At tale om tvang og ufrihed i forbindelse med eksklusivaftaler er efter min mening helt ude i hampen. Det viser, at sagen mod er rejst for at lave politisk profilering

af Christian Juhl, formand for Fagligt Fælles Forbund, 3F i Silkeborg
Debatten om eksklusivaftaler handler mere om politik end om overenskomstforhold.
Det handler om, hvilke rettigheder der er vigtigst, de individuelle rettigheder eller de kollektive rettigheder.
Højrefløjen har altid vægtet de individuelle rettigheder, mens venstrefløjen har vægtet de kollektive rettigheder som en forudsætning for de individuelle rettigheder.
Nogle gange støder individuelle og kollektive rettigheder sammen.

Vigtige Kollektive rettigheder
I Danmark har vi mange kollektive rettigheder og pligter, som kan virke snærende for den enkelte, men som er nødvendige, hvis et kompliceret og udviklet samfund som vores skal fungere. Selv ikke ultraliberale kræfter som Morten Sørensen, der har rejst sagen ved Menneskerettighedsdomstolen, kan vel forestille sig et samfund uden kollektive rettigheder og pligter.
Skattelove, færdselslove, love mod diskrimination og mange andre begrænser den enkeltes personlige frihed, men giver samtidig det overvejende flertal tryghed og frihed. Enkeltpersoner kan ikke gøre som de vil i et samfund som vores. Til gengæld tager vi vare på hinanden og sikrer, at ingen går helt til grunde.
Der er forskel på indkomsten for de mest initiativrige og dem, der har sværest ved at klare sig - men forskellen er i mange år holdt på så lavt et niveau, at det ikke har skabt væsentlige spændinger i samfundet. Det er velfærdssamfundets grundprincip og på den måde er vores samfund gennemsyret af venstrefløjens synspunkt.
Det har samtidig vist sig at været et godt klima at drive virksomheder i. Fællesskabet uddanner befolkningen, sørger for dem i perioder med arbejdsløshed, sikrer infrastruktur og social forsorg. Denne satsning har sikret et af verdens rigeste og mest dynamiske samfund.

Nyliberalismen er ikke attraktiv
Hvis liberalisternes tanke om den enkeltes ret blev hovedlinien, ville de svageste i samfundet blive overladt til sig selv og få lov til at gå til grunde, mens hurtige, dygtige og smarte ville have friere mulighed til at sikre sig et liv i overflod.
Se blot på rige samfund med liberalisme som England, New Zealand eller USA, eller fattige lande i den tredje verden. Her er der så mange, at det ikke nytter at begynde at nævne navnene.
Undervejs til vores velfærd har de dårligst stillede sikret sig en rimelig placering i kraft af fælles handling og fælles aktivitet. De har krævet deres del af de goder, der blev skabt.
At de dygtigste og smarteste ikke har behøvet den arbejdsmetode siger sig selv. De har ved egen vinding sikret sig en god position i samfundet - og ofte fået den opfattelse, at sådan kunne alle andre jo også gøre.
Mange kloge, dygtige og smarte har heldigvis indset, at et samfund med mange rettigheder og pligter også er til deres fordel - og derfor taget del i de dårligst stilledes arbejde for bedre forhold. En del af denne indsats har foregået i fagforeningerne og med overenskomsterne som redskab.
Når mange fandt sammen viste det sig, at det var lettere at sikre forbedringer. Indimellem har enkelte troet, at de kunne sikre sig selv, ved at svigte den fælles indsats - men det har sjældent ført til noget godt.
Overenskomsten som kollektiv aftale anser de fleste i Danmark som et gode. Fagforeningerne har altid arbejdet for at en overenskomst skulle gælde alle ansatte på en arbejdsplads - også de få, der blot ville nyde, og ikke være med til at lave arbejdet i fagforeningen eller betale til fagforeningen.
Arbejderne fik gennem de kollektive aftaler gradvis sikret løn- og arbejdsforhold - og arbejdsgiverne fik til gengæld et arbejdsmarked med relativ lidt uro. En overenskomst er en kollektiv aftale, der sikrer den enkelte mange rettigheder - og jeg har kun sjældent hørt folk, der var så meget liberalister, at de var imod overenskomster.

Eksklusivaftaler
Undervejs gennem historien har eksklusivaftaler været et redskab til at beskytte overenskomsten og sikre, at man kunne gå hurtigere frem i udviklingen af overenskomstmæssige goder. Demokratisk eller udemokratisk? I utrolig mange perioder af arbejderbevægelsens historier har redskabet været nyttigt, uden at nogen af den grund har følt sin personlige frihed sat til side eller på anden måde har været truet på sit brød. Tværtimod har den sikret kollektive og individuelle rettigheder til tusinder.
Det vil klæde en liberal regering at lade arbejdsmarkedets parter selv aftale sig ud af problemerne med eksklusivaftalerne. Det skulle ikke undre mig, at det politiske klima i Danmark efterhånden er sådan, at det alligevel ender i en lov. Og det selv om det er i strid med liberalisternes snak om mindre stat.
At tale om tvang og ufrihed i forbindelse med eksklusivaftaler er efter min mening helt ude i hampen, og viser blot, at sagen mod eksklusivaftaler er rejst for at lave politisk profilering. Morten Sørensen protesterede over, at han skulle stå i en fagforening, der er ledet af socialdemokrater, mens han havde et feriejob i Århus.
Hvis vi alle skulle protestere, når vi bliver tvunget til at betale til fælles ordninger, vi ikke er enige i, vil jeg gerne protestere over, at jeg er tvungen til at betale skat til et militær, som jeg er inderligt imod. Jeg vil gerne protestere over, at jeg i en periode var tvunget til at købe mælk fra Arla (der som bekendt støtter partiet Venstre), fordi der kun var den ene leverandørs produkter på hylderne i byens supermarkeder.
Jeg har været tvunget til at arbejde hos en række private arbejdsgivere for at få brød på bordet, selvom min private overbevisning er, at arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet er udemokratisk og gammeldags. Men jeg havde ikke andre muligheder. Hos enkelte af dem er jeg endda blevet fyret for åbent at udtrykke disse synspunkter.

Egoisme - ny trend
I takt med at vi har udviklet velfærden og rigdommen i Danmark er det lettere at gå egne veje - og de individuelle tendenser udvikler sig i disse år. Jo rigere et samfund er, des mere forfinet kan der tages hensyn til den enkelte. Det er på mange måder godt. Jeg har opdraget mine egne børn til at have selvstændige holdninger, rejse krav til deres omgivelser og stå fast, når de bliver trådt over tæerne.
Vi har et velfærd og en velstand, der kan bære meget avancerede individuelle rettigheder. Men vi kan også sætte mulighederne over styr. Der er lige nu en tendens til, at mange ikke længere vil betale så meget til de fælles goder i form af sociale ordninger, sygehuse, ældre og fremmede. Flere end før er sig selv nok.
Trenden går i retning af større individualisme - og desværre i nogle tilfælde egoisme. Hvad kan jeg få? Hvor mange penge kan jeg tjene? Hvordan kan jeg placere mig bedst? Hvordan kan jeg undgå at betale skat? - som regel uden særlig hensyn til andre. Den tendens tiltaler mig ikke, for den bygger på en tro på, at det kun drejer sig om den enkeltes behov.
Vi er godt på vej i den forkerte retning. Da jeg var yngre, sad der ikke tiggere i storbyerne, til gengæld var der heller ikke så mange millionærer. Forskellen på rig og fattig bliver større. De fattigste, de gamle og de syge overlades mere og mere til sig selv, mens andre bliver syge og dør af deres overforbrug. Sådan en udvikling bør vi rette op på.
Stor forskel på rig og fattig skaber spændinger og et koldt samfund, (og ikke som Venstre-ministeren Eva Kjer Hansen påstår, at øget ulighed skaber et dynamisk samfund).
Fagforeningerne og overenskomsterne er redskaber, som effektivt er med til at udligne forskellen mellem rig og fattig. Det vil de også være i fremtiden.
På arbejdspladser møder jeg ind imellem unge freewhelere, som kan det hele selv, og som ikke har brug for fagforeningen. De vil gerne have del i de forbedringer, som tillidskvinden eller fagforeningen forhandler hjem. De glemmer at spørge om fagforeningen og især deres kolleger har brug for deres kunnen. Der er heldigvis langt imellem dem. De minder meget om sortseerne i DR`s licens-kampagne, og om skatteunddragerne i Told og Skats kampagne.
Men de fleste har daglig gavn af overenskomsterne, tillidsmanden og fagforeningen. De kan som regel godt lide at være i fagforening. De fleste synes, at der er rimelig balance mellem det de betaler, og det de får for pengene. De har gennemskuet, at de billige tilbud i kuponhæfterne og i radiospottene ikke holder vand, den dag det virkelig gælder.
Fagforeningen skal være medlemmernes forening, som samler de, der har lyst til at sikre forbedringer sammen med andre - og som kan se, at fælles aftaler er bedre og stærkere. En fagforening bliver ikke stærkere af at tvinge medlemmer ind - tværtimod.

For solidaritet
Jeg tror ikke, at mange medlemmer vil flytte fra vores fagforening med baggrund i afgørelsen eller den kommende lovgivning. Men jeg tror, det vil blive sværere at sikre de samme resultater til medlemmerne, som vi har gjort indtil nu, uden eksklusivaftaler som et af værktøjerne i vores værktøjskasse.
Tænk blot på den indsats der er nødvendig for at sikre ordnede lønninger og arbejdsforhold for de mange fra Østeuropa. De sidste to år har vist, at vi stadig har kyniske arbejdsgivere, der intet skyr for at at tjene på andres arbejdskraft ved at byde østeuropæerne helt ned til 30-40 kroner i timen.
Overfor den opgave har fagforeningerne alt for længe stået alene. Mange danske arbejdsgivere er passive, selvom deres eget firma trues af samme udvikling. Regeringen gør ingenting.
Jeg tror på, at danskerne grundlæggende er til fælles og solidariske løsninger, både politisk og på arbejdspladsen. Meget tyder på at egoismen er et forbigående fænomen, som en del i disse år flirter med. Mod den tendens virker kun to midler - indsigt i, hvordan vi har opnået den velfærd, vi har i Danmark, og debat om, hvordan vi udvikler den - gerne ud over vore egne grænser.