18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU-eliten: CIA`s skødehund siden 1949

EU-eliten: CIA`s skødehund siden 1949

Torsdag, 02. februar, 2006, 00:00:00

CIA finansierede i årevis europæiske toppolitikeres propaganda for Europas Forenede Stater. Herved cementeredes det skødehundeforhold til CIA, som EU har endnu i 2006

af Magnus Falko, København
Her følger et dokumenterende vue, som er en selvstændig fortsættelse af kronikken 'EU-eliten vil ikke undersøge CIA-fængsler' i Arbejderen den 26. november 2005.
Man må give USA`s efterretningstjeneste CIA, at søgefunktionen på dens hjemmeside, www.cia.gov, er fortræffelig. Søger man på navnet Rockefeller, kommer blandt andet en side frem med oplysningen om 'at David Rockefeller jævnligt donerede penge til at hjælpe CIA, inklusiv et tilfælde hvor han udskrev en check på 50.000 dollars til støtte for europæiske ungdomsgrupper'.
CIA finansierede i årevis europæiske toppolitikeres propaganda for Europas Forenede Stater. Herved cementeredes det skødehundeforhold til CIA, som EU har endnu i 2006.

Penge og andre midler
CIA`s propagandapenge blev kanaliseret til Europa via American Committee on United Europe (ACUE) efter ordre fra den senere CIA-chef Allen Dulles. Han og William Donovan, grundlægger af CIA, gik sammen med grev R.N. Coudenhove-Kalergi i forsøget på at skabe en europæisk enhedsbevægelse. ACUE opstod som et mellemledskompromis.
CIA fik pengene fra Rockefeller- og Ford-fondene og forretningsgrupper med nære bånd til Det hvide Hus. Hovedmodtager var Europabevægelsen, som mellem 1949 og 1960 modtog fire millioner dollars. Herefter overtog det amerikanske udenrigsministerium rollen som politisk igangsætter. Frigivne amerikanske regeringsdokumenter har afsløret et memorandum dateret 26. juli 1950, som rummer instrukser til promovering af et flyvefærdigt europæisk parlament.
En betænkning af 11. juni 1965 fra det amerikanske Statsdepartements europæiske afdeling råder EF`s vicepræsident Robert Marjolin til i smug at arbejde for en europæisk monetær union. Afdelingen anbefaler at undertrykke en debat indtil det punkt hvorfra 'adoption af sådanne forslag vil være praktisk talt umulig at undslippe' (citat slut).

Nutid, klubber og olie
Også den transatlantiske gruppe Bilderberg bidrog til skabelsen af EF og idéen om møntunionen. EU-eliten mødes jævnligt med de amerikanske venner i lyssky klubber såsom Bilderberg, hvor Rockefeller-dynastiet var og stadig er helt centralt. Blair og Wolfowitz (to hovedarkitekter bag Irak-krigen), Kissinger, EU`s udenrigs- og sikkerhedskoordinator Javier Solana og de seneste mange formænd for EU-kommissionen har deltaget på bilderbergmøder.
CIA`s eurofile Allen Dulles var sideløbende topansat i olieselskabet Standard Oil, grundlagt af John D. Rockefeller I i 1863. CIA-direktøren i 1976-77 levede op til traditionen for olieinteresser. Hans navn var George H.W. Bush (Bush senior).
Et af cia.gov`s dokumenter oplyser: 'Siden februar 1979 er der af magtfulde folk i og uden for den amerikanske regering, især af den nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski og David Rockefeller med støtte fra tidligere statssekretær Henry Kissinger, åbenlyst og utrætteligt blevet lagt stærkt pres på præsident Carter for at give shahen adgang til USA.'
Endelig er irak-krigens olieinteressent number one, Dick Cheney, gammelt medlem af tænketanken Council on Foreign Relations lige som - gæt engang: EU-elitens bonkammerat David Rockefeller.
Man behøver hverken være paranoid eller professor for at kunne se det ideologisk vigtige tegne sig i disse personforhold, dels i relation til CIA og USA, dels til EU.

EU`s tavse medløberi
EF gjorde intet ved det, da blandt andre Los Angeles-detektiv Michael C. Ruppert i 70`erne afslørede, hvordan CIA stod bag narkodistribution; EU-eliten godtog CIA`s militære oplæring af bin Laden & co.; Irak-krigen blev støttet af flertallet af EU-landene i dens indledende fase; franske og tyske våben blev brugt mod Kuwait og Iraks egen befolkning under Saddam Hussein og så videre.
I bogen 'Crossing the Rubicon' behandler Ruppert oliekrigene, 11. september og de manipulationer med hvilke nøglepersoner i de transatlantiske magtklubber legitimerer global kontrol og overvågning - områder hvor EU er særdeles godt med. Rupperts big brother-analyse deles af John Loftus, tidligere statsanklager i USA`s justitsministerium, med særlige opgaver for CIA og NATO.
Andreas von Bülow, tidligere tysk teknologiminister og forfatter til bogen 'Die CIA und der 11. September', påpeger: 'Allerede midt i 90`erne mente [Samuel P.] Huntington, at folk i Europa og USA behøvede nogen at hade - det ville styrke identificeringen med deres eget samfund.
Og sikkerhedsrådgiver Brzezinski, den gale hund, advokerede for USA`s eneret til alle verdens råmaterialer, især olie og gas.'
Mens Saddam Husseins tiltag til at handle olie i euro i stedet for dollars ikke var uvæsentlig i Irak-invasionen, var Putins udtalelser i 2004, der mere end antydede Ruslands parathed til at handle olie i euro, næppe uden forbindelse til de USA-instruerede optøjer i Ukraine.
Euro-olie ville være et knytnæveslag mod amerikansk økonomi såvel som Bilderberg & co`s syge planer om den endegyldige US-verdensdominans sammen med EU som et næsten-USA, når tiden for overtalelse af folket er moden - som nedfældet af Brzezinski (se novemberkronikken) samt Huntington i dennes bog 'The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order'. Disse ideologer sniger sig ind overalt, således bruges Huntington ukritisk i den nylige rapport 'The EU as a Security Actor' fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Fængsler og fremtid
Alle, der så dokumentaren 'Eksport af tortur' på TV2 12. december i fjor, så billederne af de torterede lig fra CIA`s fængsler i Usbekistan. Novemberkronikkens mistanke om CIA-fængsler i det Brzezinski-infiltrerede Polen bekræftedes blandt andet 16. december, hvor den tidligere chef for landets efterretningstjeneste indrømmede, at CIA har haft baser i det nordøstlige Polen.
CIA har anvendt fængsler i Østeuropa helt frem til november 2005. På Condoleezza Rices visit 7. december i Bruxelles stillede Solana og EU`s regeringschefer sig uden videre tilfredse med hendes affejende forsikringer.
Helt ærligt: Det unddrager sig al rationalitet, at en tale - endda af udenrigsministeren fra det anklagede land - skulle kunne gøre det ud for en undersøgelse! Disse EU-tilhængere er så lullede ind i de idéer og stemninger, tomme ord og begreber, som toppen af magtpyramiden har fostret igennem årtierne, at de ikke længere sanser virkeligheden.
Ti dage senere fortalte Colin Powell i øvrigt til BBC, at CIA-flytransporterne hverken er nye eller ukendte for 'de fleste af vore europæiske venner'.
Det eneste samarbejdsforum, der har forsket i anklagerne, er Europarådet, som ikke er en del af EU. Nu vil EU-parlamentet følge efter, og Unionens justitskommissær truer med at fratage eventuelle skyldige medlemslande deres stemmeret. Skal man le eller græde? Anklagerne har været kendt siden senest marts 2005, og fuglen er fløjet.
Jeg anbefaler Thomas Koppels brev om dækningen af Irak-krigen, 'Journalistik og tavshed', til dagbladet Politiken. Det indtrængende brev indledes med dette citat af David Rockefeller: 'Vi står på tærsklen til en global nyordning. Alt, hvad vi behøver, er den rigtige større krise, og nationerne vil acceptere den Nye Verdensorden'.
NyAgendas gratisbog 'Franske stemmer' omtaler på side 40-41 Bilderberg og andre magtklubber og bringer et andet lige så usædvanlig ærligt citat af good old David: 'Noget skal erstatte regeringerne, og erhvervslivet forekommer mig at være det rigtige til det.' Dette er præcis den transatlantiske elites ideologi.
Læren må være, at vi fremover vågent må granske magtklubberne, for så længe vi sover, er det primært fra dém, at de tilgrundliggende idéer udgår.

CIA-fængslerne bliver debatteret på Danmarks Sociale Forum i morgen den 3. februar kl. 16.30-18.30 på Frederiksberg Gymnasium i København. Frank Aaen fra Enhedslisten indleder debatten.

Kilder i udvalg:
Der Spiegel nr. 33/1997 (side 20).
The Daily Telegraph 19. september 2000 (http://www.telegraph.co.uk/....wspy19.xml).
Information 22. september 2000.
Side 43 i Booker og North: The Great Deception - A Secret History of the European Union, 2003, Continuum Books.
Koppel-brev: http://www.mediefokus.dk

Læs også 26-11-2005 EU-eliten vil ikke undersøger CIA-fængsler

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp