Kun meget få østarbejdere tager mod vest ¤¤af sig selv¤¤. Det er arbejdsgiverne, der organiserer importen

af Karen Sunds, DKP/ML.
I efteråret offentliggjorde det norske forskningsinstitut Fafo en analyse med titlen 'Arbejds- og tjenestemobilitet etter EU-utvidelsen - Nordiske forskjelle og fellestrek.'
Det er en rapport, som der er grund til at nærlæse og diskutere, også i den danske fagbevægelse.
For den dokumenterer meget grundigt de problemer, som fagbevægelsen i Danmark kommer til at stå med, som en konsekvens af EU`s østduvidelse.
Mange fagligt aktive i Danmark vil sikkert nikke genkendende til konklusionen: det er ikke så meget de østarbejdere, der kommer ind via østaftalen, der er problemet. For de udgør mindre end halvdelen af det samlede antal østarbejdere.
Det er alle de, der kommer ind som udstationerede, via vikarbureauer, eller som arme og ben-firmaer.
Derved dokumenterer rapporten også klart, at drivkraften i at skabe den sociale dumping ikke først og fremmest er østarbejderne selv. Det er derimod arbejdsgiverne og deres ønske om at slippe billig om ved lønudbetalingen.
Der er således ikke endnu nogen alarmerende vækst i det antal østeuropærere, der af sig selv vælger at rejse til de gamle EU-lande for at finde job.
Men der er en ekstrem vækst i arbejdsgivernes initiativer for at organisere importen af arbejdere.
Det er en vigtig iagttagelse.
Således er det 'tjenestevandring', der er eksploderet siden maj 2004. 'Tjenestevandring defineres som: alle typer af arbejdskraftvandring, som ikke indebærer, at arbejdskraften bliver ansat i et arbejdsforhold i en bedrift i modtagerlandet.'
Ifølge udstationeringsdirektivet har fagbevægelsen ret til at kræve kollektive aftaler overholdt for udstationerede arbejdere. Men det er op til fagbevægelsens egne kræfter at sikre, at det sker.
Fafo-rapporten illustrerer samtidig klart, hvordan denne udvikling - med et stigende antal firmaer, der konkurrerer med særlige lave omkostninger - er med til at sætte fagbevægelsen og lønniveauet under pres.
Således hedder det i rapportens konklusioner:
'Et voksende tilbud af lavkostleverandører - efterhånden også indenlands - kan gøre det mere attraktivt for arbejdsgivere at positionere sig i lavkostmarkedet og stille sig udenfor kollektive organisationer og aftaler. På sigt kan det bidrage til synkende aftaledækning og en svækkelse - eller deregulering - af tarifaftalers konkurrenceregulerende funktion i de mest udsatte brancher '.
Rapporten henviser til erfaringerne fra Storbritannien, New Zealand, USA og Australien:
'Internationale erfaringer tyder på, at konsekvenser for bedrifternes strategiske tilpasning hurtig kan blive selvforstærkende, hvis indslaget af uorganiserede lavkostoperatører passerer en vis kritisk masse'. 'I England bidrog den slags mekanismer til at aftaledækningen blev mere end halveret i løbet af en tiårsperiode'
Og advarslen fra Fafo er klokkeklar: 'I så fald vil det have markante virkninger på den indenlandske løndannelse.'
Ifølge Fafo rejser hele denne udvikling et akut problem: hvordan skal fagbevægelsen stå op imod dette pres?
Skal fagbevægelsen give efter, og acceptere, at minimumslønnen fastsættes ved lov, og at kollektive aftaler gøres almengyldige, gennem parallellovgivning? Altså en tilpasning til det system, som EU længe har ønsket indført.
'Med mindre værtslandet indstifter en effektiv mindstelønsregulering, betyder det at normen om lige løn for lige arbejde, vil blive brudt', hedder det i rapporten.
Det er velkendt, at de fagligt aktive kræfter i Danmark med næb og kløer kæmper imod denne udvikling.
Og med god grund: hvis først overenskomster og rettigheder er noget, der sikres ved lovgivning, så kappes selve fagbevægelsens livsnerve over, og den vil blive reduceret til at være en hobbyklub for de særligt interesserede.
Men rapporten tegner et klart billede af, hvor den nuværende udvikling ender, hvis ikke der sker noget markant.
Og skredet henimod at lovgivning overtager fagbevægelsens rolle er måske mere fremskreden, end vi umiddelbart går og tror.
For eksempel praktiserer Finland allerede nu 'almengøring' af tarifaftaler. Det sker, hvis aftalen gælder mere end 50 procent af arbejderne i et område. Men der er tiltag i Finland nu for at få yderligere udvidet almengøringen, så den gælder alle aftaler.
Også Norge har en lov, der tillader almengøring af tarifaftaler, og det er sket i en række tilfælde.
I Danmark og Sverige er der tradition for at fagforeninger gennem boycot, blokader m.v. presser udstationeringsfirmaer til at indgå aftale. Men disse rettigheder er nu også sat under angreb fra EU, med den såkaldte Vaxholm-sag fra Sverige.
Det er en sag, som i korthed truer med at underkende den svenske udstationeringslov, og dén ret til faglige aktioner, som den svenske fagbevæelse har ifølge denne lov.
Udviklingen stiller fagbevægelsen overfor en enorm opgave, nemlig at reorganisere sig som stærke kamporganisationer, fra bunden.
Men det rejser også reelt spørgmålet: er det tid at sætte kampen for at komme ud af EU på dagsordenen ?
I hvert fald er der ikke meget perspektiv i at lade stå til.