigste af alle rettigheder under kapitalismen: Den private ejendomsret, der også bliver slået fast i grundloven.
Ytringsfriheden er ikke derfor kun retten til at ytre sig. Det er også en ret til at eje de midler, der skal til for at nå ud til andre: Bladhuse, tv-stationer, trykkemaskiner, journalisters villige arbejdskraft og så videre.

Ølkassedemokrati
Alle har ret til at stille sig op på en ølkasse på det nærmeste gadehjørne og fremføre deres synspunkter. Speakers Corner er kapitalismens højeste form for ytringsfrihed. Vil man bruge andre midler end ølkasser, forsvinder den universelle facade.
Ved et nærmere eftersyn sidder Jyllands-Postens og Politikens fælles bladhus på 68 procent af avisoplaget i Danmark. Man kan mene, at det giver dem al den ytringsfrihed, de skal bruge. I modsætning, for eksempel, til muslimske medborgere, der lever på starthjælp eller af ufaglært arbejde. De har godt nok ret til at skrive et læserbrev til Jyllands-Posten, men de kan ikke vide, om det bliver bragt.
Et mediemonopol må gerne udøve censur. Det siger grundloven intet om. De må naturligvis udvælge historier efter ejernes interesser. Politiken havde ret til at nægte Kristian Ditlev Jensen adgang til spalterne, hvis hans kommentar ikke havde behaget avisens redaktion og ejerkreds.

Alle har ret til at købe Politiken
At kalde ytringsfriheden for definitiv, som forfatteren gør, kan synes enfoldigt og barnagtigt, men sådan ser den borgerlige elite på sagen, hvis man skal tro tidens debat.
Forfatteren Hans Scherfig forklarede frihedsrettighederne i det borgerlige demokrati således:
Der er ytringsfrihed i Danmark. Alle har ret til at købe aktiemajoriteten i A/S Politiken.
Han sammenlignede også retten til at ytre sig med retten til at bevæge sig, hvorhen man vil: Alle har ret til at tage på storvildtsjagt i Afrika, men det er ikke alle, der har mulighed for det.
Ytringsfriheden er ikke mindst retten til et borgerligt mediemonopol. Den har et klasseindhold.

Læs 2. del af artiklen - [læs 3. del af artiklen her]