19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

De undertryktes kamp!

De undertryktes kamp!

Mandag, 20. februar, 2006, 00:00:00

Vi ser denne konflikt som de undertryktes kamp. Man må huske på, at klassekampen kan komme i mange former, at denne form muligvis ikke er til gavn for arbejderklassen er en anden problemstilling

af Magnus Ziegler og Benjamin Egerod, København
Når konflikten omkring tegningerne af Muhammed bliver slået op til først og fremmest ikke at være andet end en religiøst betinget konflikt, og dernæst at ingen større medier bare antyder, at dette kunne være et produkt af undertrykkelse, mener vi at debatten klart mangler nuance.
Arbejderen bragte lørdag den 4. februar artiklen 'Civilisationer og klasser', en artikel med den nuance som vi efterlyser, men alligevel synes vi, at den mangler nogle vinkler. En vigtig ting som udelades er faktumet at udbytningen, og dermed også klassekampen, er rykket op på et internationalt plan. Den vestlige kapital har indset, at den må søge nye jagtmarker efter at have lidt store nederlag i de respektive landes interne klassekamp.
De nye jagtmarker er blevet nået ved at outsource produktionen til fattigere lande, heriblandt de arabiske lande, og samtidig træde ind på deres interne marked med produkter, som forbrugerne kan købe billigere end produkterne produceret i deres hjemland - her spiller EU`s hedt debatterede handelsbarrierer en væsentlig rolle.
Bistanden, som gives fra den vestlige verden, er ofte ikke mere end et skalkeskjul for at få vestlig økonomi til at vokse endnu mere, fordi indbyggerne i de fattigere lande tvinges til at bruge pengene fra bistanden på varer fra Vesten, hvilket bare forringer situationen for deres egne virksomheder og tvinger indbyggerne til at tage arbejde, hvor de nu engang kan få det - på vestligt ejede fabrikker.
Raul Prebisch og Samir Amin udviklede blandt andre tesen og kaldte den afhængighedsteorien. Alt dette lægger klassekampen over på et mere internationalt plan, da skellet mellem rige og fattige lande vil forstørres, og selvfølgelig fordi udbytteren sidder på den anden side af Jorden. I mellemtiden suppleres undertrykkelsen af imperialistiske angrebskrige, hvis formål klart er at beskytte vestlige handelsinteresser.
Samtidig er de mellemøstlige magthaveres fordele, ved at deres indbyggeres vrede i højere grad rettes imod Vesten så indlysende, at man ikke kan se bort fra det. De har i forvejen svært ved at holde sig ved magten og rettes vreden fra landets borgere udad, kan det ikke være andet end en fordel. Den øgede internationale klassekamp må ikke fjerne fokus fra den nationale.
Pointen er, at denne internationale udbytning selvfølgelig skaber vrede mod Vesten og den vestlige kapital. Vi mener, at situationen er blevet forværret indtil nu, og tegningerne af Muhammed har fået bægret til at flyde over, hvilket vi ser som en naturlig reaktion. Vi ser denne konflikt som de undertryktes kamp. Man må huske på, at klassekampen kan komme i mange former, at denne form muligvis ikke er til gavn for arbejderklassen er en anden problemstilling.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp