18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bevar østaftalen

Bevar østaftalen

Torsdag, 09. februar, 2006, 00:00:00

Vi har på vores landsmøde konstateret, at selvom eksemplerne inden for vores branche har været få, så er problemer med billig udenlandsk arbejdskraft noget vores lokale klubber har måttet bruge mange kræfter på. Ofte så mange, at det har ført til avisoverskrifter og masser af mediedækning

fra Stilladsarbejdernes Landsklub
Udgangspunktet for vores indsats er, at alle er velkomne, såfremt de lever op til vores krav om organisering i fagforening og klub, uddannelse, overenskomst og i øvrigt er aflønnet efter forholdene, der hvor de arbejder.
Gennem vores arbejde har vi måttet konstatere, at østaftalen er hullet som en si. Det er for let at omgå intentionerne i østaftalen. Vi ser arbejdsgiverne bruge falske selvstændige, ansatte i udenlandske skuffeselskaber eller henvise til udstationeringsdirektivet for at omgå danske aftaler.
Alligevel ta`r vi afstand fra de røster inden for fagbevægelsen som mener, at fordi østaftalen ikke dækker fuldt ud, ja så kan den lige så godt afskaffes. Vores holdning er, at østaftalen måske nok er mangelfuld, men trods alt sikrer mod underbetaling i en række tilfælde. Samtidig har østaftalen en vigtig signalværdi - den er et udtryk for, at vi ikke ønsker at forholdene på vores arbejdsmarked undergraves ved spekulation i billig østeuropæisk arbejdskraft.
Fastholdelse og forbedring af østaftalen signalerer også vores modstand mod EU`s forslag til servicedirektiv.
Omvendt vil en afskaffelse af aftalen give det modsatte budskab: At vi åbner vores arbejdsmarked fuldstændigt for udhuling og undergravning af vores overenskomster. Alene derfor skal aftalen fastholdes.
Men problemerne har ikke alene rod i en mangelfuld østaftale:
Politiet og udlændingemyndighedernes sagsbehandlingstid er ofte urimelig lang og besværlig. Samtidig er fagbevægelsens muligheder og ret til at indhente oplysninger for dårlige.
Vi har også måttet konstatere, at vores forbund ikke er i stand til at levere de værktøjer, der er nødvendige, når vi som klub eller lokalafdeling står med problemerne lokalt. Eksempelvis mangler vi klare omregningstabeller mellem vores lønsystem og for eksempel Tysklands eller Polens, når man ta`r hensyn til nationale aftaler og lovgivning.
Men østaftale eller ej:
Det eneste der for alvor sikrer vores arbejdsforhold, er at vi er opmærksomme og aktive ude på byggepladserne. At vi på den enkelte plads gennem dialog og aktioner sikrer, at ingen går til mindre eller ringere forhold end gældende danske aftaler.

Vedtaget på landsmøde 5. februar på Svendborgskolen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp