De jævne arabere får ingen plads i medierne. Hvad er det for et liv de lever? Hvad tænker de? Hvorfor er de i de store fredelige protester, som vi ikke ser?

Medierne spiller en stadig større rolle. Hvordan er det nu medierne bruger sig til at tegne billedet af det, de kalder muslimer og den muslimske verden?
Det er ikke svært at få øje på, at de arabiske mediers billede af Danmark er fortegnet. Omvendt er det svært at få øje på, at de danske mediers billede af de arabiske lande og de arabiske folks kultur og levevilkår er korrekt.
I vore egne medier bliver muslimer alene bedt om at forholde sig til det at være muslim eller det at være en problematisk muslim i Danmark. Enten er de kriminelle, skummelt religiøse, dovne, bærere af en tilbagestående kultur og så videre. De kommer altid i studiet for at svare på spørgsmål, der relaterer sig til dette verdensbillede.

I en verden, hvor medierne spiller en stor rolle, betyder det, at de er med til at skabe deres egen historie. De forstærker så at sige nogle forhold - og holder en befolkningsgruppe fangen. Og, der er altid plads til en Pia Kjærsgaard, en Karen Jespersen og så videre, når gryden skal holdes i kog.
Især siden 11. september 2001 er muslimerne blevet dæmoniserede. Og dermed er det også alle arabere, der er ramt, fordi den religiøse betegnelse muslim rask væk bruges på alle, der bor dér, hvor olien og ørkenen springer.
Krigen mod terror har en særlig arabisk understregning. Arabere portrætteres som stereotyper, ligesom jøder, pædagoger og mange andre grupper er blevet det. Mediemæssigt er det et effektivt greb. Og politisk er det velegnet til at sætte en dagsorden, der kan fremme bestemte formål.

Dette er kulminationen på en proces, hvor USA og ligesindede har støttet de reaktionære arabiske regimer - muslimske eller ej - til at lukke munden på de progressive og frisindede kræfter eller ligefrem eliminere dem fysisk.
Hermed er banen ryddet for de ekstremt religiøse, der sætter religionen over politikken. Samtidig bringer medierne et fortegnet billede, idet de vitterligt vanvittige terroraktioner, ambassadebrændinger med videre fylder fladen ud.
De jævne arabere får ingen plads. Hvad er det for et liv de lever? Hvad tænker de? Hvordan var det nu, at imperialistmagterne tegnede kortene og fordelte rovet efter Første Verdenskrig? Hvorfor deltager de i de store fredelige demonstrationer, som vi ikke ser?
Dette er ikke i fokus. Vi præsenteres kun for reaktionen, hvor de arabiske lande beskrives som problemer, som udemokratiske, men dog brugbare regimer, som fanatikere og så videre. Hvis ikke netop olien lå under deres fødder, kunne de sejle deres egen sø.

Det er jo indlysende, at det er et problem, når hovedparten af befolkningen er under 25 år, og de fleste er arbejdsløse. Fattigdommen er stor samtidig med at de gamle kulturer, der trods alt rummede måder at leve i fattigdommen på, er braset sammen. Samtidig er der en ekstrem rigdom hos en minimal gruppe.
Ralf Pittelkow fra JyllandsPosten har det som blommen i et æg. Han fortæller gerne og skriver en del om, at den arabiske kultur er skyld i al elendigheden og fattigdommen. For ham bliver de arabiske folks kamp for fremskridt en religiøs kamp og ikke en kamp for økonomisk og demokratisk fremskridt.
Det må siges, at det er lykkedes for hans avis at sætte fokus på netop det religiøse spørgsmål. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen opfordrede tirsdag til , at chefredaktør Carsten Juste skulle trække sig som redaktør fra avisen. Det skal ikke møde nogen modstand herfra. Pittelkow kunne passende følge sin chefredaktør.