I virkeligheden har ytringsfriheden altid været stærkt begrænset også i demokratiske lande. De offentligt ansatte skal være forsigtige med kritik Og blandt privatansatte er selvcensuren udbredt

af Bjarne Gårdsvoll, forfatter
Når vi snakker om censur og ensretning, tænker de fleste på skrivende folk eller kunstneres mulighed for at komme til orde i medierne. Da Jyllands-Postens tegninger af Muhamed vakte postyr i den muslimske verden, kom hele landet op på mærkerne. Hvad gik der af de fanatikere! Ville de knægte ytringsfriheden?
I virkeligheden har ytringsfriheden altid været stærkt begrænset også i demokratiske lande. De offentligt ansatte skal være forsigtige med at kritisere forholdene i deres etater - det kan betyde både afskedigelse og retsforfølgelse.
Deres problemer bliver imidlertid taget op til debat en gang imellem, mens de privatansattes ytringsfrihed bekymrer de færreste. Men netop her er selvcensuren udbredt og rammer særdeles hårdt. Det er ikke sjovt at stå med en opgave, hvor helbredet er i fare. Og det kan lyde tragikomisk, at man ikke tør kritisere et helbredsnedbrydende arbejde i frygt for at miste det samme arbejde.
Egentlig starter selvcensuren med modermælken. Vi er programmerede til at holde lav profil i nærvær af vores mester og ikke mindst arbejdsgiveren.
Sådan var det også, da jeg gik i lære. De overordnede gik det ikke an at kritisere, ikke i de pågældendes nærvær. Det blev ikke bare betragtet som uforskammet, men også dumt. Man var selv ude om det, hvis ens åbenmundethed fik konsekvenser.
Derimod måtte man godt anvende sprogets værste gloser om både mester og de øvrige chefer, så snart 'originalerne' eller 'røvhullerne' vendte os ryggen. Vreden og bitterheden havde en sikkerhedsventil, den måtte bare ikke åbnes på et forkert tidspunkt.

Leder og fordeler
Denne holdning dominerer stadig og skyldes frygt for at falde i unåde. Arbejdsgiveren er den, der sidder på magten, ham der leder og fordeler arbejdet. Kommer man op at toppes med ham, er det lige meget, om man har ret eller ikke. Han er jo også dommer.
Derfor er det heller ikke let for en tillidsmand, som skal sætte fokus på urimeligheder angående løn eller miljø. Skrækken for følgerne kan være så stærk, at det er svært at få nogen til at tale kollegernes sag. Dette gør sig især gældende på små virksomheder. Jeg kender et tilfælde fra en lille fabrik, hvor arbejdsgiveren for at spare på varmen, holdt en temperatur på 12-13 grader. Alligevel kviede arbejderne sig for at klage. Arbejdsgiveren var en hård negl, som ikke var bange for at fyre de højrøstede.
Hvem skulle påtage sig opgaven? Tillidsmand havde de ikke, og ingen meldte sig frivilligt.
De besluttede sig for at gå samlet op til chefen, så han kunne se, at de alle som én stod bag kravet. Han kunne jo ikke sende alle på porten.
Der kom også mere varme, men chefen udtalte, at han godt vidste, hvem der havde 'opviglet' de andre. Og da der efter en tid kom indskrænkninger, blev 'uromageren' fyret.
En kvinde, jeg kender, var ligeledes ansat på en mindre virksomhed. En af hendes kolleger var syg i en lang periode, og det betød et voldsomt arbejdspres på de øvrige. Hun fik problemer med sit håndled, men arbejdsgiveren ville ikke ansætte nogen vikar, trods svage hentydninger fra personalet. Hun frygtede, at hun selv snart måtte melde sig syg, hvis arbejdspresset blev ved.
Vi sad i en lille privat kreds, mens hun udtalte sig om forholdene på sin arbejdsplads, og én af os spurte, om hun ville finde sig i det.
'Jeg skal ikke fyres!' svarede Mette fast. 'Jeg skal nok holde min kæft.'

Demonstrationen
Den lille mands ytringsfrihed består ikke udelukkende i retten til at kritisere ledelsen. Den består også i muligheden for at give sin mening til kende udenfor virksomhedens vægge, for eksempel om et lovforslag der er ved at blive vedtaget i Folketinget. Men problemet er, at manden på gulvet har meget svært ved at komme til i medierne, så det virkelig høres.
Her er demonstrationerne et gammelt og godt middel. Derfor er retten til at demonstrere nedfældet i enhver demokratisk forfatning.
At demonstrere på det rigtige tidspunkt kan imidlertid kræve arbejdsnedlæggelse og løntab, og det kan føre til, at arbejdsgiveren vil af med demonstrationens ledere, som i hans øjne er uromagere.
Der er også andre måder at straffe en demonstrant på. Jeg har selv flere gange været dømt, fordi jeg valgte at gå under fanen ved en demonstration. Som jævn arbejder slipper man ikke nødvendigvis ustraffet fra at demonstrere på Christiansborgs Slotsplads.
Officielt blev jeg naturligvis ikke dømt for at have ytret mig mod regeringens politik. Jeg blev dømt for at have brudt de fagretlige regler; jeg havde nedlagt arbejdet. Men hvordan skulle mine kammerater og jeg ellers kunne være med i demonstrationen? Vi kunne ikke komme til møde, med mindre vi i nogle timer forlod vores arbejdsplads.
Mange vil sikkert hævde, at den nævnte begrænsning er nødvendig. Hovedsagen er, at vi har en fri presse, og der er tale- og forsamlingsfrihed. I vort land kan vi gudskelov ånde frit...

Lukkede medier
Det er ikke underligt, at denne opfattelse er dybt forankret i store dele af befolkningen. Pressen er meget lydhør overfor arbejdsgivernes synspunkter, og i disse kredse mærker man næppe nogen begrænsning af ytringsfriheden.
I modsætning til dette dominerende apparat har den jævne arbejder en mikroskopisk mulighed for at nå ud til befolkningen med sine budskaber. De medier, som taler hans sag, er fåtallige, og han er selv ikke særlig skolet i formuleringskunsten. De færreste arbejdere skriver nogensinde et læserbrev.
På denne baggrund er det horribelt, at myndighederne faktisk sætter begrænsninger for et af arbejderbevægelsens få og små åndehuller. Demonstrationerne er de manges eneste chance for at tilkendegive deres meninger over for en større offentlighed.
Bødestraf i den slags situationer kan derfor dårligt forsvares med, at den kun er rettet mod en overenskomststridig strejke. Den rammer manden på gulvet, lige dér hvor også han har en mulighed for at ånde frit.
Sådan er det at være en lille mand. Selvcensuren træder let frem, når straffen for at ytre sig består af et løntab og en bøde.
Jeg har til dels givet eksempler fra små virksomheder, men det betyder ikke, at ytringsfriheden har det udmærket på større virksomheder. Derimod kan man sige, at det er mindre risikofyldt at ytre sig kritisk ved høj beskæftigelse end ved stor arbejdsløshed. Når beskæftigelsen er god, kan der ikke sådan vrages og vælges i arbejdskraften, og ledelsen er mere lydhør over for kritik.
En vågen avislæser vil hver dag kunne finde eksempler på ytringsfrihedens trange kår på arbejdspladserne. Der er jævnligt eksempler på afskedigelser af tillidsmænd og sikkerhedsrepræsentanter - eller forsøg herpå - som fører til konflikter mellem virksomhedens gulv og top. Arbejdsgiveren vil være tilbøjelig til at beskrive modsætningerne som samarbejdsvanskeligheder. Men bag de kamuflerede formuleringer skjuler der sig ofte en aktiv og kritisk holdning til ledelsens arbejde, og det har så fået konsekvenser.
Mangel på ytringsfrihed har noget med demokrati at gøre, og den udbredte selvcensur på arbejdspladserne er derfor udtryk for, at demokratiet aldrig har fået indpas indenfor fabriksporten. Skal vi løse dette problem, skal stemmesedlen tages i brug ved valg af arbejdsledere og virksomhedsbestyrelser. Frie valg vil gøre kritik og krav fra gulvet til en naturlig proces, afskaffe modsætninger og mange misforståelser. Med en fri debat bliver selvcensuren unødvendig, og stemmesedlen afgør konflikterne.